Handlinger tilknyttet webside

Børnetilskud

Børnefamilier på Island har ret til børnetilskud, men også til andre former for støtte, hvis barnet har brug for særlig omsorg. Desuden ydes der almindelig støtte og rabatter, som man kan læse om her.

Fotograf
Magnus Fröderberg/norden.org

Børnetilskud udbetales fra et år efter et barn bliver født eller flytter til landet, og ophører det år, hvor barnet fylder 18 år.

Der skal ikke søges om børnetilskud, men størrelsen afhænger af indkomsten og fastsættes efter hvert års skatteansættelse. Dog er et vist beløb for børn under 7 år uafhængigt af indkomsten.

Tilskuddet udbetales fire gange om året. De to første gange, 1. februar og 1. maj, udbetales det beløb, der er beregnet på forhånd, og de to sidste gange, 1. august og 1. november, betales restbeløbet, idet tilskuddets totalbeløb bliver udregnet pr. 1. august.

Forældre, der flytter med deres barn til et andet nordisk land, kan have ret til at få børnetilskud i op til et år efter flytningen. Beløbet udregnes da i forhold til den del af indkomståret, hvor de var bosat på Island. Når der samtidig udbetales børnetilskud i de øvrige nordiske lande, kan det forekomme, at forældrene modtager tilskud fra to lande på samme tid, selv om det så dækker to forskellige perioder.

Det kan medføre, at forældre, der flytter til Island fra et andet nordisk land, kan komme i den situation, at de må undvære børnetilskud fra den dag, de flytter til landet, og til det følgende års skattefastsættelse, hvor udbetalingen af det islandske børnetilskud begynder. Nærmere informationer kan findes på det nordiske skattenet Nordisk eTax.

Anden støtte til børnefamilier

Udover børnetilskud yder Statens Forsikringsinstitut forskellige former for støtte til børnefamilier. Denne støtte kan opdeles i almindelig bistand til forældre i forbindelse med deres børn og særlig bistand til forældre, der har bestemte problemer at slås med.

Den almindelige bistand består bl.a. i lavere betaling for lægehjælp, tilskudsordninger for børn, barnepension, rabatkort og rabat på visse former for tandlægebehandling.

Gennem den særlige bistand søger man at komme forældre til undsætning, hvis et barn har alvorlige problemer at slås med, såsom handicap, langvarig sygdom, udviklingsforstyrrelser og adfærdsforstyrrelser. Hjælp fra Statens Forsikringsinstitut kan bestå i betaling for omsorgsydelser, omsorgskort, fysioterapi, taleundervisning, hjemmesygepleje, dækning af rejseudgifter, dækning af udgifter til rekreationsophold, medicinkort og hjælpemidler. Der gælder bestemte regler og betingelser for hver type af bistand. Nærmere oplysninger kan findes på Statens Forsikringsinstituts hjemmeside.