Lønmodtageres rettigheder og pligter i Finland
I denne artikel kan du læse om lønmodtageres rettigheder og pligter i Finland. Du kan desuden finde oplysninger om, hvem du skal kontakte hvis der opstår problemer.
Ansættelseskontrakt og tjenesteattest
Når du har fået et arbejde, er det altid en god idé at indgå en skriftlig ansættelseskontrakt. Kontrakten skal indeholde oplysninger om alle forhold som har relevans for netop det pågældende arbejde, herunder arbejdssted, løn, eventuelle tillæg og lønningsdag. Desuden kan ansættelseskontrakten indeholde oplysninger om en eventuel prøvetid samt opsigelsesvarslet hvis det afviger fra forskrifterne i de kollektive overenskomster eller lovgivningen.
Du kan bede din arbejdsgiver om en tjenesteattest i forbindelse med arbejdsforholdets ophør. Tjenesteattesten skal indeholde oplysninger om arbejdsforholdets varighed og arbejdsopgavernes karakter. Du kan desuden kræve at attesten skal indeholde oplysninger om grunden til arbejdsforholdets ophør og en vurdering af dine kompetencer og din opførsel.
Lønmodtageres rettigheder
Lønmodtagere har ret til
- en løn samt øvrige arbejdsvilkår som følger de kollektive overenskomster
- beskyttelse via love og aftaler eksempelvis med henblik på at undgå diskrimination
- at organisere sig fagligt
- et sundt og sikkert arbejdsmiljø
Lønmodtageres forpligtelser
Lønmodtagere har pligt til
- at udføre arbejdet ordentligt
- at følge ledelsens forskrifter
- at afholde sig fra virksomhed som konkurrerer med arbejdsgiveren
- at undlade at afsløre forretnings- og erhvervshemmeligheder
- at tage hensyn til arbejdsgiverens interesser
Du kan blandt andet finde yderligere information om lønmodtageres rettigheder og pligter i Infopankki som er en informationsbank for personer som er flyttet til Finland.
Løsning af problemer
Hvis der opstår problemer i forhold til arbejdsgiveren, kan du få rådgivning hos tillidsmanden, som repræsenterer fagforbundet på din arbejdsplads. Du kan også henvende dig til den ansvarlige for arbejdsmiljøet (arbetarskyddsfullmäktig), som repræsenterer lønmodtagerene på arbejdspladser med mere end 10 ansatte, eller til arbejdsmiljøchefen som er udnævnt af arbejdsgiveren.
Hvis du bliver udsat for diskrimination på din arbejdsplads, kan du kontakte Arbetarskyddet.
Du kan desuden finde yderligere information hos Arbetarskyddsförvaltningen og Arbetarskyddscentralen.
