Handlinger tilknyttet webside

Egill Helgason

Efter årtier med angelsaksisk liberalisme: Island vender blikket mod Norden

På Island sidder der en regering, der lige ud kalder sig ”en nordisk velfærdsregering”. Det var den betegnelse, den hæftede på sig selv, da den tog over i foråret 2009. Dens budskab lød, at nu var en ny tid begyndt efter de forudgående årtiers overforsyning med liberalisme.

19/08 2010

Der er tale om den mest rendyrket venstreorienterede regering i hele Islands historie – sådan tager den sig i det mindste ud på papiret – dannet som den er af det socialdemokratiske parti Samlingsfronten og Det Grønne Venstre, et parti, som kan føre sin historie tilbage til Islands Socialistparti og derfra faktisk Kommunistpartiet.

Men under en økonomisk krise kan det være svært at holde store løfter. Nordisk velfærd koster mange penge, og det er vanskeligt at opretholde den, når der skal skæres ned på alle ledder og kanter af statsbudgettet.

Intet stort socialdemokratisk parti

Her er det nødvendigt lige at kigge på Islands politiske særstilling i sammenligning med de øvrige nordiske lande.

Mest iøjnefaldende er det i den forbindelse, at der på Island ikke er tradition for et stort socialdemokratisk parti ligesom i Danmark, Norge og Sverige.

Det traditionelle socialdemokratiske parti, der kaldte sig Folkepartiet, havde gennemgående en tilslutning på 10-15 %. Dette hang igen sammen med, at Kommunistpartiet, senere Socialistpartiet og til slut Folkealliancen, der fulgte i deres kølvand, altid var stærke på Island, og stærkere end socialdemokraterne.

Folkepartiet sad som regel ikke med i regering undtagen som en svag partner til et borgerligt parti eller et bondeparti.

Mellem socialdemokraterne og kommunisterne eller socialisterne herskede der voldsom mistillid – som man faktisk stadig kan finde svage spor af. På den yderste venstrefløj er ordet ”krati” (socialdemokrat) ment som en nedsættende betegnelse – her anses ”krater” for at være karakterløse og unødigt ydmyge over for udenlandske magter og kræfter såsom EU eller også andre nordiske socialdemokratiske partier.

Magthaverparti tager velfærd på programmet

Den ledende politiske kraft på Island har lige fra republikkens oprettelse i 1944 været Selvstændighedspartiet.

Det opstod ved en sammensmeltning af Det Konservative Parti og Det Liberale Parti og fik hurtigt en dominerende position.

Til at begynde med gik partiet ugenert arbejdsgivernes og skibsredernes ærinde, men omkring den Anden Verdenskrig begynder det at udvide sit register. Eksempelvis optager partiet sloganet ”Klasse med klasse”.Det begynder at tage sager op, der tidligere stod på programmet hos venstrefløjens partier.

Selvstændighedspartiet bliver Islands magthaverparti, et parti af erhvervsdrivende, borgmestre, kaptajner, præster – men partiet får også sin egen arbejderfløj. Et stort antal vælgere fra arbejderklassen stemmer på partiet og ser op til dets ledere, især personer som Ólafur Thors og Bjarni Benediktsson.

Sådan bygges et Island op, som ikke afviger særlig meget fra de socialdemokratiske velfærdssamfund i Skandinavien, selv om andelen af egentlige socialdemokrater i Islands regering ikke er særlig stor.

I Norden forestillede folk sig i disse år, at Island var specielt amerikaniseret, men det blev altid overdrevet. Skattetrykket på Island var noget mindre end i Skandinavien og velfærdssystemet ikke lige så altomsluttende, men i det grundlæggende var samfundets indretning den samme.

Socialdemokrater i spidsen for regering

Det er først i 1999, at der opstår et stort socialdemokratisk parti på Island, tilstrækkelig stort til at forsøge at konkurrere på lige fod med Selvstændighedspartiet.

Det skete ved sammensmeltningen af Folkepartiet, Kvindelisten og en del af Folkealliancen. Partiet fik navnet Samlingsfronten. Ved det seneste parlamentsvalg fik det størst tilslutning og er i dag i spidsen for en regering under ledelse af partiets formand, Jóhanna Sigurðardóttir, der er statsminister.

Det er første gang, at socialdemokrater står i spidsen for en regering på Island, hvis man undtager kortlivede mindretalsregeringer. Partiets position i styret af landets største byer er ligeledes stærk.

På samme tid, efter det økonomiske sammenbrud, har højrekræfterne – læs Selvstændighedspartiet – aldrig stået så svagt som nu.

