Handlinger tilknyttet webside

At søge arbejde

Der er forskellige ting, som det kan være klogt at være opmærksom på, hvis man søger arbejde på Island; bl.a. kan det være en god idé at sætte sig ind i reglerne for arbejdsløshedsforsikring. I det følgende kan man finde oplysninger om arbejdsformidlinger og om mulighederne for at få arbejdsløshedsdagpenge, mens man søger arbejde.

Arbetsmiljö
Fotograf
Magnus Fröderberg/norden.org

Arbejdsformidlinger

Arbejdssøgende, der fra et af de nordiske lande kommer til Island for at søge arbejde, skal skaffe sig et islandsk personnummer hos Det nationale folkeregister, inden de kan lade sig registrere som arbejdssøgende på den lokale arbejdsformidling under Arbejdsstyrelsen. Arbejdsformidlingernes adresser kan findes på Arbejdsstyrelsens hjemmeside.

Ud over at formidle jobs tilbyder Arbejdsstyrelsens arbejdsformidlinger information om situationen og udsigterne på arbejdsmarkedet, gratis rådgivning om uddannelses- og jobvalg og om, hvordan man bedst tilrettelægger sin søgen efter arbejde. Man kan også lade sig registrere hos private arbejdsformidlinger eller tage direkte kontakt til arbejdsgivere. Desuden kan man tit finde jobannoncer i de vigtigste dagblade og på dagbladenes webaviser.

De vigtigste arbejdsformidlinger på Island har følgende hjemmesider (listen er dog ikke udtømmende):

Den europæiske arbejdsformidling EURES

Arbejdsstyrelsen tager sig også af driften af den fælleseuropæiske arbejdsformidling EURES (EURopean Employment Services). EURES er et samarbejde om jobsøgning og jobformidling mellem landene i det Europæiske Økonomiske Samarbejde EØS og drives på vegne af EØS’ direktion.

Formålet med EURES er at gøre det lettere for de arbejdende at flytte rundt mellem landene i EØS-området, og derved bidrage til balance mellem udbud og efterspørgsel inden for området.

EURES-rådgiverne vejleder folk om jobsøgning i udlandet, giver information om vilkårene for arbejde og ophold. Desuden assisterer de arbejdsgivere, der gerne vil ansætte medarbejdere fra andre EØS-lande.

Yderligere oplysninger kan findes på EURES’ hjemmeside. Her ligger der også en lang række informationer for dem, der søger job og tænker på at flytte inden for Europa.

Nordjobb

Nordiske statsborgere eller statsborgere fra lande inden for EU, der er bosat i et af de nordiske lande og er mellem 18 og 28 år, kan ansøge om Nordjobb. Nordjobb har som sit formål at medvirke til en øget bevægelighed for unge mellem de nordiske lande og formidler arbejde og bolig i de nordiske lande. Alle nærmere oplysninger kan findes på Nordjobbs hjemmeside.

Arbejdsløshedsunderstøttelse under jobsøgning

Alle de nordiske lande er medlemmer af EØS-traktaten. Det betyder, at en person kan tage til et andet nordisk land i helt op til tre måneder for at søge arbejde, men samtidig beholde retten til arbejdsløshedsunderstøttelse fra hjemlandet. Dette er muligt gennem at søge om attesten E-303 hos Arbejdsstyrelsen.

For at man kan søge om attesten E-303, skal man opfylde visse betingelser, bl.a. være fuldtids arbejdsløs, være registreret som jobsøgende og have modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse i sit hjemland i mindst fire uger inden afrejsen. Man skal søge om attesten mindst tre uger inden afrejsen.

Hvis din ansøgning bliver imødekommet, har du ret til arbejdsløshedsunderstøttelse fra dit hjemland i tre måneder, mens du søger job i et andet nordisk land.

For at kunne modtage dagpenge i hele attestens gyldighedsperiode, skal du melde dig på den lokale arbejdsformidling inden for syv dage efter at attesten er trådt i kraft. Hvis du melder dig efter dette tidspunkt, medfører det, at du først kan få dagpenge med virkning fra den dag du lader dig registrere. Hvad angår registrering hos arbejdsformidlingen og datoer for udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse, gælder reglerne for det land, du er bosiddende i.

Ansøgeren skal møde op med regelmæssige mellemrum og oplyse arbejdsformidlingen om, hvorvidt han eller hun får beskæftigelse på heltid eller deltid.

Når tre måneder er gået, kan du ikke længere få arbejdsløshedsunderstøttelse fra hjemlandet og må derfor vende tilbage dertil for til gengæld at beholde retten til understøttelse. Det er nødvendigt at vende tilbage til hjemlandet og lade sig registrere hos arbejdsformidlingen dér inden attestens gyldighedsperiode udløber. Der må ikke gå længere tid end syv dage fra du kommer hjem og til du har meldt dig hos arbejdsformidlingen. Hvad angår den periode, hvor du kan få arbejdsløshedsunderstøttelse i det land, hvor du søger arbejde, kan den ikke forlænges. Når man vender tilbage til hjemlandet, skal man huske at lade sig afmelde hos arbejdsformidlingen i det andet nordiske land.

Yderligere oplysninger samt ansøgningsblanket til attesten E-303 kan fås hos Arbejdsstyrelsen.

Relateret indhold
  • Informationstjenesten Hallo Norden (Organisation)

    Hallo Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Formålet er at lette mobiliteten for privatpersoner i Norden. På netstedet kan du læse om de regler der gælder hvis du flytter, studerer eller arbejder i de nordiske lande. Du kan også stille spørgsmål om din specifikke situation på svensk, dansk, norsk, finsk og islandsk.


 

Stil dit spørgsmål til Hallo Norden

Hvis du har spørgsmål om at flytte, arbejde eller studere i Norden, kan du bruge Hallo Nordens spørgeformular.