Handlinger tilknyttet webside

At flytte fra Norge til udlandet

Hvad skal jeg tænke på hvis jeg skal flytte fra Norge? Her finder du information for personer som skal flytte fra Norge til et andet land.

De nordiska flaggorna
Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

Hvis du har oparbejdet trygderettigheder i Norge og skal flytte til et andet EØS-land eller til et andet land i Norden, kan du ofte medbringe disse rettigheder. I nogle tilfælde betyder det at du i henhold til sammenlægningsbestemmelserne kan lægge disse rettigheder sammen med de rettigheder du oparbejder i det land du flytter til. Du skal dog være opmærksom på at du ikke kan overføre optjente rettigheder til en ydelse som ikke findes i det land du flytter til.

I andre tilfælde kan du få ydelserne udbetalt fra Norge. Du skal som hovedregel søge om at få ydelserne udbetalt fra Norge før du flytter. Du kan læse mere om at medbringe optjente trygderettigheder under afsnittene om dagpenge, sygedagpenge, forældreydelser og pension.

Medlemskab af Folketrygden

Overvej også at tjekke dit medlemskab af Folketrygden, for hvis du skal arbejde i udlandet udgår du oftest af den norske folketrygd. Hvis du ikke er medlem

  • betaler du ikke trygdeafgift
  • dækker Folketrygden ikke de medicinske udgifter du måtte have i udlandet
  • optjener du ikke pensionsrettigheder/pensionspoint efter folketrygdloven i den periode du opholder dig i udlandet.
  • får du ikke automatisk ret til udbetaling af løbende ydelser

Læs mere om frivilligt medlemskab på NAV's sider.

Skattemæssig fraflytning

Du er skattemæssigt fraflyttet Norge hvis du tager fast ophold i udlandet. Midlertidigt ophold i udlandet ophæver ikke det skattemæssige tilhørsforhold til Norge.

Reglerne om skattemæssigt tilhørsforhold ved emigration gælder for:

  • personer som var bosat i Norge den 31. december 2003, og
  • personer som har bosat sig skattemæssigt i Norge i 2004 eller senere.

Hvis du vil flytte fra Norge rent skattemæssigt, skal du dokumentere

  • at du har taget fast ophold i udlandet,
  • at du ikke har opholdt dig i Norge i en eller flere perioder som overstiger 61 dage i indtægtsåret, og
  • at du eller dine nærmeste (ægtefælle, sambo, mindreårige barn) ikke råder over en bolig i Norge.

Tidspunktet for afslutningen af det skattemæssige tilhørsforhold til Norge afhænger af hvor længe du har boet i Norge før du flyttede ud. Læs mere på den nordiske skatteportal Nordisk eTax. Du må regne med at skulle aflevere din selvangivelse i Norge i tre år efter at du rent fysisk er fraflyttet Norge.

Relateret indhold
  • Informationstjenesten Hallo Norden (Organisation)

    Hallo Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Formålet er at lette mobiliteten for privatpersoner i Norden. På netstedet kan du læse om de regler der gælder hvis du flytter, studerer eller arbejder i de nordiske lande. Du kan også stille spørgsmål om din specifikke situation på svensk, dansk, norsk, finsk og islandsk.

  • Grensetjänsten (Organisation)

    Grensetjänsten er et grænse- og myndighedsoverskridende samarbejde mellem Sverige og Norge. Grensetjänstens hovedopgave er at modtage og behandle spørgsmål fra personer og virksomheder som på den ene eller anden måde bevæger sig mellem landene.


 

Stil dit spørgsmål til Hallo Norden

Hvis du har spørgsmål om at flytte, arbejde eller studere i Norden, kan du bruge Hallo Nordens spørgeformular.