Folkeregister på Island
Hvis man skal flytte til et andet nordisk land, er det nødvendigt at sætte sig grundigt ind i reglerne for registrering med folkeregisteradresse og udstedelse af personnumre. Her kan man finde oplysninger om offentlig registrering på Island, uanset om der er tale om vedvarende adresseændring eller registrering i forbindelse med midlertidigt ophold på Island.
For dem, der flytter til Island fra et andet nordisk land, gælder en nordisk overenskomst om offentlig personregistrering mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Overenskomsten fastslår, at det kun er muligt at være registreret med folkeregisteradresse på ét sted i Norden. Det er reglerne i det land, man flytter til, der afgør, hvordan registreringen sker.
på Island er det Det nationale folkeregister, der står for optagelse med adresse i folkeregisteret og for udstedelse af personnumre. Nordiske statsborgere, der har tænkt sig at bo og arbejde på Island i kortere tid end seks måneder, behøver i almindelighed ikke flytte deres folkeregisteradresse til landet. Hvis de får brug for et personnummer, f.eks. i forbindelse med uddannelse eller arbejde, kan de ansøge om at få udstedt et personnummer uden at skifte folkeregisteradresse til Island.
De, der flytter til Island fra et af de nordiske lande, og som vil bo og arbejde på Island længere end 6 måneder, er imidlertid pligtige til at flytte deres folkeregisteradresse til landet. Det gør man ved at henvende sig enten til Det nationale folkeregister eller til kommunekontoret dér hvor man opholder sig, og meddele flytning. Ved optagelse i folkeregisteret skal der medbringes personlig legitimation.
Nærmere oplysninger kan findes på Det nationale folkeregisters hjemmeside.
