Hvad sker der, når man passerer grænsen til Danmark?

Mødes man af en hær af toldere og politibetjente, som forlanger at se pas og insisterer på at rode bilen igennem, inden vejen til det lille kongerige ligger åben?

Nej, i virkelighedens verden foregår kørslen ind over grænsen ganske udramatisk. Men med tanke på den internationale opmærksomhed om den styrkede danske grænsekontrol, kan man ikke fortænke rejsende i at nære visse bekymringer før ankomsten.

At den nye intensiverede kontrol har fået så stor international medieomtale - og er blevet kritiseret så voldsomt i udlandet - skyldes et forløb, som løb ud af kontrol for statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans regering. Og paradoksalt nok skal forklaringen på regeringschefens genvordigheder findes i en studehandel, hvor den virkelige indsats handlede om noget helt andet.

Studehandel

I foråret kæmpede Lars Løkke Rasmussen for at få gennemført en tilbagetrækningsreform. Ideen havde han præsenteret i sin nytårstale til nationen den 1. januar, og han blev øjeblikkeligt bakket op af økonomer og eksperter, som længe har talt for det nødvendige i, at danskerne kommer hurtigere ind på arbejdsmarkedet og bliver længere.

Fra første dag stod det dog klart, at statsministeren ville møde indædt modstand fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Fagbevægelsen fulgte kritikken til dørs og indrykkede annoncer, hvor den skød med skarpt efter statsministeren og advarede om, at forringelser af den populære efterløn især ville ramme arbejdere, som var slidt fysisk ned efter et langt liv på arbejdsmarkedet.

Skulle Løkke have sin reform igennem, måtte han søge støtte hos regeringens alliancepartner siden 2001, Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.

”Værn” mod øst-banderne

I ledelsen af Dansk Folkeparti var man fra starten klar over, at enhver støtte til reformen ville være farlig, eftersom en del af partiets vælgere ville være imod.

Pia Kjærsgaard lod sig imidlertid overtale, eftersom reformen giver et stort provenu, som den danske statskasse har brug for, efter at finanskrisen har forvandlet solide overskud til alvorlige underskud og tyngende gældsposter. Kjærsgaard ønskede imidlertid en modydelse – en form for betaling - som skulle gøre det tydeligt, at partiet havde fået opfyldt en vigtig mærkesag. DF-ledelsen inddrog derfor kravet om styrket grænsekontrol i de storpolitiske forhandlinger om at sikre dansk økonomi frem mod 2020 og vedtage en tilbagetrækningsreform.

Partiets forslag om øget grænsekontrol flugtede godt med, at flere medier forinden havde rapporteret om grove hjemmerøverier begået af øst-bander. Netop indsatsen overfor banderne brugte DF-lederen som argument for behovet for at styrke kontrollen ved grænserne, ligesom hun påpegede, at øget kontrol ville være et værn mod narkosmuglere og menneskehandlere.

En vindersag – tilsyneladende

For DF-ledelsen var det en god og legitim sag. Og den matchede perfekt partiets politiske DNA. For siden stiftelsen i efteråret 1995 har Dansk Folkeparti haft en hård retspolitik højt på dagsordenen.

I regeringspartierne, Venstre og Det Konservative Folkeparti, var man også tilfredse. Dels var der lettelse over, at DF’s krav forekom så overkommeligt og billigt. Dels passede det glimrende, at betalingen til DF skulle falde indenfor ”retspolitikken”, for her så strategerne i regeringen gode muligheder for at skabe kant til oppositionen.

Opinionsmålinger viste da også, at danskerne ønskede en strammere kontrol ved grænserne. At eksperter sagde, at det ville være mere effektivt at jage forbrydere via et intensiveret EU-samarbejde – blandt andet ved at Danmark opgav sit forbehold og gik fuldt ind i EU’s retspolitiske samarbejde – blev der ikke taget notits af.

Fra sejr til nederlag

Den 10. maj forhandlede DF-ledelsen med regeringen om antallet af toldere, politifolk, bilscannere, røntgenscannere, videoovervågning og nye bygninger ved grænsen.

Alle var sikre på, at de sad med en vindersag, og ingen havde fantasi til at forestille sig, at resultatet snart ville sende Danmark ud i et internationalt stormvejr.

11. maj blev aftalen præsenteret under den sælsomme overskrift: ”Permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol)”. Ingen hæftede sig særligt ved, at ministre og embedsmænd havde haft brug for at benytte parenteser i overskriften, men snart skulle det vise sig, at aftalen tiltrak sig udlandets opmærksomhed.

Især i EU interesserede man sig levende for, om Danmark var i gang med at kortslutte Schengen-reglerne. Mistroen blev næret af, at Pia Kjærsgaard lod den danske befolkning forstå, at aftalen var en tilbagevenden til situationen, inden Danmark kom ind i Schengen-samarbejdet, og inden det blev slut med grænsebomme og toldstationer.

