Uddannelsesstøtte i Finland
I dette afsnit kan du læse om uddannelsesstøtte i Finland, hvad den består af, hvem den kan gives til og hvilke andre fordele studerende kan få. Desuden kan du læse om at tage uddannelsesstøtten med til udlandet.
Uddannelsesstøtte
Formålet med uddannelsesstøtten er at gøre det økonomisk muligt at studere på fuld tid. Støtten ydes til gennemførelse af videregående uddannelser, erhvervsrettede grund-, videre- eller efteruddannelser og gymnasier (dog ikke voksengymnasier) samt visse andre særlige uddannelser.
Uddannelsesstøtten består af
- stipendium
- boligstøtte og
- statsgaranterede studielån.
Uddannelsesstøtten administreres af den sociale sikringsmyndighed FPA.
Stipendium
Boligstøtte er en statslig støtte som søges hos FPA. Boligstøtten overføres til din konto én gang om måneden. De generelle vilkår for at få boligstøtte er de samme som i forbindelse med almindelig uddannelsesstøtte.
Du kan kun få boligstøtte i de måneder du studerer. Du kan kun få boligstøtte i sommermånederne hvis du primært studerer om sommeren og hvis du har ret til uddannelsesstøtte om sommeren.
Du kan få boligstøtte måneden efter du er fyldt 17 år. Der gives børnefamilieydelse for unge under 17 år, og de kan derfor ikke få boligstøtte.
Hvis du får løn i forbindelse med praktik eller uddannelse, eller din uddannelsesinstitution udbetaler stipendium til dig, kan det i visse tilfælde forhindre at du kan få boligstøtte.
Boligstøtte
Boligstøtten er en statslig støtte som overføres til din konto én gang om måneden. Boligstøtten er skattefri. De generelle vilkår for at få stipendium er de samme som i forbindelse med almindelig uddannelsesstøtte.
Du kan kun få boligstøtte i de måneder hvor du studerer og til en bolig hvorfra du kan gennemføre dine studier. Du kan kun få boligstøtte i sommermånederne hvis du primært studerer om sommeren, og hvis du har ret til uddannelsesstøtte om sommeren.
Du kan få boligstøtte i de måneder hvor du studerer hvis du bor i en leje,- andels,- eller delejerbolig. Du kan ikke få boligstøtte hvis du bor hos dine forældre, eller i din eller din ægtefælles egen ejerbolig. Hvis du bor sammen med dit eget eller din ægtefælles barn, kan du ikke få boligstøtte via uddannelsesstøtten. Du er derimod omfattet af den almene boligstøtte.
Studielån
Et studielån er et statsgaranteret lån som skal betales tilbage. Hvis du har fået et statsgaranteret studielån, kan du afhente lånet i en bank efter eget valg. Eftersom staten yder garanti på studielån, skal du ikke stille nogen anden sikkerhed. Statsgarantien er gældende i højst 30 år efter man har hævet det første lånebeløb.
Dele af lånevilkårene bestemmes af statsgarantien. Øvrige vilkår, som eksempelvis lånets størrelse og løbetid, aftaler du selv med banken.
Forudsætninger for at få uddannelsesstøtte
De generelle forudsætninger for at få uddannelsesstøtte er
- at man er optaget som studerende på en uddannelsesinstitution
- at man er fuldtidsstuderende
- at man er studieaktiv og
- at man har et økonomisk behov for støtten.
Støtteperioden i et studieår løber normalt fra september til maj. Hvis man studerer i sommermånederne, skal der indgives en særlig ansøgning om uddannelsesstøtte. Stipendiernes størrelse og antallet af måneder hvor man kan få støtte afhænger af hvilken uddannelse man søger støtte til. Tildeling af boligstøtte samt størrelsen af denne afhænger dels af boligtypen og dels af boligudgifterne.
Hvis man er under 18 år påvirkes boligstøttens størrelse af forældrenes indkomst. Boligstøttens størrelse påvirkes ikke af ægtefællens indkomst. Der gælder bestemte beløbsgrænser for hvor meget man må tjene ved siden af uddannelsesstøtten. Det skal man være opmærksom på hvis man arbejder ved siden af studierne. Hvis man overskrider beløbsgrænserne, skal en del af uddannelsesstøtten betales tilbage.
Andre støtteordninger for studerende
En anden fordel for studerende er madstøtteordningen som sikrer at kantinerne på uddannelsesinstitutionernes kan holde priserne på et fordelagtigt niveau. Man får nedsat pris ved at fremvise studiekort eller FPA's madkort i kantinen.
Studerende på videregående uddannelser kan desuden få et skattefradrag for studielån hvis uddannelsen gennemføres på normeret tid. På baggrund af en gennemført uddannelse kan man desuden få arbejdspension.
Når man studerer på en ungdomsuddannelse kan man desuden få befordringsstøtte hvis afstanden til skolen er mindst 10 km og udgifterne overstiger 54 euro om måneden.
Uddannelsesstøtte til statsborgere fra andre lande
En statsborger fra et andet nordisk land kan få uddannelsesstøtte hvis han eller hun har sin folkeregisteradresse i Finland og opholder sig i landet af en anden grund end uddannelse, for eksempel arbejde eller familiemæssig tilknytning, eller hvis han eller hun er født i landet. Man skal vedlægge en udlændingeattest (blanket OT10) når man søger om uddannelsesstøtte.
Også et familiemedlem til en nordisk statsborger kan få uddannelsesstøtte hvis opholdet i Finland er registreret eller vedkommende har et opholdskort.
Hvis man flytter til Finland udelukkende med henblik på at studere, har man ikke ret til finsk uddannelsesstøtte. Derimod skal man henvende sig til de myndigheder i hjemlandet som bevilger uddannelsesstøtte. Du kan finde yderligere information på FPA's netsted.
Uddannelsesstøtte i udlandet
Under bestemte forudsætninger kan man også få uddannelsesstøtte fra Finland hvis man tager dele af (eller hele) sin uddannelse i udlandet. Uddannelse eller praktik i udlandet skal være forbundet med uddannelsen gennemført i Finland, eller uddannelsen skal svare til en finsk støtteberettiget uddannelse.
Som hovedregel kan kun finske statsborgere få uddannelsesstøtte til at gennemføre en hel uddannelse i udlandet. I særlige tilfælde kan dette dog også lade sig gøre for statsborgere fra andre lande. Du kan finde yderligere information på FPA's netsted.
