Bil til og fra Norge
Det er ikke tilladt at indføre et motorkøretøj afgiftsfrit til Norge som flyttegods. Køretøjet skal i de fleste tilfælde fortoldes og registreres med norske nummerplader. Er man bosat i udlandet, kan man på visse vilkår bruge en udenlandsk registreret bil i Norge. Her kan du læse om de forskellige regler for indførsel af køretøjer til Norge, og om hvor du kan henvende dig.
Indførsel af udenlandsk registreret bil til Norge
Det er ikke tilladt at indføre et motorkøretøj afgiftsfrit til Norge som flyttegods. Køretøjet skal i de fleste tilfælde fortoldes og registreres med norske nummerplader. Du kan finde mere information om fortoldning af køretøjer og priser på toldvæsenets netsted.
Før du indfører køretøjet, er det vigtigt at du indhenter oplysninger fra Statens vegvesens trafikstationer om de tekniske krav som stilles til køretøjet ved registrering på norske nummerplader.
Du bør også indhente oplysninger om eventuelle eksportrestriktioner eller lignende hos myndighederne i det land, hvor bilen er købt eller importeret fra.
Når du ankommer til en norsk grænse, er det vigtigt at du bruger en bemandet grænseovergang og henvender dig i rød zone. Du vil her modtage et transitdokument af toldvæsenet hvoraf det blandt andet fremgår hvornår du skal henvende dig til bestemmelsestoldstedet. På dette bestemmelsestoldsted betaler du merværdiafgift og eventuelt CO2-afgift. Bilens udenlandske nummerplader indleveres når merværdiafgiften betales.
Det er vigtigt at du køber midlertidige nummerplader på en af Statens vegvesens trafikstationer, før du kører til bestemmelsestoldstedet. Medbring dokumentation på chassisnummeret således at Statens vegvesen kan udstede midlertidige nummerplader.
Du skal medbringe følgende dokumenter:
- transitdokumentet
- faktura eller købekontrakt som viser den faktiske købssum samt en eventuel fragtfaktura og dokumentation for eventuelle andre udgifter som er påløbet køretøjet før det passerede den norske grænse (f.eks. forsikring)
- originalt udenlandsk registreringsdokument, eventuelt COC-certifikat. Hvis COC fremvises i forbindelse med import af nye biler, kan du i de fleste tilfælde betale engangsafgiften samtidig med merværdiafgiften.
Brugte køretøjer skal enkeltgodkendes af Statens vegvesen. Dette gøres på en af deres trafikstationer. Det er et vilkår at godkendelsen sker før engangsafgiften (registreringsafgiften) og skrotningspræmien beregnes af toldvæsenet.
Merværdiafgiften skal være betalt til toldvæsenet før enkeltgodkendelsen.
Du skal også betale engangsafgift til toldvæsenet før køretøjet registreres i Norge. Kontakt et lokalt toldkontor for at få beregnet engangsafgiften og skrotningspræmien. Toldvæsenet vil anføre på registreringskortet (blanket NA-0221) at afgifterne er betalt. Du kan tage registreringskortet med dig når du registrerer bilen hos Statens vegvesen.
Før du kan tage køretøjet i brug, skal det godkendes og registreres på en Statens vegvesens trafikstationer eller via Autoreg hos en bilforhandler med adgang til dette system. Du kan bestille en tid til registrering af køretøjet på de fleste trafikstationer.
Ved registreringen skal du medbringe blanket NA-0221 til brug ved afgiftsberegning og registrering, legitimation og forsikringsattest. Læs mere på Statens vegvesens netsted. Efter registreringen vil du modtage et krav om betaling af årsafgift fra toldvæsenet.
Du kan kontakte toldvæsenets informationscenter på tlf. 03012 hvis du har spørgsmål vedrørende indførsel og afgiftsberegning. Du kan også læse mere på toldvæsenets netsted og Statens vegvesens netsted.
