Handlinger tilknyttet webside

Sundhedsvæsen og sygeforsikring på Island

Statens Forsikringsinstitut varetager den offentlige forsikring på Island. Hovedkontor og servicecenter ligger i Reykjavik. Uden for hovedstaden er det sysselmændene, der repræsenterer instituttet og sørger for tildeling af offentlige forsikringer. Det offentlige forsikringssystem er delt op i pensionsforsikring, ulykkesforsikring og sygeforsikring. Den offentlige forsikring omfatter alle enkeltpersoner, der har deres folkeregisteradresse i landet.

Kroppen
Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

Nordiske statsborgere og islændinge, der har boet i udlandet, har ret til ydelser fra Forsikringsinstituttet, så snart de har haft fast bopæl på Island i 6 måneder. Har de været sygeforsikrede i et andet EØS-land i de sidste 6 måneder, og kan de som dokumentation for dette fremlægge attesten E-104, opnår de straks sygeforsikring. Børn og unge, på 16 år eller yngre, er sygeforsikrede sammen med deres forældre. Det samme gælder stedbørn og plejebørn.

Nærmere oplysninger om offentlig forsikring fås hos Statens Forsikringsinstitut.

Sundhedstjeneste

Til almindelig sundhedstjeneste, hvad enten det drejer sig om egen læge eller specialister, betales der tilskud af Statens Forsikringsinstitut. Som regel skal der betales ankomstafgift, når man ankommer til et sundhedscenter.

Er man under den offentlige sygesikring, er man efter lægens råd garanteret gratis ophold på et hospital, herunder på fødeafdelingerne. Der garanteres ophold så længe, som dette er nødvendigt, herunder lægehjælp, medicin og anden service ydet af hospitalet. For at få en læge skal man tage kontakt med sundhedscentret i sin kommune eller i sit boligkvarter. På sundhedscentret arbejder der læger, sygeplejersker og andet specialuddannet personale. Her foregår lægeundersøgelser, vaccinationer og spædbørnsundersøgelser. I hovedstadsområdet findes der et sundhedscenter for hver bydel eller hvert kvarter. Det er forskelligt, hvor længe man skal vente på at få egen læge, men indtil man får en læge, kan man altid bestille en tid på sundhedscentret. På Rigslægens hjemmeside finder man en liste over alle sundhedscentre i landet. Uden for sundhedscentrenes åbningstider kan man ringe til Lægevagten, som betjener hovedstadsområdet.

Uden for hovedstaden er der som regel læger på vagt, som man kan komme i kontakt med uden for sundhedscentrenes åbningstider. Det tilrådes at undersøge, hvordan tingene er organiseret i den kommune, man bor i. Ved ulykke eller akut sygdom ringer man til Nødlinien, som har tlf. 112.

Rettigheder under sygdom

Hvis lønmodtagere bliver syge, har de ret til løn efter den overenskomst, der gælder for deres fagforening. Det er arbejdsgiveren, der betaler løn under sygdom. For at få udbetalt løn under sygdom skal en medarbejder som regel have arbejdet hos samme arbejdsgiver i mindst 1 måned.

Ved arbejdsulykker eller i tilfælde af arbejdsrelateret sygdom, der opstår ved arbejdet eller som følge af det, eller ved ulykker, der sker under transport til og fra arbejdspladsen, betaler arbejdsgiveren løn for dagarbejde i op til 3 måneder udover den tid, hvori den skadede i forvejen måtte have ret til sygefravær. Derefter overgår man til sygedagpenge fra Statens Forsikringsinstitut. Ret til sygedagpenge har alle, der er sygeforsikret på de vilkår, som er nævnt ovenfor.

Forældre har ret til 7 dages fravær årligt som følge af sygdom hos børn under 13 år. Efter ét års ansættelse hos samme arbejdsgiver udvides denne ret til 10 dage.

Relateret indhold

 

Stil dit spørgsmål til Hallo Norden

Hvis du har spørgsmål om at flytte, arbejde eller studere i Norden, kan du bruge Hallo Nordens spørgeformular.