Bil i Danmark
Læs her hvilke regler der gælder hvis du ønsker at tage din bil med når du flytter til Danmark.
Hvis du bor i Danmark skal din bil være indregistreret i landet.
Hvis du medbringer en bil fra et andet nordisk land, skal du inden 14 dage:
- Lade bilen fortolde hos det nærmeste Skattecenter og betale told.
- Lade bilen forsikre i et forsikringsselskab og bede dem udstede et forsikringsbevis.
- Når bilen er fortoldet, synet, forsikret og der er betalt registreringsafgift, kan den indregistreres.
Registreringsafgift
Du skal betale registreringsafgift af indførte biler, såvel nye som brugte. Det gælder uanset om du indfører en bil fra et EU-land eller fra andre lande.
Du skal også betale registreringsafgift af biler som du indfører told- og momsfrit som flyttegods.
Toldsyn
Først skal din bil synes ved en godkendt synsvirksomhed.
Synsvirksomheden foretager dels et almindeligt teknisk syn, dels et såkaldt "toldsyn" med henblik på at fastslå bilens identitet, km-stand, udstyr og stand generelt.
Afgift
Inden du kan få nummerplader på bilen, skal du henvende dig til et skattecenter hvor du skal betale registreringsafgift.
Registreringsafgiften beregnes af en skønnet værdi for bilen. Der tages udgangspunkt i bilens markedspris/handelspris inklusive registreringsafgift samt bilens oprindelige nypris.
Du skal medbringe/indsende:
- Anmeldelsesblanket 21.016
- Synsblanketten (og toldsynsblanketten) fra synsvirksomheden
- Den udenlandske registreringsattest
- Eventuel kvittering for betaling af told (ved køb fra ikke-EU lande)
- Penge til betaling af afgiften.
Når du har betalt registreringsafgiften, får du udleveret en attest som du skal bruge ved køretøjets indregistrering.
Bilen registreres også på motorkontoret. Ved indregistreringen skal man medbringe kvittering for betalt registreringsafgift, forsikringsbevis, synsrapport, udenlandsk indregistreringsattest (den eksisterende indregistreringsattest), samt de gamle nummerplader.
Hvis du ikke lader din bil indregistere inden der er gået 14 dage, skal du lade bilen afregistrere i hjemlandet og derefter leje prøveplader på motorkontoret.
Du skal være opmærksom på at 14 dages fristen ikke gælder hvis du indfører (importerer) et motorkøretøj. Hvis du gør det skal du straks ved ankomsten til Danmark lade bilen afregistrere i hjemlandet, forsyne den med prøveplader fra motorkontoret og i øvrigt følge proceduren ovenfor.
- Se pjecen om indførsel af brugte personbiler på Skats netsider .
Regler for midlertidig bosatte og pendlere
Er du midlertidigt bosat i Danmark, skal du søge SKAT om at få lov til at benytte din udenlandsk registrerede bil i Danmark.
Du kan læse mere og hente ansøgningsskemaet på SKATs netsted.
Hvis du har bor og har folkeregisteradresse i udlandet, kan du køre i Danmark i en bil der er indregistreret i det land hvor du bor.
