Nordens historie

Da Leif Eriksson – med tilnavnet ’den Lykkelige’ stævnede ud fra Grønlands vestkyst i år 1002, tænkte han næppe på, at hans rejse ville skrive sig ind i verdenshistorien. Leif Eriksson er om nogen et symbol på det Norden, der lige siden vikingetiden har haft et særligt fællesskab på tværs af landegrænserne. Han blev født i Island, voksede op i Grønland og tilbragte et par år af sin ungdom i Norge. Leif Eriksson var en nordisk kosmopolit – og i 1003 nåede han med sit skib helt til Vinland, eller New Foundland, som vi kalder det i dag. Han blev dermed den første europæer nogensinde til at rejse til Amerika, flere hundrede år før Christoffer Columbus.

På Leif Erikssons tid blev store dele af Norden for første gang et samlet rige under det, der siden er blevet kaldt for Norgesvældet. De norske konger kontrollerede efterhånden både Færøerne, Island og Grønland – og der var tæt udveksling mellem vikingekongerne i Sverige og Danmark.

De nordiske vikinger nåede ikke kun til det nuværende Canada, men også til fjerne byer langt inde i Rusland og ved Middelhavet. Vikingerne er i eftertiden blevet kendt som blodtørstige stridsmænd, men de var først og fremmest sødygtige handelsmænd og gode landmænd, der holdt husdyr og opdyrkede land. Vikingerne var på den måde med til at bringe Norden ind i en moderne tidsalder, og med indførelsen af kristendommen i årene omkring årtusindskiftet kom Norden også kulturelt tættere på det øvrige Europa.

Norden smelter sammen

Med kristendommen kom en ny kulturel strømning til Norden. Der blev bygget store kirker som domkirkerne i Stavanger og Ribe, og der blev anlagt klostre og bispesæder så langt væk som i Vestgrønland. Købstæder blev anlagt, borge blev opført – og nye spisevaner og tøjmoder blev introduceret gennem den stigende handel med byer og lande længere mod syd.

Sydfra kom dog ikke kun spændende nye impulser, men også pesten, eller Den Sorte Død. Den fik alvorlige følger og var tæt på at udradere befolkningen i både Norge og Island. Man ved ikke, om det også var pesten, der slog de grønlandske nordboere ihjel, men vi ved, at den nordiske civilisation i Vestgrønland døde ud i begyndelsen af 1400-tallet. Først 300 år senere kom der for alvor kontakt mellem Grønland og det øvrige Norden igen.

I løbet af middelalderen blev Nordens position som en kulturel, økonomisk og politisk enhed stadfæstet. Det skete i 1397, da Sverige, Danmark og Norge blev ført sammen i Kalmarunionen, der reelt var ét nordisk stor-rige. Under unionen hørte også de gamle norske oversøiske besiddelser Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Færøerne og Island samt Åland og Finland, der var kommet under svensk herredømme i løbet af middelalderen. Kortet over Kalmarunionen ligner i grove træk det Norden, vi kender i dag.

Unionen mellem de nordiske lande var forholdsvis stærk i de første år, men efterhånden blev de tætte bånd svagere og præget af intern splid med Danmark-Norge på den ene side og Sverige-Finland på den anden. Kalmarunionen knækkede til sidst over på midten og blev efterfulgt af en periode med nordisk ufred, bl.a. som følge af det berømte stockholmske blodbad i 1520, hvor den danske konge Christian II i et forsøg på et beholde magten over Sverige lod en stor gruppe adelige og andre fremtrædende borgere henrette i den svenske hovedstad.

Kolonier og krige

I senmiddelalderen og renæssancen sakkede Norden på mange måder bagud i forhold til resten af Europa. Sverige udviklede sig ganske vist i samme periode til en regulær europæisk stormagt, der havde kontrol over store dele af Østersøen, herunder det meste af det nuværende Baltikum og områder i det nuværende Tyskland og Polen. Også Finland var fortsat en del af det svenske rige. Danmark-Norge forsøgte sig som kolonimagt med overtagelsen af Trankebar i Indien, dele af det nuværende Ghana i Afrika og de tre caribiske øer Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix. De sidstnævnte var danske besiddelser frem til 1917.

Alligevel stod Norden i skyggen af de florissante bystater mod syd, og sømagter som Spanien, Portugal, Holland og England, der begyndte at erobre verden udenfor og havde stor indflydelse på udviklingen i Europa. Hverken Danmark-Norge eller Sverige-Finland kom til at spille den samme afgørende rolle – i stedet førte de tidligere unionslande gentagne krige mod hinanden i forsøget på at få den fulde kontrol over et samlet Norden.

Krigene var opslidende og faldt primært ud til Sveriges fordel. Først måtte Danmark afstå det frodige og veludviklede Skåne, Halland og Blekinge til Sverige – og i 1814 var det hele den danske tvillingenation Norge, der blev afstået til Sverige, som i mellemtiden havde mistet Finland til den anden ærkerival: Rusland. Danmark beholdt kontrollen over Island, Færøerne og det Grønland, der i mellemtiden var blevet koloniseret.

Op gennem 1800-tallet blev stridsøksen mellem Danmark og Sverige begravet. Begge lande havde efterhånden status af småstater i europæisk sammenhæng, men stormagterne så en fordel i, at landene forblev selvstændige af strategiske årsager. Der var brug for stødpuder mellem stormagter som Rusland, Preussen, Frankrig og Storbritannien, og man så en fordel i, at Østersøen ikke var kontrolleret af én magt alene.

