Her kan du læse mere om de gældende skatteregler i Sverige, for eksempel ved arbejde eller ejerskab af bolig.
Grundreglen er at du skal betale skat der hvor du arbejder og tjener penge. Du skal ikke betale skat i to lande for den samme indkomst.
Dette reguleres af de dobbeltbeskatningsaftaler som findes mellem Sverige og de fleste af EØS-landene.
Nogle af de almindeligste skatter i Sverige er kommunal indkomstskat (herunder landstingsskat), statslig indkomstskat og formueskat.
Alle skal betale kommuneskat, men man betaler kun statsskat hvis ens indkomst overstiger et vist beløb. Man skal kun betale formueskat hvis man har en større formue. Formueskatten er ikke relateret til indkomsten, men til den totale værdi af en juridisk persons aktiver.
Skatteprocenten for den kommunale indkomstskat bestemmes af hver enkelt kommune. Normalt udgør skatten mellem 26 og 36 procent af en lønmodtagers bruttoløn.
Der findes forskellige former for skat afhængigt af om du er lønmodtager, eller om du har din egen virksomhed.
Hvis du er lønmodtager og har en svensk arbejdsgiver eller en udenlandsk arbejdsgiver med et fast driftssted i Sverige, skal du betale A-skat.
Arbejdsgiveren trækker skatten fra lønnen og betaler sociale afgifter (arbejdsgiverafgifter). Hvis du har en udenlandsk arbejdsgiver uden et fast driftssted i Sverige, skal du selv indbetale skatten i form af SA-skat hver måned.
Hvis du bliver omfattet af den svenske socialforsikring, kan du aftale med din arbejdsgiver at du også indbetaler de sociale afgifter i form af egenafgifter.
Selvstændigt erhvervsdrivende har som regel et F-skattekort. Dette betyder at den selvstændige selv skal indbetale sine skatter og sociale afgifter (egenafgifter) hver måned.
Uanset om du betaler A-, SA- eller F-skat skal den skat som løbende indbetales af dig eller din arbejdsgiver så vidt muligt være i overensstemmelse med din endelige skat. Man kan ikke selv vælge at indbetale skatten bagefter.
Du kan få mere detaljeret information om det svenske skattesystem hos Skatteverket.
Hvis du er bosat i Sverige og har en bolig i et andet nordisk land som du anvender til permanent beboelse eller som fritidshus, bliver din privatbolig i udlandet beskattet i Sverige.
Din privatbolig i udlandet bliver beskattet i Sverige. Den udenlandske privatbolig bliver beskattet i henhold til de svenske regler uanset hvordan den beskattes i udlandet.
Hvis du også bliver beskattet i det land hvor privatboligen ligger, kan du få nedsat den svenske skat i forhold til den udenlandske skat.
Hvis du udlejer din privatbolig i et andet nordisk land, skal lejeindtægten beskattes i Sverige.
Hvis du sælger den privatbolig som du har i et andet nordisk land, skal du betale skat af salget på samme måde som hvis boligen var beliggende i Sverige.
Overskuddet eller tabet beregnes på samme måde som for svenske privatboliger. Der findes imidlertid en særlig bestemmelse i forbindelse med beregning af købsprisen på parcelhuse som er købt før 1952.
Hvis nogle bestemte krav er opfyldt, kan man få udsat beskatningen af overskuddet.
Hvis du er bosat i et nordisk land og har indkomster i et andet nordisk land, kan du få hjælp med skattereglerne på den nordiske skatteportal Nordisk e-Tax.
Hvis du har spørgsmål om at flytte, arbejde eller studere i Norden, kan du bruge Hallo Nordens spørgeformular.