Indkomst ved arbejdsløshed i Danmark
Her kan du læse om ydelser under arbejdsløshed i Danmark.
A-kasse og dagpenge
Hvis du arbejder i Danmark, vil det i langt de fleste tilfælde være de danske regler for social sikring der gælder for dig. Det betyder at du skal melde dig ind i en a-kasse for at være arbejdsløshedsforsikret.
A-kasserne er private foreninger, som typisk er tilknyttet fagforeninger og andre faglige organisationer.
I Danmark er det frivilligt om du vil være medlem af en a-kasse, men de fleste vælger at være det fordi medlemskabet giver økonomisk sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed.
Du kan enten være fuldtidsforsikret og deltidsforsikret. Det koster mere at være fuldtidsforsikret, til gengæld får du udbetalt mere i dagpenge hvis du bliver arbejdsløs.
For at blive medlem af en a-kasse skal du tage kontakt til en a-kasse der er tilknyttet din branche. Du kan se en liste over a-kasser på A-kassernes Samvirkes netsted.
Du kan læse mere om social sikring i de nordiske lande på den nordiske velfærdsportal, Nordsoc.
Arbejdsløshedsdagpenge
Dagpengesatsen afhænger af din tidligere indkomst og er derfor individuel. Men generelt gælder det at:
- Du kan få dagpenge i 5 dage pr. uge.
- I løbet af tre år, kan du højst få ydelser fra a-kassen i to år.
- Du kan have ret til dagpenge indtil du fylder 65 år.
- Dagpenge kan udgøre op til 90% af din hidtidige løn, op til et nærmere fastsat maksimum.
For at få udbetalt dagpenge når du bliver arbejdsløs skal du:
- være registreret som arbejdssøgende i dit lokale jobcenter fra den første dag du er ledig
- have været medlem af en a-kasse i mindst ét år
- have været beskæftiget som lønmodtager i mindst 52 uger inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret.
- have været beskæftiget som lønmodtager i mindst 34 uger inden for de sidste tre år, hvis du er deltidsforsikret.
- have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i en tilsvarende periode
- stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a. at du skal søge og kunne overtage arbejde.
- Bekræfte jobsøgning hver uge på Jobnet.dk.
Læs mere om dagpenge på borger.dk.
Søg arbejde i et andet nordisk land med danske dagpenge
Hvis du modtager dagpenge i Danmark kan du tage ydelsen med i tre måneder, hvis du vil søge arbejde i et andet nordisk land eller et EØS-land. Du skal dog opfylde visse betingelser:
- Du skal være medlem af en dansk arbejdsløshedskasse.
- Du skal være berettiget til dagpenge den dag man rejser fra Danmark.
- Du skal sammenlagt have været meldt til arbejdsformidlingen som fuldt ledig og have stået til rådighed i mindst fire uger efter du sidst blev arbejdsløs.
For at få danske dagpenge mens du søger arbejde i udlandet skal du have en attest E 303 fra din a-kasse.
Når du ankommer til det land du vil søge arbejde i, skal du følge landets regler - det vil typisk betyde at du skal tilmelde dig på en arbejdsformidling. Du vil få udbetalt dagpengene i den lokale valuta, men skatten betales i det Danmark.
NB! Hvis du modtager dagpenge i Danmark og ønsker at søge arbejde på Færøerne eller i Grønland, gælder ovenstående ikke. Du bør i stedet kontakte din a-kasse for at høre om reglerne.
Kontakt din a-kasse i god tid
Du bør kontakte din a-kasse i god tid inden du har planlagt at rejse for at orientere dig om særlige krav, tidsfrister og eventuel ventetid i sagsbehandlingen.
Hvis du ikke finder arbejde
Hvis du ikke får arbejde i udlandet i løbet af de tre måneder, skal du for at bevare din ret til danske dagpenge vende tilbage til Danmark og anmelde dig hos din a-kasse og på dit jobcenter.
Hvis du finder arbejde
Hvis du får arbejde i udlandet, skal du som regel arbejdsløshedsforsikres i det nye arbejdsland. Det betyder at du skal melde dig ind i arbejdsløshedsforsikringen i det nye land. Du skal bruge en blanket E 301 for at overføre din anciennitet fra din danske a-kasse til arbejdsløshedsforsikringen i dit nye arbejdsland. Den får du hos arbejdsløshedsmyndigheden i det land hvor du er arbejdsløshedsforsikret.
Bemærk at arbejdsløshedsforsikringen i mange lande, for eksempel Norge, er skattefinansieret i modsætning til i Danmark hvor den varetages af private a-kasser.
Læs mere om dagpenge i udlandet på borger.dk.
Kontanthjælp: Hvis du ikke har ret til dagpenge
Hvis du bliver arbejdsløs, og du ikke har ret til dagpenge, kan du søge din kommune om økonomisk støtte, "kontanthjælp".
Statsborgere i de nordiske lande har samme ret til kontanthjælp som danske statsborgere. Men du skal opfylde en række betingelser for at have ret til kontanthjælp.
For at have ret til kontanthjælp skal dine forhold have ændret sig, så du ikke længere kan forsørge dig selv eller din familie.
Ændringen kan være:
- Arbejdsløshed
- Sygdom
- Barsel
- Separation
- Skilsmisse
For at modtage hjælp, kræves det desuden at du
- er tilmeldt som ledig i det jobcenter
- benytter dig af de aktiveringstilbud som du bliver tilbudt.
Du melder dig ledig, og søger om kontanthjælp ved personligt at møde i dit lokale jobcenter i din kommune.
Der findes desuden regler om hvor meget du og din eventuelle partner/ægtefælle må tjene, og hvor stor jeres formue må være.
Læs mere om kontanthjælp på borger.dk.
Hjemsendelse
Hvis du er statsborger i et andet nordisk land og har boet i Danmark i kortere tid end tre år, kan Udlændingeservice beslutte at du skal rejse til dit hjemland hvis du har modtaget kontanthjælp i mere end seks måneder.
