Arbejde i flere lande samtidigt
I dette afsnit kan du læse om bopæls- og arbejdsbaserede ydelser i Finland samt deres forbindelse til den nordiske konvention om social sikring og EU-forordningerne om fri bevægelighed og social sikring. Disse love og aftaler bruges også som grundlag for at vurdere andre nordiske statsborgeres rettigheder i forbindelse med socialforsikring i Finland.
Personer som udfører deltidsarbejde og freelancearbejde kan risikere at komme i en situation hvor de er omfattet af flere landes social-, arbejds- og skattelovgivning på samme tid. Situationerne er altid komplicerede, og man kan ikke blot nøjes med at bruge lovgivningen i ét land. Beslutningen om hvem der skal udbetale de sociale ydelser afhænger af flere forskellige faktorer, og den pågældende situation vurderes altid individuelt.
Fri bevægelighed og socialforsikring
Ifølge EU-forordningen har lønmodtagere og selvstændige, pensionister og studerende samt deres familiemedlemmer ret til fri bevægelighed inden for EU-/EØS-området. Når en person bruger sin ret til fri bevægelighed i EU, er han eller hun omfattet af socialforsikringen i ét land ad gangen. På samme måde kan ydelser fra personens tidligere bopælsland overføres til et andet EU-/EØS-land hvis personen som har ret til ydelsen flytter væk fra det land hvor ydelsen udbetales. Disse ydelser udgøres blandt andet af pensioner, sygepleje og sygesikring, arbejdsløshedssikring, ulykkes- og arbejdsskadeforsikring samt familieydelser.
Ud over socialforsikringen har lønmodtagere, selvstændige og deres familiemedlemmer som opholder sig midlertidigt i landet, ifølge EU-forordningen også ret til andre sociale ydelser i det land hvor de arbejder. Disse sociale ydelser består bland andet af kommunale børnepasnings- og skoleordninger samt ældrepleje. Kommunerne skal ved behov etablere disse ordninger.
Bopælsbaserede ydelser
Bopælsbaserede ydelser i Finland består af den kommunale sundhedspleje og sygedagpenge, folkepension, dvs. alderdoms-, invalide- og familiepension fra FPA, forældreydelser og andre familieydelser samt arbejdsløshedsunderstøttelse og arbejdsmarkedsstøtte. En person som flytter fra et andet nordisk land til Finland kan kun blive omfattet af disse ydelser gennem varigt ophold eller arbejde i Finland.
Ifølge den nuværende lovgivning er en lønmodtager/selvstændig som flytter til Finland fra et andet nordisk land kun omfattet det finske sociale sikringssystem hvis arbejdsforholdet som minimum varer fire måneder. Bemærk at hvis arbejdsforholdet i Finland varer under fire måneder, er lønmodtageren ikke berettiget til bopælsbaserede ydelser.
Arbejdsbaserede ydelser
Den sociale sikring, som er opnået på baggrund af arbejde, giver ret til arbejdsbaserede ydelser som udbetales i det land hvor man arbejder. I Finland udgøres disse ydelser af arbejdspension (alderdoms-, invalide- og familiepension) samt erstatninger fra private forsikringsselskaber for arbejdsskade og ulykke.
Bestemmelse af skattepligten
I forhold til beskatning er hovedreglen at man forbliver almindeligt skattepligtig i det land hvor ens primære bopæl anses for at være. Hvis man arbejder i mere end seks måneder om året i et andet land (183 dage om året eller mere), kan man dog også være almindeligt skattepligtig i det pågældende land.
Den almindelige skattepligt betyder at man er forpligtet til at betale skat af både indtægterne i det pågældende land samt af indtægter i udlandet. Dermed skal man også indlevere en selvangivelse i det pågældende land. Begrænset skattepligt betyder at man kun skal betale skat af indtægter i det pågældende land, og man skal således ikke indsende en selvangivelse ved årets slutning.
Den nordiske skatteaftale forbyder dobbeltbeskatning. I situationer hvor man er almindeligt skattepligtig i to lande, afstår det andet land som regel fra sin skatteret. Du kan finde yderligere information om beskatning i afsnittet Skat i Finland og på den fællesnordiske skatteportal.
