Norden blev en del af den vestlige kristenheds Europa, men en region med visse særpræg.

Samfundet var ikke særlig kompliceret. De allerfleste mennesker levede bondehusholdninger. Samfundseliten var begrænset. Kongerne havde ingen egentlig forvaltning til sin rådighed, og der fandtes intet professionelt militær og næsten ingen byer.

I løbet af middelalderen blev Norden gradvist mere lig det øvrige Europa.

Da kongemagten blev styrket i 1100- og 1200-tallet ved at pålægge bønderne faste skatter, kunne stormændene blive fritaget for skat mod at gøre krigstjeneste for kongen.

På denne måde blev der skabt en adel som baserede sin magt på at kæmpe til hest, eje mange bondegårde og opkræve afgifter hos bønderne samt at styre rigerne sammen med kongen.

Hansaen skaber et handelsnet

Vikingetidens handel blev varetaget af bondehøvdinger med deres langskibe. I 1100- og 1200-tallet kom det store opsving for den europæiske fjernhandel, som begyndte nogle århundreder tidligere i Middelhavet, til Norden.

Formidlerne var tyske købmænd i den såkaldte Hansa. Lübeck ved den tyske Østersøkyst blev en kommerciel og politisk stormagt i Norden.

Der blev anlagt mange byer i de sydlige og midterste dele af Norden. Fra Norden blev der eksporteret råvarer som tømmer, jern og pelsværk, mens manufakturvarer og salt kom hertil fra kontinentet.

Fra tre riger til Kalmarunionen

Politisk var de tre riger tæt sammenflettet. Kongeslægterne var giftede sig indbyrdes og alliancer og krige afløste hele tiden hinanden.

Såvel danskere som svenskere foretog lange korstog mod de hedenske folkefærd ved Østersøens sydlige og østlige kyster, og det danske rige strakte sig på et tidspunkt helt til Estland.

I en periode i 1300-tallet havde Norge, Sverige og Skåne den samme konge.

Fra slutningen af 1300-tallet til begyndelsen af 1500-tallet var hele Norden forenet i den såkaldte Kalmarunion. Dette var en løs personalunion hvor hvert rige stadig blev styret efter egne love og af den hjemlige elite.

På sin vis var den typisk for datidens Europa med unioner som Polen-Litauen og Kastilien-Aragonien (Spanien). Men til forskel fra dem udviklede Kalmarunionen sig ikke til en stærkere statsdannelse.

I takt med tidens strømninger i Europa forsøgte monarkerne i unionen at udøve deres magt, hvilket mødte modstand fra adelen og kirkens ledere i de respektive lande. Selv bønderne protesterede mod de stigende skatter. Sverige holdt sig i lang tid i praksis uden for unionen.

Kalmarunionen, hvis formål var at skabe fred i Norden, medførte i virkeligheden gentagne borgerkrige. Til sidst opløstes den definitivt i en række kriser og tronstridigheder i begyndelsen af 1500-tallet.