Den 1. januar 2008 holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen sin nytårstale til nationen i direkte tv, et privilegium, som er forundt enhver siddende regeringschef, der uden afbrydelser kan udlægge teksten for vælgerne.

Lytter man til ordene, er det som om statsministeren talte i en anden tid.

”Det går bedre i Danmark end nogensinde,” lød det fra Fogh, som fortalte om den rekordlave arbejdsløshed, og om hvordan titusinder af mennesker havde fået arbejde, opgaver og ansvar. Han kaldte det økonomiske opsving for en social revolution, inden han formanende sagde: ”Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt.”

Hans udgangspunkt for kun et år siden var frygt for overophedning af økonomien. Med udsigt til svære overenskomstforhandlinger opfordrede han derfor arbejdsgivere og fagforeninger til at undgå voldsomme lønstigninger.

Så sent som i sin åbningstale til Folketinget i oktober understregede han igen, at den største udfordring for dansk økonomi var manglen på arbejdskraft, og han indbød partierne til forhandlinger om en arbejdsmarkedsreform for at sikre et øget arbejdsudbud.

Reformen faldt til jorden med et brag under den løbske finanskrise, som på forbløffende kort tid forvandlede frygt for arbejdskraftmangel til frygt for arbejdsløshed.

Ekstrem usikkerhed

Når der er grund til at nævne forløbet, skyldes det, at finanskrisen også i Danmark er rullet frem med en kraft, som er kommet bag på de fleste beslutningstagere – såvel i det politiske system som i erhvervslivet.

Nok har enkelte advaret om risikoen, men ingen har kunnet forudse, at finanskrisen ville slå igennem med så stor voldsomhed og påvirke realøkonomien så hurtigt.

Da overvismand, professor Peter Birch Sørensen i slutningen af november fremlagde nye prognoser fra Det Økonomiske Råd – en uafhængig analyseenhed – konstaterede han, at han aldrig havde skullet præsentere forudsigelser under så usikre forhold.

Og da prognoserne blev drøftet blandt fagfolk, fortalte departementschefen i Finansministeriet, at han heller aldrig havde skullet lave så store nedjusteringer af de nationaløkonomiske nøgletal, som han netop havde foretaget. Hele 56 milliarder kroner havde han måttet ændre sine budgetter med på blot to måneder.

Ti dage senere, den 8. december, offentliggjorde Finansministeriet så rapporten ”Økonomisk Redegørelse” med de hidtil mest dystre forudsigelser om udviklingen i dansk økonomi.

Her er konklusionen, at den finansielle uro og de svage internationale vækstudsigter sammen med et vigende boligmarked og en svækket konkurrenceevne vil medføre svag vækst i BNP de næste år. Ministeriet venter en BNP-vækst på kun 0,2 pct. i 2008, -0,2 pct. i 2009 og 0,7 pct. i 2010. Ledigheden vil stige til 3,5 pct. i 2010.

Overskuddet på de offentlige finanser ventes at falde fra godt 75 mia. kr. (4,4 pct. af BNP) sidste år til godt 52 mia. kr. (3,0 pct. af BNP) i år og vende til et marginalt underskud i 2009 (0,0 pct. af BNP) og et større underskud på knap 23 mia. kr. (-1,2 pct. af BNP) i 2010.

På den baggrund udtalte finansminister Lars Løkke Rasmussen, at det vigtigste mål for regeringen er at sikre fortsat lav ledighed. Med andre ord: En ganske anden dagsorden end den, som statsministeren få måneder tidligere havde forfulgt.

Hjælp til banksektoren

Den 8. december stillede økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen så op til Finansrådets Årsmøde, som blev holdt på Statens Museum Kunst i København. Hun indledte med at sige, at de smukke omgivelser stod i skærende kontrast til den dystre udvikling på de finansielle markeder.

- Vi befinder os midt i en global finansiel krise af historiske proportioner,fastslog hun.

Finansministeren og økonomi- og erhvervsministeren har i den senere tid været hovedansvarlige for de træk, som regeringen har foretaget for at modvirke krisen.

Efter sammenbruddet i amerikanske Lehmann Brothers blev det svært for selv sunde pengeinstitutter at skaffe nødvendig likviditet, og de fastfrosne pengemarkeder var med Lene Espersens ord på vej til at udgøre en alvorlig trussel mod den finansielle stabilitet - også i Danmark.