Dette traditionelle magthaverparti sidder ikke i regering – hvor det ellers havde domineret sytten år i træk indtil sammenbruddet – og det leder ikke en eneste af de største bysamfund på Island. Det er en hidtil uset situation i islandsk politik.

Selvstændighedspartiet har imidlertid vundet terræn igen i meningsmålinger, men det skyldes snarere utilfredshed med regeringen end særlig popularitet for partiet.

Folk ser stadig sådan på tingene, at af de politiske partier var det først og fremmest Selvstændighedspartiet, der bar ansvaret for sammenbruddet – og her ikke mindst den mislykkede liberalisme, blandet med klikevirksomhed og vennetjenester, som var kernen i den politiske linje i de seneste årtier.

Den liberalistiske revolution

Liberalismen opnår en meget stærk opslutning på Island allerede i 1970’erne.

Unge mennesker i Selvstændighedspartiet tilegnede sig de liberalistiske strømninger, og mange af de ældre fulgte med, ja, nogle blev unge på ny.

Af de unge nyliberalistiske apostle opnåede mange siden hen store magtfulde embeder, men i de første årtier blev liberalismen opfattet som sær, da den gik imod de holdninger, der var de herskende dengang.

Da Geir Hallgrímsson, Selvstændighedspartiets daværende formand, forsøgte at bruge liberalismen i valgkampen 1978, grinede folk bare ad ham.

Men budskabet vandt hurtigt frem ligesom det gjorde viden om i verden. Det er også i disse år, at ideologiske strømninger fra Storbritannien bliver enerådende på Island, alt imens interessen for Norden aftager mærkbart.

I en meget omtalt rapport, som blev udarbejdet af Erhvervsrådet i 2006, hed det endda, at Island var forud for de nordiske lande, af dem kunne vi ingenting lære.

London blev nu Islands anden hovedstad. Højrefolk så op til Margaret Thatcher, og socialdemokraterne hentede ideer hos Tony Blair og New Labour.

Islandske business-vikinger slog sig ned i London og opererede derfra. Men nu er det, som om denne forbindelse er blevet kappet. Man taler igen om de nordiske lande som ønskeligt forbillede for islændingene.

Margaret Thatchers fans

Et strømskifte fandt sted, da Davíð Oddsson blev statsminister i 1991. 

Oddsson havde ikke siddet i Altinget før, men havde været en populær – og enerådende – borgmester i Reykjavik. Han havde også været forrest i en gruppe af unge mennesker, der udgav et tidsskrift om liberalisme.

Han og hans venner beundrede Margaret Thatcher, hendes linje og hendes metoder. Deres idé var at give kapitalen frie tøjler på Island, at befri nationen af de lænker, som statsdrift og et gammeldags bank- og fondssystem havde lagt den i, og skabe en moderne, konkurrencedygtig stat.

Nøgleordet i den politiske linje var en omfattende privatisering. Ejendomsretten skulle have lov at komme til sin ret på alle områder. Samtidig begyndte en overmåde negativ debat om staten og dens rolle – som på forbavsende kort tid nærmest blev den vedtagne opfattelse hos en stor del af befolkningen.

På samme tidspunkt blev fiskeriresurserne i realiteten privatiseret, nemlig overdraget til fiskeriflådens ejere som deres private ejendom, selv om loven om fiskeri egentlig sagde noget andet. Nu siger man, at omkring 70 enkeltpersoner ”ejer” tre fjerdedele af fiskeriresurserne til havs.

En lang række statsvirksomheder fulgte i kølvandet, dernæst banksystemet – da sammenbruddet skete i 2008, stod der tillige en storstilet privatisering for døren af energiresurserne.

Mislykket privatisering

Privatiseringen mislykkedes imidlertid fatalt. Den har forvoldt umålelig skade på forskellige områder. Skibsrederne, der fik fiskeriresurserne til havs forærende på et sølvfad, nåede at pantsætte dem til bunds, pengene blev flyttet væk fra fiskerbyerne, til Reykjavik eller til udlandet.

Heraf opstod en fåtallig men stenrig rigmandsklasse. Det var en forsmag på, hvad der skulle komme, da bankerne blev privatiseret. De blev lagt i hænderne på de politiske partiers gode venner og på kaos-spekulanter, hvem det lykkedes at køre dem fallit i løbet af ganske få år.

Grådigheden blev enerådende i det islandske samfund, skattebyrden blev lettet for folk med høje indkomster, almindelige borgere opfordredes til at prøve at få fat på en bid af kagen ved at få på aktiemarkedet; Island blev i en periode en slags aktiedemokrati.

