Fagforeninger på Island
Fagforeninger varetager en vigtig opgave på Island, og så godt som alle lønmodtagere er medlemmer af en fagforening. Det tilrådes at sætte sig godt ind i fagforeningernes virksomhed og få information om den støtte, de yder.
Fagforeningernes opgave er først og fremmest at træffe aftaler om løn og andre arbejdsvilkår i overenskomster på vegne af medlemmerne og at varetage deres interesser på arbejdsmarkedet.
Langt de fleste fagforeninger råder over fonde, der virker til gavn for medlemmerne, såsom sygefonde ved sygdom, feriefonde og oplysningsfonde. Endvidere tilbyder fagforeninger deres medlemmer juridisk bistand, bl.a. ved uenighed med arbejdsgivere.
Næsten alle lønmodtagere på Island er medlemmer af en fagforening. Dog er det tilladt at stå uden for fagforeningerne, men de, der vælger dette, har alligevel pligt til at arbejde efter lovligt fastsatte overenskomster og betale til fagforeningerne.
De fleste fagforeninger indgår i større fagforbund efter erhvervsgrene og landsdele. Disse forbund af fagforeninger indgår i et af lønmodtagernes fire storforbund: ASÍ, BSRB, BHM og KÍ. Desuden står en række fagforeninger uden for disse forbund.
- ASÍ, Alþýðusamband Íslands: den største interesseorganisation for lønmodtagere på Island, 2/3 af lønmodtagerne i faglige organisationer står i ASÍ. (i alt 108.000 medlemmer)
- BSRB, Bandalag starfsmanna ríkis og bæja (Forbundet af ansatte i stat og kommuner): Den største organisation af offentligt ansatte på Island. (i alt ca. 20,000 medlemmer).
- BHM, Bandalag háskólamanna (Foreningen af Universitetsuddannede): er en sammenslutning af 25 fagforeninger for universitetsuddannede. (i alt 8.500 medlemmer).
- KÍ, Kennarasamband Íslands (Islands Lærerforening): fagforening for lærere og ledende personale i skolerne, har i alt 8 medlemsforeninger. (i alt 10.000 medlemmer).
Det samlede antal medlemmer i disse fire største forbund er ca. 146.500 personer – og Islands samlede befolkningstal er 318.452 (1. januar 2011).
