Den islandske nations repræsentanter ved det såkaldte folkemøde, der blev afholdt i november, ønsker et demokratisk samfund med gode levevilkår, hvor velfærd holdes i ære og ligeberettigelse og menneskerettigheder respekteres, hvor der værnes om miljøet, lægges vægt på uddannelse, innovation og kultur, og hvor det sikres, at alle har adgang til sundhedssystemet. Island skal desuden deltage aktivt i samarbejdet med andre nationer.

Lidt under en halv procent af den islandske befolkning mødtes til dette møde. Den bagvedliggende idé var, at almindelige islændinge skulle snakke sammen, definere deres værdier og gøre rede for, hvilken slags samfund de helst ville bo i for fremtiden. De fleste repræsentanter på mødet var udvalgt tilfældigt fra folkeregisteret, og mange kom langvejs fra.

En vis del af nationens repræsentanter var dog særligt udvalgte: i denne gruppe befandt sig repræsentanter for de politiske partier samt for organisationer, institutioner, foreninger og firmaer. Op imod 1300 personer tilbragte en hel dag sammen, drøftede nationens ønskelige værdier og udformede fremtidsvisioner.

Et nyt Island er i færd med at rejse sig af det gamles ruiner. Et nyt, retfærdigt, stabilt og ufordærvet samfund.

På hjemmebane

Mødedeltagerne gjorde en hel del ud af at tale om nødvendigheden af, at Island gør sig gældende på den internationale arena, fuldstændig ligesom hidtil. De øvrige nordiske lande blev dog ikke bragt specielt på bane, lige så lidt som ellers.

Det skyldes bestemt ikke nogen slags isolationisme hos islændingene over for deres naboer og broderfolk. Tværtimod. Man kan næppe finde en islænding, som ikke har en eller anden forbindelse med de øvrige nordiske lande og sætter stor pris på disse bånd.

Én rejste dertil for at uddanne sig, en anden arbejdede der i en periode, en tredje har slægtninge dér, en fjerde arbejder hos et firma som samtidig opererer i et af nabolandene, rigtig mange har rejst dertil på kortere eller længere ferier, og sådan kunne man blive ved.

Norden er en selvfølgelig del af tilværelsen for islændingene, som kan bruge mange timer på at diskutere landets eventuelle medlemskab af EU eller på at analysere situationen i forholdet mellem Island på den ene side og USA, England eller Holland på den anden.

Men de samme islændinge snakker ikke specielt om de øvrige nordiske lande. De er en selvfølgelig og naturlig del af tilværelsen, og om så dagligdags ting gider folk sjældent diskutere.

Deltagerne i folkemødet nævnte ikke de øvrige nordiske lande ved navn, men bekræftede Islands tætte forbindelser med dem ved at opregne alt det, som i de flestes øjne er fælles for de nordiske lande: demokrati, ligeberettigelse, menneskerettigheder, en stærk bevidsthed om miljøspørgsmål, vægt på innovation, uddannelse og velfærd.

Dette er ikke specielle islandske værdier, de er fællesnordiske.

Hvor er ”hjemme”?

Mødedeltagerne, et bredt udsnit af den islandske befolkning en efterårsdag i 2009, omtalte ikke globalisering og ekspansion. Disse ord er for en stund faldet i unåde. Det er tydeligt, ikke kun ud fra mødedeltagernes udtalelser, men også ud fra samtaler med den jævne befolkning såvel som politikerne, at islændingene har tænkt sig at gøre hovedrent i deres egen bolig og lade alle drømme om verdensherredømmet passe sig selv. De har tænkt sig at holde sig hjemme.

Imidlertid står det klart, at ”hjemme” ikke kun dækker Island, men også de andre nordiske lande. Folk, der flytter til de andre nordiske lande for at arbejde, fordi det ikke er til at få arbejde på Island, betragtes egentlig ikke som flygtninge fra den økonomiske situation, dertil opleves det som alt for selvfølgeligt at bevæge sig inden for dette område.

Norden er i disse dage islændingenes hjemmebane og vil helt sikkert også være det fremover, hvis folkemødets fremtidsvisioner bliver til realiteter. Islændingene er enige i nabofolkenes prioriteringer i klimaspørgsmål og miljø- og energispørgsmål.