De penge, der førtes ind i landet, hovedsagelig i form af lånekapital og som følge af kronens alt for høje kurs, rislede ganske vist nedad gennem samfundet, så i denne forstand fungerede ”trickle down”-teorien om kapitalen, der drypper fra toppen og til samfundets nedre lag.

Gældsætningen blev omfattende og almen. Og skattekroner var der masser af, så også staten voksede; for der var intet incitament til at holde igen på statens udgifter. Men på samme tid voksede uligheden i samfundet voldsomt.

Islændingene havde ellers altid brystet sig af stor lighed, et samfund hvor rigmænd og arbejdere boede dør om dør og hvor deres børn gik i samme skole.

Dette ændrede sig på ganske kort tid, uligheden i indkomst voksede kraftigt, skattebyrden lå tungt på de lavtlønnede, og blev lettere for dem, der havde de største indkomster – og som sædvanlig forsøgte middelklassen at hænge på med lange arbejdstider og stor gæld.

Vilje til at forsvare velfærden

Nu er der ikke mange andre udveje end at skære ned og betale gælden. Der er vilje til at fastholde velfærdssystemet, sådan som regeringens navn til sig selv også giver til kende.

Herom hersker der så godt som totalt sammenhold; man forsøger så vidt muligt at beskytte velfærdssamfundet imod nedskæringer. Liberalismen er gået fallit på Island. Nu råbes der tværtimod på større statslig indblanding. Hele det politiske liv er i realiteten svinget til venstre.

Men situationen er meget forvirrende, der hersker ikke kun en økonomisk krise, men også en ideologisk krise.

Eksempelvis ser det nærmest ud til, at de gamle privatiseringstilhængere i Selvstændighedspartiet nu er begyndt at gå ind for statslig drift.

De socialdemokratiske prioriteringer er påfaldende i alle de politiske partiers argumentation, men samtidig mister det egentlige socialdemokratiske parti, Samlingsfronten, tilslutning i meningsmålingerne. Dets regering opfattes som alt for eftergivende over for Den Internationale Valutafond og banksystemet.

På den yderste venstrefløj i partiet Det Grønne Venstre findes der parlamentsmedlemmer, som direkte drømmer om at omstyrte det kapitalistiske system, og som ikke vil acceptere nogen form for kompromis. Rent formelt tilhører de regeringens parlamentariske basis, men i virkeligheden er de blevet det mest højrøstede oppositionsparti.

Mistænksomhed over for udenlandsk kapital

Islændingene var på nippet til at privatisere energien og lægge den i hænderne på deres ekspansionsvikinger. Nu er det knap nok muligt i islandsk politik at formulere den tanke, at energiresurserne kan ligge i andre hænder end statens.

Men samtidig har staten ikke tilstrækkelig kapital til at udnytte den energi, der består i vandfald og varme kilder.

Der hersker også stor mistænksomhed over for udlændinge og udenlandsk kapital, sådan som det viste sig i striden om investeringer fra et canadisk firma, Magma Energy, i et islandsk energiselskab, der var fallittens rand.

Som det ser ud i øjeblikket, er det mest sandsynligt, at købet bliver ophævet, og at der bliver fastsat strammere love om ejendomsretten til naturresurserne.

Derudover handler den politiske debat i vidt omfang om Islands ansøgning om medlemskab af EU. Denne konflikt er endnu slet ikke kulmineret, og den vender op og ned på det traditionelle partisystem.

Debatten er meget forvirrende, for den indbyrdes tillid i samfundet befinder sig på et absolut minimum.

Skal man tro dem, der står længst til højre, må man få den opfattelse, at EU er en socialistsammensværgelse, mens de, der står længst til venstre, mener, at unionen handler om den argeste liberalisme.

Det er en udbredt opfattelse, at Island vil miste sin selvstændighed ved at indtræde. Men over for det kan man spørge, hvor selvstændig en nation er, som sidder i gæld til op over begge ører og bliver forsørget af Den Internationale Valutafond.

Adskillige besynderlige ideer er dukket op. Blandt andet den, at Island bør dele bord og seng med Norge – i et statsforbund, hvor islændingene kunne få lov at benytte den norske krone – eller den om en ny Kalmarunion.

Der lader ikke til at være stor interesse hos nabolandene for disse ting. Men én ting er sikker: Islændingene er ikke længere af den opfattelse, at de er forud for de nordiske lande – tværtimod ønsker de nordisk velfærd og nordisk stabilitet.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger

Kontakt

Michael Funch
E-mail:

Søg i Analys Norden