Handlinger tilknyttet webside

Bolig i Danmark

Her kan du læse om de forskellige boligformer i Danmark og om udlændinges ret til at eje bolig i landet.

Ved stranden 18
Fotograf
Ane Cecilie Blichfeldt

Der er flere forskellige boligformer i Danmark:

  • Ejerbolig
  • Andelsbolig
  • Lejebolig

Kan udlændinge købe ejer- og andelsbolig i Danmark?

Hvis du er udlænding og vil købe ejerbolig eller andelsbolig i Danmark, gælder særlige regler:

Hvis du er statsborger i et EU- eller et EØS-land, kan du købe fast ejendom i Danmark uden at søge tilladelse hvis boligen skal bruges som helårsbolig, eller boligen er nødvendig for at kunne udøve selvstændigt erhverv.

Du skal i givet fald afgive en erklæring til Tinglysningsretten om at du vil anvende boligen i overensstemmelse med loven.

Hvis du ønsker at købe en ejendom i Danmark som du ikke skal benytte som helårsbolig, bliver det betraget som en "sekundærbolig". Eksempler på sekundærboliger er fritidshuse, sommerhuse eller helårsboliger som du ikke selv benytter hele året.

Du skal søge Justitsministeriet om lov til at købe sekundærbolig i Danmark hvis du ikke bor i Danmark, og hvis du ikke tidligere har boet mindst fem år i Danmark.

Justitsministeriet giver kun tilladelsen hvis du som ansøger har en ganske særlig stærk tilknytning til Danmark.

Hvis du er statsborger i et andet land end et EØS-land, skal du søge Justitsministeriet om tilladelse til at købe fast ejendom i Danmark.

Ejerbolig

En ejerbolig er en bolig du selv ejer. Når du er boligejer skal du betale ejendomsskat.

Finansiering af ejerbolig

Hvis du skal låne penge til køb af ejerbolig, kan du vælge mellem fire lånetyper:

  • Obligationslån
  • Kontantlån
  • Afdragsfrie lån
  • Rentetilpasningslån

Den økonomiske situation og den fremtidige økonomi er afgørende for hvilken type lån du skal vælge.

Kan du betale boligen kontant eller skal dele af boligen finansieres? Dette er nogle af de spørgsmål, du skal tage stilling til inden du køber bolig.

Andelsbolig

En andelsbolig er en ejendom der ejes og drives af en forening på andelsbasis. Det vil sige at ejendommen bebos af foreningens medlemmer.

Når du køber en andelsbolig, ejer du ikke sin bolig. Men du er medlem af andelsboligforeningen og ejer en andel af foreningens formue med brugsret til en af lejlighederne.

Økonomi når du køber en andelsbolig

Når du køber en andelsbolig, betaler du et engangsbeløb til andelsboligforeningen. Desuden betaler du en månedlig boligafgift.

Engangsbeløbet er ofte forholdsvist højt, men ikke så højt som ved køb af ejerbolig.

Mange vælger, at finansiere engangsbeløbet ved et andelsboliglån.

Leje af bolig

Bor du til leje, er dine rettigheder og pligter beskrevet i lejeloven. Det samme gælder forholdet mellem lejer og udlejer.

Oplysninger og information om lejerbolig kan fås hos Lejernes Landsorganisation.

Der findes to typer af lejeboliger: private lejeboliger og almene lejeboliger.

De almene lejeboliger er svære at få fat i for udlændinge, fordi de som regel udlejes efter venteliste. Derfor vælger udlændinge som regel de private lejeboliger der er hurtigere at overtage.

Når du skal leje en bolig i Danmark, skal du især være opmærksom på følgende:

  • Der er meget vigtigt at lave en lejekontrakt, der er i overensstemmelse med lejeloven.
  • Lejelighedens tilstand. Senest 14 dage efter overtagelsen skal du gøre opmærksom på fejl ved lejligheden.
  • Ellers kan du selv komme til at skulle betale for fejlene. Det er også en god idé at tegne en indboforsikring.

Find mere information på borger.dk.s sider om lejeboliger.

Boligstøtte

Der findes i Danmark to typer støtte til betaling af husleje; boligydelse og boligsikring:

  • Boligydelse: Hvis du er pensionist eller folkepensionist.
  • Boligsikring: Til alle andre.

For at få boligsikring skal din bolig være en helårsbolig, og den skal have eget køkken eller køkkenniche med indlagt vand og afløb.

Ydelsernes størrelse afhænger af din indkomst og en række andre individuelle forhold.

Du søger om boligsikring og boligydelse hos din kommune.

Køb af sommerhus

De fleste danske sommerhuse kan sagtens bruges til bolig om vinteren, men for at man kan bo i et fritidshus hele året skal huset have helårsstatus.

For at købe sommerhus i Danmark skal du have fast bopæl i Danmark eller tidligere have boet sammenlagt 5 år i Danmark (se ovenfor: "Kan udlændinge købe ejer- og andelsbolig i Danmark?")

Reglerne for køb af sommerhus ligner meget reglerne for køb af almindeligt helårshus.

 

Relateret indhold
  • Informationstjenesten Hallo Norden (Organisation)

    Hallo Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Formålet er at lette mobiliteten for privatpersoner i Norden. På netstedet kan du læse om de regler der gælder hvis du flytter, studerer eller arbejder i de nordiske lande. Du kan også stille spørgsmål om din specifikke situation på svensk, dansk, norsk, finsk og islandsk.

  • Øresunddirekt (Organisation)

    Øresunddirekt er en informationstjeneste som formidler offentlig information fra myndighederne til borgerne og erhvervslivet i Øresundsregionen.


 

Stil dit spørgsmål til Hallo Norden

Hvis du har spørgsmål om at flytte, arbejde eller studere i Norden, kan du bruge Hallo Nordens spørgeformular.