Op til konferencen sagde den islandske miljøminister, Svandís Svavarsdóttir, at selv om ikke alle nærede lige store forhåbninger til resultatet, var alle enige om vigtigheden af, at verdens nationer nåede frem til en aftale, hvori alle påtog sig en forpligtelse til at vende den faretruende udvikling i klimaspørgsmål.

- Island vil være en fuldgyldig deltager i forhandlingerne, vise ansvar og optræde som en ordentlig nation blandt andre nationer. På den måde har vores deltagelse stor betydning for Islands selvopfattelse og image i samspillet med andre nationer og på den internationale arena, udtalte hun.

På selve konferencen holdt miljøministeren tale og lagde her vægt på, at Island var parat til at påtage sig en betydelig reduktion i udledningen af drivhusgasser i de kommende år i samarbejde med andre lande.

I samarbejde med EU ville Island arbejde hen imod et mål, der gik ud på at reducere udledningen med helt op til 30 % frem til 2020, set i forhold til 1990, under forudsætning af, at der blev opnået en ambitiøs international aftale i klimaspørgsmål.

I forvejen stod vedvarende energikilder for hele islændingenes forsyning med el og varme, og man stilede hen imod at ophøre med brug af fossile brændstoffet til biler og skibe.

Skovplantning og kultivering af uopdyrket jord var vigtige tiltag i klimaspørgsmål. Genopbygning af skove og indvinding af landbrugsjord ville være veje til at øge den biologiske diversitet, rent bortset fra klimagevinsten.

Positivt lille skridt

Til trods for en del avisskriverier og diskussioner i medierne op til konferencen var den almindelige islandske befolknings interesse bemærkelsesværdigt lille.

Det samme var tilfældet efter konferencen. På det tidspunkt tilkendegav miljøministeren sin skuffelse over, at resultatet ikke var juridisk bindende, da der jo ikke ses at være sat nogen grænser for udslippet, som forpligter de enkelte lande, ligesom der heller ikke ses at være bestemmelser om, hvordan aftalen skal føres ud i livet.

Ministeren sagde ikke desto mindre, at resultatet var positivt, selv om der kun var taget et lille skridt.

Meget mere end dette blev der ikke ud af diskussionen om klimakonferencen.

Men man kan da også henvise til utallige påtrængende sager, som islændingene har at slås med lige for tiden, og som lægger beslag på al offentlig debat.

Nationen er i færd med at forsøge at rette op på et økonomisk problem uden fortilfælde. Og det kunne godt se ud, som om klimapolitikken i manges bevidsthed når alt kommer til alt opfattes som en sag fra de gode tider.

Nu påkalder den sig ikke nogen særlig opmærksomhed, for der er andre sager – og efter de flestes mening vigtigere sager – der har højere prioritet.

Erklæringen fra det såkaldte folkemøde, som der blev kaldt sammen til på Island i november, gik ellers en helt anden vej, for dengang var folk enige om nødvendigheden af respekt for miljøet. Denne prioritering ser man ikke meget til på den offentlige arena.

Selv om det ikke er mange, der ytrer sig om miljøspørgsmål, svarer godt og vel 40 % af befolkningen, at de er meget bekymrede over klimaforandringerne og stigningen i Jordens temperatur, hvis man skal tro en opinionsundersøgelse lige efter nytår.

Godt 27 % er derimod ikke bekymrede over disse ting. Men under alle omstændigheder lufter de 40 % ikke deres bekymring i medierne.

Fugle i vådområder og EU

Det ene regeringspartner, Det Grønne Venstre, holdt landsrådsmøde i midten af januar med deltagelse af otte parlamentsmedlemmer og deres suppleanter, partiets kommunalbestyrelsesmedlemmer og størstedelen af ledelsen.

Som man plejer på et sådant møde, diskuterede deltagerne de forskellige sager, der lå dem mest på sinde.

Efter mødet gjorde partiets modstandere grin ad dets resolution om beskyttelse af fugle i vådområder og af deres ynglepladser.

Man fandt det morsomt, at Det Grønne Venstre specielt tilkendegav sin tilfredshed med miljøministeriets prioriteringer mht. genskabelse af vådområder.

Det kunne måske også godt tage sig ud som et ubetydeligt dagsordenspunkt i betragtning af, at partiet fuldstændig undlod at nævne sagen over alle sager, Icesave.

