Handlinger tilknyttet webside

At arbejde i flere lande samtidig

Når man arbejder i flere lande på samme tid, bør man være opmærksom på en række forhold, f.eks. hvad angår optagelse i folkeregisteret, sygeforsikring og skatteforhold.

Fly
Fotograf
Eivind Sætre

Det er nødvendigt at sætte sig grundigt ind i reglerne for offentlig registrering i de lande, det drejer sig om, eftersom der ikke gælder én enkelt regel. Man skal være opmærksom på, at man kun kan have folkeregisteradresse på ét sted. Hovedreglen er, at hvis man arbejder samtidig i to lande inden for Norden, har man ret til offentlige forsikringsydelser i det land, hvor man er bosat.

Tidsbegrænset arbejde i et andet nordisk land hos en islandsk arbejdsgiver

Hvis du af din arbejdsgiver bliver sendt ud for at arbejde i et andet nordisk land i en begrænset periode, og på arbejdsgiverens bekostning, har du fortsat ret til offentlige forsikringsydelser i dit hjemland eller arbejdsgiverens hjemland.

For at dokumentere dette skal det land, du er udsendt fra, udstede attesten E-101. Derved undgår du at betale forsikringsafgift i det land, hvor du arbejder tidsbegrænset, og arbejdsgiveren vedbliver med at betale arbejdsgiverens forsikringsafgift i hjemlandet.

En studerende, der har folkeregisteradresse på Island og opholder sig i udlandet for at studere, er stadigvæk forsikret, mens uddannelsen varer, medmindre han eller hun er forsikret hos det offentlige i det land, hvor han eller hun uddanner sig.

Hvis en islandsk studerende tager fast ophold eller lønarbejde i det land, hvor han eller hun uddanner sig, skal dette meddeles til det islandske folkeregister, og han eller hun falder da ikke længere ind under det islandske offentlige forsikringssystem.

Nærmere oplysninger om forsikringer i Norden kan findes på det fællesnordiske websted om offentlige forsikringer, Nordsoc.

Ved flytning

Det at have bopæl eller folkeregisteradresse på Island medfører ikke automatisk ret til ydelser fra de offentlige forsikrings- og arbejdsløshedsdagpengefonde. Dog kan alle, der er bosat på Island, opnå ret til ydelser fra forsikring og arbejdsløshedsforsikring, hvis visse betingelser er opfyldt.

Ved flytning til eller fra Island skal man indgive meddelelse om flytningen til det islandske folkeregister. Statens Forsikringsinstitut, der sammen med Islands Sygeforsikring står for offentlig forsikring på Island, benytter sig af Folkeregisterets adresseregister til at få informationer om, hvorvidt enkeltpersoner er offentligt forsikret på Island.

Ved flytning til Island skal man sende en meddelelsesblanket til Statens Forsikringsinstitut sammen med attester om forsikringsperiode fra de udenlandske forsikringsinstitutioner, hos hvilke man er registreret. Meddelelsesblanketten kan hentes på Statens Forsikringsinstituts hjemmeside. Man kan også få yderligere oplysninger på Islands Sygeforsikrings hjemmeside.

Skattepligt som følge af arbejde i et andet nordisk land

Hvis du har folkeregisteradresse på Island, er du iflg. skattelovens § 1 fuldt skattepligtig dér.

Tager du til et andet nordisk land for at arbejde for en dérværende arbejdsgiver, giver bestemmelserne i aftalen om dobbeltbeskatning mellem de nordiske lande dog det land, du arbejder i, ret til at pålægge dig skat af den indtægt, du skaffer dig dér. Dette indebærer, at du som hovedregel skal indgive to selvangivelser – én i det land, som du arbejder i, for den indtægt du skaffer dig dér, og en anden på Island, af hvilken den udenlandske indkomst skal fremgå.

De udenlandske indtægter bliver ikke beskattet én gang til, men der tages hensyn til dem ved skattefastsættelsen, og det islandske personfradrag nedsættes forholdsmæssigt efter de udenlandske indtægters andel af den samlede indkomst.

Nærmere informationer kan findes på det nordiske skattenet Nordisk eTax.

Relateret indhold
  • Overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter (Aftale)

    Overenskomst og protokol mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter af 23. september 1996, ændret ved overenskomst af 6. oktober 1997 og 4. april 2008.

  • Informationstjenesten Hallo Norden (Organisation)

    Hallo Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Formålet er at lette mobiliteten for privatpersoner i Norden. På netstedet kan du læse om de regler der gælder hvis du flytter, studerer eller arbejder i de nordiske lande. Du kan også stille spørgsmål om din specifikke situation på svensk, dansk, norsk, finsk og islandsk.


 

Stil dit spørgsmål til Hallo Norden

Hvis du har spørgsmål om at flytte, arbejde eller studere i Norden, kan du bruge Hallo Nordens spørgeformular.