Hård tysk kritik

Især fra Tyskland blev der rettet hårde angreb mod Danmark, og i EU var holdningen heller ikke ligefrem forsonlig. Tværtimod advarede kommissionsformand José Manuel Barroso regeringen mod at implementere grænsekontrollen i ”den intensive og permante form”, som den politiske aftale med Dansk Folkeparti lagde op til.

Med statsministeren i spidsen forsøgte ledende danske ministre at berolige deres kolleger i udlandet, og samtidig forsøgte Lars Løkke Rasmussen at nedtone sagen. Han understregede, at aftalen var i overensstemmelse med Schengen-reglerne og lod forstå, at pressen havde udlagt aftalen forkert.

Men træfningerne over landegrænserne fortsatte. Hvilket der var flere grunde til. Først og fremmest var og er EU-Kommissionen yderst opmærksom på, at der ikke sker brud på de fælles regler. For kommissionen er det afgørende, at der ikke sker en nedbrydning af de regler, som hører til kernen i EU-samarbejdet og det indre marked, og som handler om den frie bevægelighed for personer, varer og tjenester. Eller som den tyske kansler, Angela Merkel, udtrykte det under et EU-topmøde:
- Borgernes frie bevægelighed i Europa via Schengen er en af de største landvindinger, som ikke bør bringes i fare på grund af national overfølsomhed.

Derudover var - og er - der en stigende frygt for, at EU-skeptiske og nationale partier som DF får opsat nye snubletråde for det europæiske samarbejde.

Diplomatisk storoffensiv

Undervejs i forløbet udsendte EU en delegation til Danmark for at undersøge den danske told- og grænsekontrol, og igen blev Danmark kritiseret. Der var ”ingen form for retfærdiggørelse” for den øgede danske kontrol, hed det i en skrivelse fra EU’s svenske kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström, som advarede om, at Kommissionen ikke vil tøve med at bruge alle midler for at sikre bevægelsesfrihed for personer, varer og tjenesteydelser og dermed sikre indholdet i EU-lovgivningen.

Reelt var budskabet, at Danmark risikerede at få en sag ved EU-Domstolen.
 
Til sidst lykkedes det dog for regeringen – efter en alt for sen diplomatisk storoffensiv – at få skabt en våbenhvile med udlandet og EU. Igen og igen forsikrede danske ministre og diplomater om, at man fra dansk side ikke ville gennemføre tiltag, som er i strid med EU-lovgivningen. De forsikringer har EU fattet tillid til, men har samtidig valgt at overvåge danskernes opbygning af grænsekontrollen. Og her står sagen i dag.

Implementeringen afgørende

Om uroen blusser op igen, vil afhænge af implementeringen af aftalen.

Danske EU-eksperter har påpeget, at problemerne i aftalen allerede blotlægges i den knudrede overskrift med ordlyden ”Permanent toldkontrol i Danmark” efterfulgt af parentesen ”styrket grænsekontrol".

Med Schengen-samarbejdet i EU er grænsekontrollen i form af personkontrol som bekendt afskaffet, og det er ikke muligt at gennemføre permanent toldkontrol, eller som EU-eksperten Peter L. Vesterdorf udtrykker det: ”Det er alment kendt i EU-retten, at systematisk kontrol er forbudt. Selvfølgelig er der kontrolmuligheder på toldområdet, men de må ikke være systematiske og permanente. Og permanent stikprøvekontrol er en absurditet. Det er næsten en selvmodsigelse.”

Men én ting er teksten. Noget andet er implementeringen.

På et møde med sin tyske kollega understregede den danske udenrigsminister Lene Espersen, at Danmark ikke vil bryde med EU-lovgivningen og Schengen-aftalen. Hun fastslog, at aftalen ikke handler om gammeldags grænsekontrol, men derimod om toldkontrol af gods på vej til Danmark – og alene i form af en stikprøvekontrol.

- Det er meget vigtigt for mig at sige, at denne aftale intet har at gøre med kontrol af personer og pas. Vi er fuldstændig indstillet på, at EU fortsat er en åben union, og at Europas borgere kan rejse frit. Danmark vil forblive et land med åbne grænser, sagde hun.

Ifølge udenrigsministeren bliver der ikke tale om kontrol af rejsende til og fra Danmark, og normale rejsende skal ikke vise pas.

Den tyske udenrigsminister kvitterede med disse ord:

- Mine betænkeligheder er for en dels vedkommende ryddet af vejen, nemlig at der ikke bliver nogen permanent person- og paskontrol ved grænsen. Det er også en vigtig nyhed for mange ferie- og forretningsrejsende, der skal fra Tyskland til Danmark.

Dermed blev ordkrigen omsider nedtrappet.

Tilbage står, at de færreste behøver frygte mødet med den danske grænse. Men det, som skulle have været en lokal vindersag, blev til en international tabersag.

Indholdet i artikkelen er udtryk for skribentens egne holdninger