Alle spørgsmål, der vedrører rekognoscering, sikkerhed og forsvar i områderne højt mod nord, er en fælles opgave for Island og dets naboer.

Hvis dertil kommer, at der åbnes sejlruter nord for Island hele året rundt, bliver det endnu mere magtpåliggende, at landene gør fælles sag. Island lægger stor vægt på samarbejde om rednings- og sikkerhedsspørgsmål i området og har her mødt en velvillig klangbund hos de andre nationer.

Hjælp fra broderfolkene

Den navlebeskuelse, som islændingene har gået igennem i løbet af det år, der er gået siden landets økonomiske kollaps, har medført, at de fleste nu uden at rødme indrømmer, at de ikke ligger inde med alle svarene og ikke altid ved, hvordan problemerne skal løses.

De henter indsigt og kundskab der, hvor der indtil nu altid har været rigeligt af den, nemlig hos de andre nordiske lande.

Svenskerne giver vejledning i, hvordan bankerne lader sig genrejse, finnerne er specialister i krise efter bitre erfaringer i foregående år, de andre nationer har også gjort vigtige erfaringer med indvandringen, som islændingene næsten kun kender på anden hånd, det islandske politi vil ganske sikkert fortsætte sin udbytterige indsats imod den organiserede kriminalitet i samarbejde med nordiske kolleger, og Sverige og Danmark har specielt erklæret, at de vil gøre sig umage for at sikre, at der bliver taget godt imod Islands ansøgning om medlemskab af EU.

Ganske vist får Islands eventuelle medlemskab ikke udelt støtte hjemmefra, og i denne sag bliver der heller ikke truffet nogen afgørelse lige med det første. Men de øvrige nordiske landes støtte er ikke desto mindre betydningsfuld i både stort og småt.

Sortsynet på retur

Islændingene er hurtigt blevet realistiske, efter det mørke af sortsyn, som greb så mange i kølvandet på det økonomiske sammenbrud. Tidligere i år var folk så hårdt plaget af pessimismen, at selv Altingets finanslovsudvalg kunne erklære, at Island ved bankkrakket sidste efterår i det internationale samfund ”i bedste fald var blevet til grin, i værste fald udelukket fra den internationale handel”.

Det var store ord og ikke videre opmuntrende for den almindelige befolkning på Island, som omsider har indset, at den slags udbrud kun føjer spot til skade. Nogle blev så fortvivlede, at de helst ville kaste sig i favnen på de store broderfolk og indføre den norske krone på Island, fordi det måtte være rart at have samme valuta som nordmændene. Disse røster er nu forstummet, men naturligvis var de et vidnesbyrd om, hvor kort der i manges øjne er over til Norge.

Samme opgivende holdning spores i de tilbagevendende erklæringer om, at vi er så få og små. Ganske vist er islændingene få, og i sammenligning med det internationale samfund er alle de nordiske nationer fåtallige, men små er de ikke. Norden har længe nydt respekt på den internationale arena, det er lande med en stærk demokratisk tradition, som gerne vil sikre deres borgere uddannelse og velfærd, og også vil fortsætte med det i fremtiden. Sådanne lande vil altid høre til fortroppen på den internationale arena.

Sammen i miljøpolitikken

Udtalelser fra repræsentanterne ved folkemødet vækker forhåbninger om, at miljøpolitik på Island ikke udelukkende hørte de gode tider til. Folkets fremtidsvision er bæredygtig udnyttelse af naturresurserne, ren energi og respekt for naturen i det hele taget.

Ganske vist hørtes der i kølvandet på sammenbruddet de røster der sagde at nationen ikke havde råd til at tænke på miljøet, og at man hurtigst muligt skulle bygge flere kraftværker til at forsyne storindustrien.

Men nu bliver der flere og flere, som ikke ønsker at fortsætte i det gamle spor, men mener, at nationens interesse tilgodeses bedre med en mere miljøvenlig politik.

De vil efter al sandsynlighed gå i takt med de øvrige nordiske nationer, som vil få en førende rolle inden for miljøpolitik på verdensplan i de kommende år og årtier.

En sådan spådom er bestemt ikke hen i vejret, for de nordiske velfærdsstater har alle givet miljøpolitikken en høj prioritet og er parat til at tage ansvar i disse sager.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger