Camilla Sommer & Pernille Kreutzmann (ill.)

Camilla Sommer & Pernille Kreutzmann (ill.)
Photographer
Casper Bach Zeeb
Camilla Sommer & Pernille Kreutzmann (ill.): Tuttuarannguaq. Billedbog, Maanuup Atuakkiorfia, 2018.

Rensdyrungen lever et trygt liv sammen med sin mor. Moren fortæller rensdyrungen om de mærkelige og farlige tobenede dyr, der elsker rensdyr. En dag bliver rensdyrene overrasket af de mærkelige tobenede dyr. Rensdyrungen flygter langt væk. Den venter og venter på sin mor. De andre rensdyr fortæller, at moren desværre ikke længere er iblandt dem, for hun er blevet jaget af de mærkelige tobenede dyr. Rensdyrungen vil slet ikke tro på, at moren er død, for hun er jo stærk og passer på rensdyrungen.

Med tiden indser rensdyrungen, at moren virkelig er død. Sorgen rammer rensdyrungen. Den mister appetitten, livsglæden og er meget ensom. Forinden episoden mødte rensdyrungen på søen et andet lille rensdyr, der lignede moren. Rensdyrungen møder det igen. Det andet rensdyr ser også sørgmodigt ud. Rensdyrungen tænker: Måske har det der lille rensdyr også mistet sin mor. Imens dukker en lille fisk op, og den bliver gode venner med rensdyrungen. Så bliver det vinter. De bedste venner kan ikke se hinanden i mange måneder, men de ser frem til gensynet, når det atter bliver forår.

I løbet af vinteren vokser rensdyrungen. Den lærer at leve alene på trods af savnet af moren. Rensdyrungen ser rensdyret, der ligner moren igen. Nu ligner rensdyret fuldstændig moren. Omsider ser sjælevennerne hinanden igen. Deres efterkommere bliver ligeledes venner. Rensdyrungen gentager morens kloge ord om livet. Alt kan forandres øjeblikkeligt. Man må være stærk indeni. Det vigtigste er dog at have gensidig respekt.

Camilla Sommers bog er enkel, men stiller skarpt på det eksistentielle tema. Hun lader sine dyrefigurer, udstyret med genkendelige menneskelige egenskaber og følelser, tumle med etiske udfordringer og eksistentielle spørgsmål. Samtidig minder bogen om de mulige venskaber, der findes på trods af forskelle.

Historien om rensdyrungen er illustreret af Pernille Kreutzmann. Illustrationerne er smukke og fungerer godt i samspil med fortællingen, samtidig med at de understøtter barnets oplevelse af situationen. Gennem billederne oplever læseren, hvor lille rensdyrungen er i forhold til den mægtige natur, og de bringer læseren tættere på rensdyrets oplevelse. Samtidig stimulerer tekst og billeder tanker og fantasi og giver læseren mulighed og plads til at tænke selv.