En vigtig politisk kraft i hele Norden i 1900-tallet var arbejderbevægelsen, både de faglige organisationer og de politiske.

I begyndelsen mødte arbejdernes organisationer modstand fra myndighederne og de konservative kræfter, men efter første verdenskrig blev de en etableret samfundskraft.

Størstedelen af den nordiske arbejderbevægelse valgte den reformistiske vej, og store socialdemokratiske partier er blevet dominerende i politikken, særligt i Danmark, Norge og Sverige. Sammen med de liberale var socialdemokraterne med til at gennemføre demokratiseringen.

I Finland førte modsætninger mellem højre og venstre dog til en borgerkrig i 1918 hvor den borgerlige "hvide" side sejrede over de "røde".

Den finske borgerkrig er en undtagelse i den fredelige udvikling i Norden, men det er bemærkelsesværdigt hvor hurtigt sårene begyndte at heles. Allerede i 1926 kunne socialdemokraterne, som havde været på de rødes side, danne regering.

Fra svagt demokrati til stabile velfærdsstater

I mellemkrigstiden var demokratiet truet i hele Europa. Kommunistiske, fascistiske og nazistiske diktaturer blev etableret i mange lande.

I Norden havde de kommunistiske og nazistiske bevægelser dog en begrænset indflydelse. Den største trussel mod demokratiet kom snarere fra utilfredsheden med den komplicerede parlamentariske situation med hyppigt skiftende mindretalsregeringer, og den sociale uro som følge af verdenskrisen i begyndelsen 1930'erne.

I 1933 indgik de danske socialdemokrater og det borgerlige Venstre en aftale, Kanslergadeforliget, som garanterede parlamentarisk stabilitet og statslige støtteforanstaltninger til økonomien.

I samtlige nordiske lande blev der inden for nogle år indgået sådanne kriseaftaler mellem socialdemokraterne og særligt den landsbybaserede del af borgerligheden.

Samarbejdet på arbejdsmarkedet blev også forbedret via centrale aftaler mellem fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne. I Sverige er Saltsjöbad-aftalen (Satsjöbadsavtalet) i 1938 særligt kendt.

I det nye samarbejdsklima blev idéen om velfærdsstaten også udviklet.

I 1930'erne blev der dannet et væsentligt grundlag for denne i form af statslige pensionsordninger, sygepension, arbejdsløshedsforsikring, mødre- og børneomsorg og så videre.

I efterkrigstiden blev den fælles sfære udvidet betragteligt, og de nordiske lande kom til at fremstå som en model for velfærdsstaten, som opkrævede høje skatter men til gengæld tog hånd om borgerne fra vugge til grav.

Socialdemokraterne var drivkraften bag denne udvikling, men også selv om de borgerlige partier oftest anbefalede private midler, var der bred enighed om målene.

Også Finland og Island, hvor socialdemokraterne var betydeligt svagere, udviklede lignende velfærdsmodeller.

En del af den nordiske model var også fred og samarbejde på arbejdsmarkedet som sikrede en ubrudt økonomisk vækst under de gode internationale konjunkturer i 1950'erne og 1960'erne.

Det var på dette tidspunkt at de nordiske samfund definitivt forlod bondesamfundet og blev højt industrialiserede og urbaniserede samfund.

Verdenskrig og kold krig

De nordiske stater var neutrale under første verdenskrig. Under anden verdenskrig kunne de ikke længere holde sig uden for verdenspolitikken.

Sovjetunionen angreb Finland i 1939. Vinterkrigen endte med finske landafståelser, men i 1941 gik Finland ind i en revanchekrig i forbindelse med det tyske angreb på Sovjetunionen.

Resultatet blev yderligere landafståelser og en langvarig udenrigspolitisk tilpasning til Sovjetunionen, men Finland beholdt dog sin demokratiske statsskik.

Danmark og Norge blev besat af Tyskland i 1940. De allierede svarede igen ved at besætte Island, Færøerne og Grønland.

Sverige undgik at blive involveret i direkte krigshandlinger og opretholdt formelt set neutraliteten, men tilpassede sig i praksis til den stærke parts, først Tysklands og senere de allieredes, målsætninger.

Sammenlignet med store dele af Europa slap Norden billigt under krigen, og den stærke økonomiske udvikling i efterkrigstiden skyldes delvist denne gunstige position.

Samtidig gjorde de nye modsætninger i verdenspolitikken under den kolde krig det nødvendigt at tage stilling.

De nordiske stater var i højere grad end nogensinde afhængige af at orientere sig efter stærkere magter for at opretholde deres suverænitet.

