I 1700-tallet lykkedes det for de nordiske stater at balancere i storpolitikken, men under Revolutions- og Napoleonskrigenes omvæltninger faldt de uhjælpeligt.

Sverige mistede sine sidste tyske besiddelser og i 1809 blev det østlige Sverige erobret af Rusland som oprettede det delvist selvstyrende storfyrstendømme, Finland.

Sverige erobrede Norge fra Danmark i 1814, men efter et norsk oprør fik Norge en meget selvstændig position i en personalunion med Sverige.

Island, Færøerne og det siden 1700-tallet koloniserede Grønland forblev dog danske. Norden fik nye grænser.

Kommercialisering og industrialisering

I 1700-tallet begyndte der en stærk udvikling inden for landbruget. Nye metoder og en øget privatisering af jorden gjorde at man kunne producere mere.

I Danmark blev godssystemet afviklet og landbruget blev i stigende grad baseret på selvejende bønder ligesom i det øvrige Norden.

Befolkningstallet voksede i hele Europa og der var en god efterspørgsel på levnedsmidler. Den økonomiske vækst fortsatte efter midten af 1800-tallet og gik over i en begyndende industrialisering.

Vigtige dele af den nordiske industrialisering var træ- og papirmasseindustrien i Finland og Sverige, metalindustrien og de kemisk-tekniske industrier i Sverige og Norge, levnedsmiddelindustrien i Danmark og fiskeriet i Norge og på Island.

Med industrialiseringen og liberaliseringen af den internationale handel blev den nordiske region knyttet endnu tættere sammen med det øvrige Europa.

Demokratiseringen

Med industrialiseringen og kommercialiseringen af landbruget fulgte nye sociale forhold med nye samfundsgrupper som landarbejdere, industriarbejdere, tjenestemænd og kapitalejere.

De gamle politiske former passede dårligere og dårligere til hvordan samfundet så ud. Fremvæksten af et moderne politisk system, demokratiseringen, skete med forskellige hastigheder i de forskellige lande. I Norge gav "Eidsvollsgrundlagen" allerede i 1814 en ganske udstrakt stemmeret til voksne mænd og parlamentet (Stortinget) fik en stærk position.

I Danmark blev enevælden afskaffet ved en fredelig protestaktion og efterfulgt af en relativt demokratisk forfatning i 1849. I Sverige blev "fyrståndsriksdagen" erstattet af en valgt rigsdag i 1866.

I Danmark og Norge blev der tidligt udviklet et partivæsen. Men at regeringernes sammensætning skulle bestemmes af majoritetsforholdene i parlamentet – såkaldt parlamentarisme – var langtfra selvfølgeligt.

Liberale grupper førte en sej kamp mod de konservative for udvidet demokrati. Parlamentarismen blev gennemført i Norge i 1884, i Danmark i 1901, men i Sverige først i 1918.

Den almindelige og lige stemmeret for mænd og kvinder kom endnu senere; mellem 1906 i Finland og 1921 i Sverige. Siden da har de politiske systemer i hele Norden været meget ensartede, og de er bygget på et parlamentarisk flerpartisystem.

Nationalismen forandrer kortene

I tiden efter den franske revolution blev den moderne nationalisme i Europa skabt. Hvert folk blev anset som unikt og nærmest forpligtet til at udgøre en egen stat, nationalstaten.

Nationalismen prægede også Norden og medførte store forandringer, især efter midten af 1800-tallet.

Blandingen af dansk- og tysksindede befolkningsgrupper i Slesvig-Holsten, som havde fungeret uden gnidninger i århundreder, skabte nu modsætninger.

Da danskerne forsøgte at integrere Slesvig i Danmark gik de tyske stater sammen under Preussens ledelse og besejrede Danmark i krigen i 1864. Danmark blev tvunget til at afstå hertugdømmerne.

Samtidig udviklede der sig en stærk nationalisme på Island som gradvist og med fredelige midler tilkæmpede sig øget selvstyre. Island blev en suveræn stat i 1918, men var dog fortsat i personalunion med Danmark (indtil 1944).

I Finland havde den autonome position under russisk styre fungeret ganske gnidningsfrit indtil sent i 1800-tallet, men med den stigende russiske nationalisme og forsøgene på at russificere Finland voksede en finsk nationalisme frem, som blev kompliceret af modsætninger mellem svensk- og finsktalende finner. Der opstod voldshandlinger som eksempelvis mordet på den russiske guvernør, Bobrikov, i 1904.

Under den russiske revolution rev Finland sig løs fra Rusland i 1917 og udråbte en republik hvilket blev accepteret af bolsjevikregimet i Rusland.

Både svensk og finsk blev officielle sprog, og det helt svensksprogede Åland fik i 1922 indre selvstyre.

Også den norsk-svenske union havde fungeret relativt godt indtil den stigende nationalisme mod slutningen af 1800-tallet skabte modsætninger.

Stemningen var ophedet da nordmændene i 1905 ensidigt erklærede unionen for ophævet, men svenskerne og nordmændene kunne til sidst efter forhandlinger blive enige om en fredelig opløsning.

De relativt fredelige udgange på nationalitetskampene i Norden adskiller denne region fra mange andre i verden og er et tegn på den lave grad af vold som har præget den nordiske politiske kultur de seneste århundreder.