Handlinger tilknyttet webside

Køb af varer og tjenester i Finland

I dette afsnit kan du læse om hvad du skal være opmærksom på når du køber varer eller tjenester som eksempelvis mobil- og internetabonnementer. Du kan også læse om kreditinformation og overførsel af kreditinformation mellem de nordiske lande.

I Finland kan det være et krav at du har et finsk personnummer for at kunne indgå aftaler om nogle af tjenesterne. Hvis du ikke har et finsk personnummer, kan det også begrænse brugen af nogle af tjenesterne. Du kan læse mere om personnummer i afsnittet Anmeldelse af flytning i Finland.

Telefon

Næsten alle i Finland har i dag en mobiltelefon, og derfor findes der næsten ingen offentlige telefoner eller telefonbokse.

Mobilabonnementer

Hvis du vil oprette et abonnement med månedlige indbetalinger, skal du tegne et abonnement hos mobiloperatøren. Operatøren kan kræve at kunden har et finsk personnummer eller et midlertidigt personnummer ved underskrivelsen af aftalen.

I stedet for et abonnement med månedlige indbetalinger kan du vælge et forudbetalt abonnement (for eksempel taletidskort) hvor du betaler forbruget på forhånd. Når du køber et forudbetalt abonnement, stilles der normalt ikke krav om et finsk personnummer. Et forudbetalt abonnement kan oprettes via internettet, i en af operatørens butikker eller i mange kiosker og butikker. Ved køb via internettet kan det være nødvendigt at have netbank i en finsk bank. Afhængigt af operatøren kan man købe mere taletid til et forudbetalt abonnement via internettet, i operatørens butikker, i kiosker, butikker eller i Otto-hæveautomaterne.

I Finland finder du blandt andet følgende mobiloperatører Sonera, Elisa, DNA, Saunalahti og TeleFinland. Du kan bruge 3G-nettet i alle finske kommuner.

Fastnetabonnement

Fastnettelefoner bliver sjældnere og sjældnere i Finland. Operatørerne tilbyder stadig fastnetabonnementer, men i markedsføringen opfordrer de folk til at bruge mobiltelefon. I Finland tilbydes fastnetabonnementer primært af Sonera, Elisa og DNA samt lokale teleselskaber.

Internet

En stor del af kommunikationen mellem de offentlige myndigheder, virksomheder og privatpersoner i Finland foregår i dag via internettet. For eksempel har bankerne i endnu højere grad flyttet sine tjenester over på nettet, og de kan eksempelvis opkræve et gebyr hvis regningerne ikke betales via netbanken. Du kan også sende ansøgninger til FPA og udfylde din selvangivelse via internettet. Når du bruger internettet til at ordne personlige sager som disse, skal du bruge din kode til netbanken eller dit Net-ID. Også eksempelvis boligannoncer og jobannoncer formidles i høj grad via internettet.

Der findes for eksempel offentlige internetterminaler på bibliotekerne. Mange banker har ligeledes internetterminaler som kan bruges til netbanktjenester og betaling af regninger. De finske arbejdsformidlinger har normalt også internetterminaler som du kan bruge i forbindelse med jobsøgning. Der findes også internetterminaler på mange caféer og restauranter.

På offentlige steder som biblioteker, skoler, caféer, restauranter og i tog er der ofte gratis trådløst internet som du kan bruge med din egen computer.

Internetabonnement

I praksis er alle internetforbindelser i dag bredbåndsforbindelser. Du kan eksempelvis have en fast bredbåndsforbindelse derhjemme. Et mere og mere udbredt alternativ til en fast bredbåndsforbindelse er et mobilt bredbånd, som sluttes til computeren ved hjælp af et USB-modem og som fungerer inden for operatørens dækningsområde.

Operatøren kan kræve at kunden har et finsk personnummer eller et midlertidigt personnummer ved underskrivelsen af aftalen. I nogle operatørers netbutikker kan det også være nødvendigt med et finsk mobilnummer.

I Finland finder du blandt andet følgende internetudbydere: Sonera, Elisa, DNA, Saunalahti og TeleFinland.

Tv

I Finland ophørte de analoge tv-udsendelser i 2008. For at kunne modtage det digitale tv-signal i Finland, skal du slutte en digitalboks til tv-apparatet eller have et tv med indbygget digital tuner.

Tv-licens

Fra og med den 1.1.2013 skal man ikke længere betale tv-licens i Finland.

Kreditinformation

I de nordiske lande administreres kreditinformation af private firmaer. Virksomheden har samarbejdsaftaler med de andre nordiske lande, således at anmærkninger som er registreret i Finland også kan tjekkes i de andre nordiske lande.

I henhold til loven har alle ret til gratis aktindsigt i egen kreditinformation én gang om året. Du kan gennemgå kreditinformationen personligt, eller du kan sende en anmodning til den virksomhed som administrerer kreditinformationen.

En privatperson kan ikke få en anmærkning uden at få information om det. Anmærkninger bliver kun stående i kreditinformationsregistret i en begrænset periode.

Problemer

Hvis der opstår problemer kan du kontakte Konsumentverkets forbrugerrådgivning. Forbrugerrådgivningen giver information om forbrugernes rettigheder og pligter, mægler i konflikter mellem forbrugere og virksomheder og giver gode råd om blandt andet spørgsmål i forbindelse med bolig- og ejendomshandel.

Forbrugerrådgivningen kan kontaktes på hverdage mellem 9.00 og 15.00 på +358 (0)71 873 1901 (på finsk) og +358 (0)71 873 1902 (på svensk). Du kan finde forbrugerrådgivningens kontorer hos magistraterne på Konsumenteuropa i Finland.

Stil dit spørgsmål til Hallo Norden

Hvis du har spørgsmål om at flytte, arbejde eller studere i Norden, kan du bruge Hallo Nordens spørgeformular.

Mere om Finland

Flytte til Finland

Arbejde i Finland

Studere i Finland

Flytte i eller til Norden

Flytte til Danmark

Flytte til Sverige

Flytte til Norge

Flytte til Island

Flytte til Finland

Flytte til Åland

Flytte til Færøerne