Industrialiseringen blev på mange måder en ny begyndelse for de nordiske lande. Udbredt fattigdom havde præget første halvdel af 1800-tallet, og mange så muligheder i et nyt og bedre liv som udvandrer i Amerika. Med den opblomstrende industri blev der behov for arbejdskraft i de voksende byer, og der opstod tunge industrier, minedrift og værftsbyggeri over store dele af Norden.

Både i Finland, Island og i Norge var der stærke uafhængighedskræfter, og også på Ålandsøerne og Færøerne drømte mange om selvstændighed, eller i hvert fald udbredt selvstyre. Norge fik sin selvstændighed i 1905 og Island i 1918. Finland erklærede sig uafhængigt af Rusland i 1917 – men måtte igennem en bitter borgerkrig i de følgende år mellem parter, der ønskede en tæt relation til hhv. Rusland og til det øvrige Norden. Mens Norge valgte at blive et konstitutionelt monarki ligesom Sverige og Danmark, blev Finland en republik, hvis udenrigspolitik i høj grad blev baseret på en venligstemt relation til Rusland.

Krigen der splittede

Industrialiseringen gav grobund for en stigende demokratisering, og folkestyret blev i tiden efter første verdenskrig fuldt etableret i de nordiske lande. Mens Norden havde holdt sig neutral under første verdenskrig, blev Danmark og Norge tvunget ind i anden verdenskrig, da Tyskland i 1940 angreb og besatte begge lande. Sverige forholdt sig neutral under hele krigen, mens Finland i første omgang gik ind på tysk side. Finland led enorme tab i kampe mod først Sovjetunionen og siden mod Tyskland, og også Norge blev voldsomt præget af krigen.

Island, Færøerne og Grønland stod uden egentlig kontakt til det øvrige Norden under krigen, men var under amerikansk/britisk kontrol. Især den amerikanske tilstedeværelse i Grønland havde på få år sat en rivende udvikling i gang i det tidligere isolerede samfund, der primært havde ernæret sig af fiskeri og fangst.

Efter krigen gik den økonomiske udvikling stærkt i hele Norden, bl.a. takket være den amerikanske Marshall-hjælp. Finland balancerede udenrigspolitisk mellem en tæt relation til Sovjetunionen og en stadig større tilnærmelse til Vesten og dermed de øvrige nordiske lande. Landet førte en streng neutralitetspolitik efter russisk krav og førte samhandel med både Vesten og Sovjetunionen. Mens Sverige fastholdt sin neutralitet, gik Island, Danmark og Norge i 1949 ind i den militære atlanterhavspagt NATO.

Velfærd og nye pagter

Udadtil stod de nordiske lande måske nok splittede, men internt var der stærke kræfter, som så fordelen i et bilateralt samarbejde, der kunne bringe Norden tættere sammen kulturelt, økonomisk og politisk – i det omfang de forskellige udenrigspolitiske interesser ellers tillod det. Dette førte i 1952 til oprettelsen af Nordisk Råd.

Allerede inden 2. verdenskrig var de første spadestik til den nordiske velfærdsmodel taget. Norden skilte sig ud fra det øvrige Europa ved gennem højere skatter og afgifter at opbygge et socialt sikkerhedsnet. De nordiske velfærdsmodeller blev i årene efter krigen yderligere udbygget og sikrede bl.a. et moderniseret sundhedsvæsen og skolevæsen. De kulturelle broer på tværs af de nordiske lande – og den fælles interesse for social- miljø- og finanspolitik blev fundamentet for Nordisk Råd.

De fem nordiske lande Island, Norge, Finland, Danmark og Sverige samt de selvstyrende områder Åland (selvstyre 1921), Færøerne (selvstyre 2005) og Grønland (selvstyre 2009) oplevede alle en økonomisk opblomstring i anden halvdel af det 20. århundrede takket være en stigende eksport og øget udvinding af råstoffer som olie og naturgas. Mens især Finland og Island har oplevet både økonomiske op- og nedture i årtierne omkring årtusindskiftet. I samme periode har navnlig den norske økonomi takket været de store olieforekomster i Nordsøen blomstret.

Selvom udviklingen i Norden skåret over én kam fulgtes ad, så prægede historien de enkelte landes interesse i at indgå nye alliancer. Danmark trådte i 1973 ind i EF og senere EU. Først i 1995 blev Sverige, Finland og Åland EU-medlemmer, mens Norge og Island fortsat står udenfor sammen med Grønland og Færøerne. Sverige og Finland er derimod fortsat ikke medlemmer af NATO. Kun Nordisk Råd samler alle de nordiske lande.

I dag står Norden samlet – ikke i et lige så tæt politisk-økonomisk fællesskab som på Kalmarunionens tid, men snarere som dengang Leif den Lykkelige sejlede ud og opdagede Amerika. Ligesom dengang færdes nordiske borgere i hinandens lande, man handler med hinanden, og man ønsker på trods af sproglige og kulturelle forskelle en åbenhed, nysgerrighed og kreativitet, der sikrer stabilitet, tryghed og økonomisk fremdrift, både i Norden og i verden udenfor.