Skat på Island
De, der arbejder på Island, må orientere sig om reglerne for beskatning, herunder aftalen om dobbeltbeskatning. Her kan man finde generelle oplysninger om skatteforhold på Island, f.eks. hvordan man beder om et skattekort, hvordan selvangivelse foregår, og hvem der er skattepligtige på Island.
Skat på Island
De mest almindelige former for skat på Island er dels kommuneskatten, som går til de enkelte kommuner, dels indkomst- og formueskatten, som går til staten.
Med nogle få undtagelser betaler alle, der har indkomst på Island, både indkomstskat og kommuneskat. Desuden betales der skat af kapitalindkomster, som bl.a. kan bestå af renteindtægter, udbytte, fortjeneste ved salg eller lejeindtægter.
Endvidere er der ved lov fastsat skat på særligt store formuer, på arveindtægter og på visse lotterigevinster.
Personfradrag
For at sikre skatteydere en vis minimumsindtægt gives der et skattefradrag, der kaldes personfradrag og opvejer byrden af de skatter, der er nævnt ovenfor.
Personfradraget er et bestemt beløb, der fastsættes for alle for ét år ad gangen. Personfradrag, der ikke bliver brugt, kan overføres fra den enkelte måned til de følgende måneder. Ubrugt og oparbejdet personfradrag, der ikke er anvendt inden skatteårets udløb, bortfalder med starten på det nye skatteår. Ægtepar og samboende kan overføre personfradrag til hinanden, og det er under visse betingelser muligt at udnytte det fradrag, som en ægtefælle ikke har benyttet.
Nordiske statsborgere, der arbejder tidsbegrænset på Island, får personfradrag svarende til den periode, hvori de opholder sig på Island.
Skattekort
Man beder om et skattekort på Statsskattedirektoratets kontor. Et skattekort giver ret til personfradrag. Når man fylder 16, og når man skifter adresse til Island, får man et skattekort med posten.
Skattekortet skal afleveres til arbejdsgiver inden første lønudbetaling, sådan at det kan regnes ud, hvor meget der skal betales i kildeskat, under hensyntagen til personfradraget.
Hvis man arbejder for flere end én arbejdsgiver, er der mulighed for at bruge personfradraget mere end ét sted. Så bliver skattekortet blot delt op alt efter forholdene.
Selvangivelse
Af den fortrykte selvangivelse fremgår oplysninger om indtægter, gæld og formue i det foregående år. Selvangivelsen skal afleveres til skattedirektoratet én gang om året, i marts.
I august hvert år får alle skatteydere tilsendt en opgørelse med en tilhørende opkrævning fra skattedirektoratet, enten over nettet eller med posten. Af denne opgørelse fremgår alle oplysninger om den kommende skattefastsættelse.
Hvis en skatteyder har betalt for meget i skat, får vedkommende forskellen udbetalt, men har en skatteyder betalt for lidt i skat, må han eller hun betale forskellen tilbage til Statsskattedirektoratet.
Dobbeltbeskatningsaftalen
For at lette og koordinere betalingen af skatter for nordiske statsborgere, der flytter mellem landene, har de nordiske landes regeringer indgået en aftale med hinanden, som skal forhindre dobbeltbeskatning.
Nærmere oplysninger om skatteforhold på Island kan fås på islandsk på Statsskattedirektoratets hjemmeside. På den fællesnordiske webside Nordisk eTax kan man finde udførlige oplysninger om skatteforhold i Norden. Her findes dobbeltbeskatningsaftalen også i sin helhed. Oplysningerne på Nordisk eTax er på forskellige sprog: islandsk, dansk, norsk, svensk, finsk og engelsk.
Ubegrænset skattepligt
Den almindelige regel er, at alle de, der har fast bopæl på Island, også har ubegrænset skattepligt. Det gælder også, hvis man flytter ud af landet og man har opgivet sin faste bopæl, med mindre man kan dokumentere, at man er skattepligtig i det land, man er flyttet til. På samme måde regnes alle, der opholder sig på Island i mere end i alt 183 dage af en 12 måneders periode, for omfattet af den ubegrænsede skattepligt; heri er medregnet fravær fra Island som følge af orlov og omstændigheder i forbindelse med orlov. Dette gælder også for dem, der arbejder om bord på skibe, som er indregistreret på Island, og for dem, der arbejder på et luftfartøj.
Der tages hensyn til dobbeltbeskatningsaftalen mellem de nordiske lande, når man træffer afgørelse om den enkeltes skattepligt.
Begrænset skattepligt
Begrænset skattepligt gælder enkeltpersoner der er pligtige til at betale indkomstskat af indtægter, som har deres oprindelse på Island, uden at der så tages hensyn til andre indtægter, som de pågældende muligvis har haft andetsteds end på Island i det samme kalenderår. Begrænset skattepligt omfatter indtægter, der kan henregnes under lønnet arbejde, pensionsindtægter, indtægter ved erhvervsvirksomhed eller formueindtægter samt fortjeneste ved salg af fast ejendom.
I den ovennævnte dobbeltbeskatningsaftale søger man at forhindre dobbeltbeskatning af indtægter, som ville være skattepligtige på Island, hvis det ikke var for aftalen.