Et forsøg på at danne et nordisk forsvarsforbund mislykkedes, og Danmark, Island og Norge deltog i 1949 da NATO blev dannet.

Sverige og Finland beholdt deres neutralitetspolitik, men Finland havde i praksis en begrænset bevægelsesfrihed i forhold til Sovjetunionen og Sverige havde i virkeligheden et tæt samarbejde med den vestlige alliance.

Det samarbejde som blev etableret gennem Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd gavnede på mange måder bevægeligheden og samhørigheden inden for Norden, men omfattede aldrig udenrigspolitikken.

Økonomien og den europæiske integration

Økonomisk var de fem små lande stærkt afhængige af udenrigshandlen og var også her tvunget til at tage stilling mellem større blokke.

I begyndelsen orienterede de sig i samme retning ved deltage i EFTA frem for det mere forpligtende samarbejde inden for EØF, men da Storbritannien trådte ind i EØF (som senere blev til EU) blev sagen sat på spidsen og Norden delte sig i spørgsmålet.

Kun Danmark gik med i 1972, mens en folkeafstemning i Norge endte med et nej til medlemskabet.

Forholdet mellem den nationale suverænitet og den økonomiske nytte af et medlemskab er blevet diskuteret intensivt i årtier.

Finland og Sverige blev EU-medlemmer i 1995, mens nordmændene igen stemte nej til medlemskabet.

Udenfor står også Island samt Færøerne og Grønland, som siden henholdsvis1948 og 1979 har haft et omfattende selvstyre inden for den danske stat.

I Finland, Norge og Sverige er der også autonome organer for samerne, selv om disse ikke har noget territorielt selvstyre.

At Finland kunne tage dette skridt ind i EU, som neutralitetspolitikken tidligere havde forhindret, skyldtes den nye internationale situation efter den kolde krigs slutning.

Efter sovjetkommunismens og Warszawapagtens sammenbrud blev brobygningsarbejdet inden for større dele af Europa ønskværdigt og muligt.

De nordiske lande engagerede sig stærkt i forhold til de baltiske landes selvstændighed og har nu nære bånd til dem.

Som region er Norden både styrket og svækket i det nye Europa. Samarbejdet inden for Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd har fået en mere kulturel og mindre politisk profil idet landene har valgt forskellige løsninger i forhold til EU.

Udenrigspolitisk har alle fem lande dog fulgt det øvrige Europa tæt, og de har deltaget i humanitært arbejde og i visse tilfælde militære aktioner langt fra hjemlandet. Alle har for eksempel haft tropper eller civilt personale (Island har ingen militære tropper) i Afghanistan inden for den NATO-ledede alliance.

En europæisk region i en global verden

Den øgede globalisering har også vist sig i kraft af en stor indvandring. Efter anden verdenskrig skete der en omfattende arbejdskraftindvandring, særligt til Sverige. Også mange andre nordboere, særligt finner, udvandrede til det økonomisk stærke Sverige.

Efter cirka 1970 har indvandringen været stor og i dag er samtlige lande mere eller mindre multikulturelt sammensatte. Særligt de seneste årtiers indvandring og flygtningestrømme fra muslimske områder har skabt debat.

Her er forskellene i Norden store, og især Danmark har nu en yderst restriktiv udlændingepolitik, mens de øvrige lande, med Sverige i spidsen, i varierende udstrækning er fortsat med at modtage relativt store flygtningegrupper.

I hele Norden føres der i dag en livlig diskussion om den mere eller mindre vellykkede integration af de nye medborgere hvor nogle taler om en trussel mod ens egen nationalitet og andre om risikoen for fremmedfjendtlighed og nationalisme.

Ved begyndelsen af det 21. århundrede eksisterer der stadig mange fælles bånd mellem de fem nordiske stater og Færøerne, Grønland og Åland.

De er alle velfærdsstater med en stor offentlig sektor, de præges af et stabilt parlamentarisk demokrati, lavt voldsniveau, udstrakt ligestilling mellem kønnene og et organiseret arbejdsmarked.

Som en region i Europa ses fællestrækkene måske tydeligst i hverdagsagtige fænomener som den udbyggede børnepleje og den høje andel af kvinder på arbejdsmarkedet.

Som politisk region er Norden i dag en mindre fremtrædende enhed. Måske kan man hævde at hele Europa udgør en region i nutidens krympende verden.

I hvert fald kæmper alle de nordiske lande for at orientere sig i den nye globale verden, og det bliver interessant at se om de vælger fælles eller forskellige løsninger.