Handlinger tilknyttet webside

Sekundær uddannelse i Finland

I denne artikel kan du læse om sekundær uddannelse i Finland.

En person som har gennemført grundskolen eller en tilsvarende læreplan kan blive optaget på en sekundær uddannelse. I Finland ligger ansvaret for sekundære uddannelser hos:

  • gymnasierne som tilbyder almendannende uddannelse
  • de erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner som tilbyder erhvervseksamen.

Det er også muligt at kombinere gymnasieuddannelsen med en erhvervsuddannelse, så man får en dobbelt eksamen. Man søger om optagelse på en sekundær uddannelse via den fælles ansøgningsprocedure. Man kan få uddannelsesstøtte til sekundær uddannelse, dog ikke hvis man er i gang med en uddannelse på et voksengymnasium. På de fleste sekundære uddannelser får de studerende et gratis, varmt måltid i løbet af dagen.

Gymnasier

Gymnasierne tilbyder en almendannende uddannelse. Gymnasieuddannelsen varer typisk 3 år og afsluttes normalt med en studentereksamen. Når man har gennemført gymnasiet, er det muligt at læse videre på professionshøjskoler eller universiteter. Man kan gennemføre gymnasiet som ung eller som voksen, og ud over læreplanen eller studentereksamen er det muligt at gennemføre enkeltfagskurser.

Der findes både offentlige og private gymnasier, men undervisningen er altid gratis. Den studerende skal dog selv anskaffe sig undervisningsmateriale.

Undervisningen på gymnasierne foregår normalt på finsk eller svensk. I de største byer findes der også internationale gymnasier hvor uddannelsen kan gennemføres på eksempelvis engelsk, tysk eller fransk.

Gymnasiet kan gennemføres på tre måder: i daggymnasiet som er primært er forbeholdt unge som har afsluttet grundskolen, men som også kan søges af voksne; i voksengymnasiet som primært er forbeholdt voksne over 18 år og hvor undervisningen også kan foregå om aftenen; eller i fjerngymnasiet hvor studierne primært gennemføres som fjernundervisning. Desuden findes der sommergymnasier og andre gymnasier.

Erhvervsuddannelser

Erhvervsuddannelserne er praktisk orienterede og sigter mod en bestemt profession. Uddannelserne kan gennemføres som en erhvervsrettet grunduddannelse, en fri eksamen eller en lærlingeuddannelse.

Både unge og voksne kan søge om optagelse på de erhvervsrettede grunduddannelser. Uddannelserne administreres blandt andet af erhvervsskolerne og voksenuddannelsescentrene. Uddannelserne består ud over de erhvervsrettede studier af almendannende uddannelse, valgfri uddannelse og almindeligvis også praktik. Ved siden af de erhvervsrettede studier kan man også gennemføre gymnasiestudier eller tage en studentereksamen.

Den frie eksamen er beregnet til voksne som allerede har en profession. Den studerende viser her sine kompetencer i praksis og via skriftlige og mundtlige opgaver. Der arrangeres også forberedende undervisning op til den frie eksamen. I forbindelse med den frie eksamen kan man ud over grundeksamen også tage en særlig professionseksamen hvor der kræves mere indgående kompetencer inden for en professions specialområde.

Efter at have taget en erhvervseksamen kan man søge om optagelse på videregående uddannelser på professionshøjskoler eller universiteter.

Relateret indhold
  • Nordisk uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau (Aftale)

    Aftale mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om nordisk uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau (det almene gymnasium og erhvervskolerne)

  • Flytte til Finland

    I de følgende artikler kan du finde nyttig og praktisk information om at flytte til Finland og bo i Finland. Det er en god idé at læse artiklerne allerede i forbindelse med planlægningen af flytningen. Du kan blandt andet læse om flytteanmeldelse, boligsøgning, skolegang, uddannelse samt sundhedspleje og pension. Se også afsnittet Flytning fra Finland hvor du kan læse om forskellige praktiske forhold som det er en god idé at være opmærksom på når du skal flytte fra Finland til et andet nordisk land.

  • At flytte med børn til Finland

    I de følgende artikler kan du læse om hvad du skal være opmærksom på når du flytter med børn til Finland, for eksempel angående rådgivning, forældreorlov, børnefamilieydelse og andre former for støtte til børnefamilier.

  • Informationstjenesten Hallo Norden (Organisation)

    Hallo Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Formålet er at lette mobiliteten for privatpersoner i Norden. På netstedet kan du læse om de regler der gælder hvis du flytter, studerer eller arbejder i de nordiske lande. Du kan også stille spørgsmål om din specifikke situation på svensk, dansk, norsk, finsk og islandsk.


 

Stil dit spørgsmål til Hallo Norden

Hvis du har spørgsmål om at flytte, arbejde eller studere i Norden, kan du bruge Hallo Nordens spørgeformular.