I godt et år har der næsten ikke været plads til andet i den politiske debat end striden mellem islændingene på den ene side og hollænderne og englænderne på den anden om, hvordan man skal tilrettelægge islændingenes betalinger af Landsbankinns Icesave-konti i de to lande.

Men Det Grønne Venstre vedtog en resolution om miljøspørgsmål og blev dermed skydeskive for hånen.

Selv om Det Grønne Venstre ikke har fortjent al hånen – partiet følger sådan set kun sin egen linje i miljøpolitikken – vakte det unægtelig undren, at det parti, som har den siddende finansminister som sin leder, kunne skøjte fuldstændig hen over Icesave.

Men mødedeltagere veg til gengæld ikke udenom, da det kom til en anden sag, der deler vandene, nemlig muligt medlemskab af EU.

Partiet sidder i en regering, som har ansøgt om medlemskab af EU. I partiets møderesolution om Europapolitik hedder det derimod:

”Landsrådet indskærper Venstrebevægelsens, den grønne listes, modstand imod eventuelt islandsk medlemskab af den europæiske union.

Til trods for, at der nu er indgivet ansøgning om medlemskab af unionen, er det landsrådets bestemte vilje, at Island fortsætter med at være en selvstændig stat uden for EU.

Landsrådet for Venstrebevægelsen, den grønne liste, opfordrer ministre, parlamentsmedlemmer og medlemmer af Det Grønne Venstre over hele landet til at fastholde partiets modstand mod Islands medlemskab af EU og kæmpe modigt for denne linje.”

Der forlød ingenting om, hvordan Det Grønne Venstres parlamentsmedlemmer og ministre, som deltog i mødet, skal kæmpe modigt imod medlemskab af EU samtidig med, at partiet sidder i en regering, der arbejder frem mod medlemskab.

Grædefærdig undersøger

Det er tvivlsomt, om miljøpolitikken vil komme på programmet lige med det første.

Når ikke man slås om Icesave og medlemskab af EU, snakker man om Altingets særlige undersøgelsesudvalg. Udvalget blev etableret for at undersøge de islandske bankers sammenbrud i oktober 2008 og de begivenheder, der knyttede sig hertil.

Det fik i opdrag at samle oplysninger om sagens kendsgerninger, tegne et helhedsbillede af årsagerne til bankkrakket og vurdere, om der havde været tale om fejltagelser eller forsømmelser ved gennemførelsen af love om finansvirksomhed på Island og ved kontrollen med den, og hvem der i så fald havde ansvaret for det.

Opgaven er påtrængende, og nationen venter i spænding på resultatet. Og har fået lov at vente længe.

Udvalget skulle have afleveret sine resultater senest 1. november i fjor, men meddelte to uger før, at det måtte have en længere frist.

På det tidspunkt havde et medlem af udvalget ladet sig citere for, at intet udvalg nogen sinde havde haft til opgave at overbringe nationen så dårlige nyheder som dette udvalg blev nødt til, så det var ikke mange, der modtog udsættelsen positivt.

Rapporten skulle derefter have været klar 1. februar 2010. Men 25. januar bad udvalget endnu en gang om en længere frist, og nu skal rapporten først være færdig i slutningen af februar.

Et andet udvalgsmedlem sagde, da han blev spurgt, hvorvidt han så på det islandske samfund med andre øjne efter sit arbejde med udfærdigelsen af rapporten, at han tit havde ”været gråden nær og meget ilde berørt” under arbejdet på rapporten.

Det kan ikke undre, at nationen venter utålmodigt på de dårlige nyheder, som næsten kan få et udvalgsmedlem til at græde, og slet ikke når samme udvalgsmedlem tilføjer, at det måske vil være rigtigst, at hele nationen tager to-tre dage fri efter offentliggørelsen af rapporten, så alle rigtig kan læse sig mætte.

Da udvalget fik sin første fristforlængelse, havde mange svært ved at acceptere det, men nogle uger efter så det ud til at have mindre betydning.

Nu er der andre ting på programmet. Kort efter nytår nægtede Islands præsident at underskrive en lov om Icesave-forpligtelserne og overlod dermed afgørelsen til en folkeafstemning.

Denne afstemning skal finde sted 6. marts. De fleste politikere, hvad enten de er i regeringen eller tilhører oppositionen, mener at det er utilbørligt at gå til folkeafstemning om så stort et spørgsmål som Icesave-sagen er, medmindre befolkningen har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med rapporten.

I en undersøgelse på nettet viste det sig, at ca. 80 % af befolkningen er af samme mening.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger