Sygedagpenge til lønmodtagere i Norge
Her kan du læse om hvornår du har ret til sygedagpenge i forbindelse med sygdom, og hvordan du kan tage sygedagpengene med til udlandet.
Sygedagpenge til lønmodtagere
Sygedagpenge skal kompensere for tabt arbejdsfortjeneste for erhvervsaktive medlemmer af folketrygden, som er ude af stand til at arbejde på grund af sygdom eller skade.
Du kan få sygedagpenge hvis du:
- er uarbejdsdygtig på grund af en funktionsnedsættelse som uden tvivl skyldes sygdom eller skade, og du har arbejdet i mindst 4 uger før du blev uarbejdsdygtig.
- mister den pensionsgivende indtægt som følge af at være uarbejdsdygtig. Det er et krav at indtægtsgrundlaget for sygedagpenge udgør mindst 50 procent af grundbeløbet (1/2 G). Denne indtægtsgrænse gælder ikke for sygedagpenge i arbejdsgiverperioden.
- ikke har arbejdet i Norge i mindst fire uger, men i et andet EØS-land, kan denne periode lægges til den periode hvor du har arbejdet i Norge og dermed alligevel danne grundlag for udbetaling af sygedagpenge.
For at få perioden fra et andet EØS-land medtaget i forbindelse med krav om udbetaling af sygedagpenge, skal du bekræfte perioden ved at fremvise attest E104 for de sociale myndigheder (NAV). Du kan dokumentere at du er syg med egenmelding eller lægeerklæring. Se NAV's netsted for yderligere information om hvornår man kan foretage egenmelding og hvornår man skal foretage en sygemelding.
Sygedagpenge til selvstændigt erhvervsdrivende og freelancere
Se NAV's netsted for yderligere information om sygedagpenge til selvstændigt erhvervsdrivende og freelancere, hvordan du søger, hvor meget du kan få udbetalt, og hvor længe du har ret til sygedagpenge.
Der stilles de samme krav til selvstændigt erhvervsdrivende og freelancere som til andre lønmodtagere med henblik på udbetaling af sygedagpenge. Der er dog den forskel at sygedagpenge til selvstændigt erhvervsdrivende og freelancere ikke udbetales de første 16 kalenderdage regnet fra den dag de bliver uarbejdsdygtige. Ventetiden på 16 dage begynder først når du søger læge eller når NAV bliver oplyst om uarbejdsdygtigheden. Uarbejdsdygtigheden skal dokumenteres med en lægeerklæring.
Sygedagpenge ved ophold i udlandet
Som udgangspunkt har man ikke ret til sygedagpenge, mens man opholder sig uden for Norge, men i visse situationer kan man få udbetalt sygedagpenge i forbindelse med ophold i udlandet. Først skal man undersøge om man bibeholder sit medlemskab af folketrygden.
En EØS-borger, som arbejder og er medlem af folketrygden i Norge, men bosat i et andet EØS-land eller et nordisk land, har ret til at få udbetalt sygedagpenge fra Norge i bopælslandet hvis vedkommende bliver syg under sit ophold der. Hvis man er indlagt for de norske myndigheders regning eller dækket ifølge en sikringsaftale (trygdeaftale), kan man også få udbetalt sygedagpenge i udlandet. Du skal søge om tilladelse hos NAV hvis du vil rejse til udlandet mens du modtager sygedagpenge. I så fald kræves en lægeerklæring som dokumenterer at opholdet ikke forværrer din sundhedstilstand, forlænger uarbejdsdygtigheden eller forhindrer kontrol og opfølgning.
Se NAV's netsted for yderligere information om sygedagpenge i udlandet.