I begyndelsen af oktober fik regeringen forhandlet to aftaler om sikring af finansiel stabilitet på plads, hvilket blandt andet betyder, at staten garanterer for historisk store beløb. Samlet skal loven om finansiel stabilitet spænde et sikkerhedsnet ud under privatkunder og erhvervskunder i danske pengeinstitutter.

Et særligt afviklingsselskab har fået til opgave at overtage nødlidende pengeinstitutter for at sikre rettidig betaling til kreditorer –hvilket blev sørgeligt aktuelt 28. november med overtagelsen af  EBH Bank. Oprindeligt skulle garantierne løbe i to år – til 30. september 2010 – men allerede nu planlægges længere overgangsordninger.

En pensionsredningspakke blev indført for at sikre, at pensionsopsparere og boligejere ikke lider unødige tab som følge af den finansielle krise. På EU-plan har regeringen støttet et nyt indskydergarantidirektiv, som skal give fuld garanti for langt de fleste bankkunder.

Grådige og uansvarlige ledelser i enkelte banker – blandt andet Roskilde Bank – har desuden fået politikerne og den finansielle branche til at gennemgå revisionen og tilsynet med banker, og der kræves større gennemsigtighed om bankernes solvens og risikoprofil, ligesom aflønningsformerne i den finansielle sektor kommer under lup. Finanstilsynet har ligeledes – lidt sent, kan man sige – fået 10 millioner kroner om året til at styrke tilsynet med bankerne.

Stimulus til økonomien

Præcis som i andre lande breder frygten sig ikke desto mindre for, at bankerne får så svært ved at tiltrække ansvarlig kapital, at kreditpolitikken strammes i en sådan grad, at sunde virksomheder får svært ved at få finansiering til deres investeringer.

Sker det i stor målestok, vil det forværre krisens gennemslag på realøkonomien og kan betyde, at udlån til virksomheder og husholdninger går i stå. Kort sagt: en økonomisk nedsmeltning.

Næste etape i redningsaktionerne for den danske finansielle sektor bliver derfor statslig kapitaltilførsel, som skal styrke kapitalgrundlaget i pengeinstitutterne, og redningspakke nummer to er allerede under udformning, ligesom det ikke kan afvises, at der senere må gennemføres nye krisepakker for at afbøde krisen.

Ud over de finansielle krisepakker har regeringen med vedtagelsen af finansloven for 2009 valgt at stimuleret dansk økonomi mere, end det oprindeligt var planlagt. I de kommende år planlægges desuden omfattende investeringer i blandt andet ny sygehusstruktur og infrastruktur.

Derudover vil regeringen i starten af det nye år fremlægge udspil om grøn vækst, ligesom en skattekommission skal komme med udspil til, hvordan skatten på arbejde kan sænkes.

I lyset af den forværrede økonomiske situation er de økonomiske ministre begyndt at tale om, at skattelettelserne ikke nødvendigvis skal finansieres krone for krone, da lettelserne skal bruges til at sparke gang i økonomien. En sådan tankegang ville have været utænkelig for få måneder siden.

For at fuldende billedet af en turbulent situation, skal det nævnes, at statsministeren har luftet muligheden for en folkeafstemning om Danmarks tilslutning til euroen. Meldingen kom kort efter, at finanskrisen havde medført et rentespænd mellem euroen og kronen – hvilket betød, at det kostede, at stå uden for ØMU-samarbejdet.

For vækst og beskæftigelse er det væsentligt, at rentespændet bringes ned, og at renten i Danmark kan følge med ned, når den falder internationalt, lød statsministerens argument.

Eller som finansministeren mere jordnært udtrykte det:

- Man er lidt mere udsat, når man sejler rundt på det store verdenshav i en lille jolle, end hvis man er ombord på det store skib. Så der er fornuft i at komme med i euroen.

Den 22. januar holder Folketingets Europaudvalg høring om euroen – og Danmarks forhold til euroen – men alt tyder på, at Fogh har opgivet en hurtig afstemning. Han tør næppe gamble i en tid præget af så dramatisk uro og usikkerhed.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger