Arbejds- og opholdstilladelse i Finland
I dette afsnit kan du læse om hvornår det er nødvendigt at have en arbejds- eller opholdstilladelse i forbindelse med flytning til Finland. Desuden kan du læse om hvordan man registrerer sig.
Nordiske statsborgere samt borgere i EU- og EØS-lande
Nordiske statsborgere har ret til at bo og arbejde i de øvrige nordiske lande uden arbejds- og opholdstilladelse. Statsborgere fra andre EU-lande eller Schweiz og Liechtenstein har heller ikke behov for en arbejds- eller opholdstilladelse. Opholdsretten skal dog registreres hvis opholdet varer længere end 3 måneder. Nordiske statsborgere skal registreres hos magistraten. Statsborgere fra andre EU-lande samt Schweiz og Liechtenstein skal registreres på politistationen. Man skal medbringe et officielt id-kort samt en bekræftelse af ansættelsesforholdet i Finland ved registreringen på politistationen.
Hvis der er tale om et ophold på mere end 12 måneder skal man også indlevere en flytteanmeldelse til magistraten (jf. Anmeldelse af flytning i Finland).
Statsborgere fra andre lande
Statsborgere fra andre lande end de nævnte skal søge om opholdstilladelse hvis de planlægger at flytte til Finland med henblik på at arbejde. I udlandet skal man søge om opholdstilladelse for lønmodtagere hos den finske repræsentation, og i Finland hos politiet. Migrationsverket behandler og tager stilling til ansøgningen.
Personer, som kommer fra lande uden for EU og EØS og som ønsker at opholde sig i Finland af andre grunde end arbejde, kan i visse tilfælde få opholdstilladelse.
Du kan få yderligere information hos den finske ambassade i dit land eller hos Migrationsverket i Finland. Du kan også finde yderligere information på Arbets- och näringsministeriets netsted.
