Norden – en europæisk region fra vikingetiden til i dag.
Med kristningen i 1000-tallet blev Norden en europæisk region og de tre kongeriger, Danmark, Norge og Sverige, som tilsammen omfattede det det vi i dag kalder Norden, blev til.
Den del af verden som vi i dag kalder Norden kom for alvor i kontakt med resten af Europa i vikingetiden (ca. år 800-1050) Hedenske søfarere fra nord hærgede, handlede og bosatte sig i store dele af Europa.
Modtrækket fra det kristne Europa blev en intensiv mission. De nordiske høvdinger så snart fordele ved at acceptere den nye tro som styrkede deres magt og gjorde omgangen med kontinentet lettere, og missionærerne ønskede at de nye områder skulle regeres af kristne konger som ville støtte opbygningen af en organiseret kirke.
Den ældste historie er skjult i sagaernes dunkelhed, men senest mod slutningen af 1000-tallet var de tre riger, Danmark, Norge og Sverige, etableret og havde opdelt det skandinaviske område imellem sig.
Vandvejene skabte sammenhæng
Vandvejene holdt rigerne sammen. Danmark blev landet ved Østersøens indløb med Jylland, Skåne og de mellemliggende øer. Norge betyder "den nordlige vej", det vil sige vandvejen fra Göta elv og Oslofjorden, rundt om Sydnorge og videre nordpå, mens Sveriges kerneområde lå langs Østersøens kyst og ved de store søer i Midtsverige.
Uden for det egentlige Skandinavien (nutidens Danmark, Norge og Sverige) blev Island, Færøerne og det sydvestlige Grønland koloniseret af nordboere i vikingetiden og blev så lidt efter lidt en del af det norske rige. Nutidens Finland blev gradvist indlemmet i det svenske rige i 1100- og 1200-tallet.