Midlertidigt bosatte i Norge
Reglerne for afgiftsfri indførsel og midlertidig brug findes i 'Forskrift om avgiftsfri innførsel og midlertidig bruk av utenlandsregistrert motorvogn i Norge'. Forskriften gælder også for udenlandsk registrerede anhængere og campingvogne.
Er man bosat i udlandet, kan man på visse vilkår bruge udenlandsk registrerede køretøjer i Norge. Dette gælder for personer som arbejder midlertidigt i Norge, men også for personer som pendler mellem en arbejdsplads i Norge og en bopæl i udlandet.
Hvis du skal opholde dig i Norge i op til et år, kan køretøjet indføres afgiftsfrit til Norge og bruges midlertidigt i landet med udenlandske nummerplader. Det er i så fald vigtigt at du kan dokumentere at opholdet ikke varer mere end et år efter indrejsen til Norge, og at dokumentationen på dette opbevares i køretøjet. Dokumentationen kan eksempelvis være en norsk ansættelseskontrakt, en godkendt ansøgning om orlov fra arbejde i udlandet eller et bevis på en studieplads i Norge.
Hvis dit ophold bliver forlænget således at du kommer til at bo i Norge i op til to år, skal du søge om køretilladelse før du har opholdt dig i Norge i et år. Ansøgningen sendes til toldvæsenet. Det er også vigtigt at give besked til toldvæsenet hvis der sker ændringer i arbejdsforholdet i løbet af et-års perioden. Se toldvæsenets netsted for kontaktinformation til toldvæsenet.
Pendlere
En person, som pendler mellem Norge og et andet land, kan på bestemte vilkår bruge et udenlandsk registreret motorkøretøj i Norge. Personen skal enten pendle hver dag eller opholde sig i udlandet i mindst 185 dage i løbet af 12 måneder. Pendleren må ikke være tilmeldt det norske folkeregister og heller ikke have en ægtefælle eller et barn under 18 år som er bosat i Norge.
Vinterdæk og sommerdæk
I Norge er det chaufførens ansvar at vurdere om køretøjet har et tilstrækkeligt vejgreb. I glat føre opnår man et bedre vejgreb ved at bruge vinterdæk med eller uden pigge eller kæder.
Brug af vinterdæk med pigge er reguleret og ikke tilladt
- fra og med den første mandag efter 2. påskedag
- til og med den 31. oktober
I Nordland, Troms og Finnmark gælder reglerne fra og med den 1. maj til og med den 15. oktober.
I vinterperioden stilles der følgende krav til dækkene:
- mønsterdybden skal være minimum 3 mm uanset dæktype (sommerdæk med en mønsterdybde under 3 mm må ikke bruges i vinterføre)
- pigge er kun tilladt på vinterdæk (gælder ikke for motorcykler)
- køretøjer til og med 3.500 kg skal have pigdæk på alle hjul hvis man kører med pigdæk
Uden for vinterperioden skal mønsterdybden være mindst 1,6 mm.
Det er ikke påkrævet at bruge pigdæk i vinterhalvåret, og brug af vinterdæk uden pigge er ikke reguleret, men sådanne dæk har dårligere egenskaber end sommerdæk på våd asfalt i sommerføre.
Hvis føret kræver det kan man bruge pigdæk og kæder uden for vinterhalvåret. Desuden et det ikke påkrævet at bruge pigdæk i vinterhalvåret, og de to største byer, Oslo og Bergen, har indført en pigdækafgift for biler som kører med pigdæk mellem den 1. november og den 1. maj. Læs mere om afgifterne på Statens vegvesens netsted.
Vær også opmærksom på at nogle få veje i Norge lukkes om vinteren. Du kan få yderligere information om dette på Statens vegvesens netsted.
Brug af norsk registreret bil i et andet nordisk land
Det er ikke nødvendigt at registrere et norsk registreret køretøj i et andet nordisk land hvis opholdet i landet kun varer i kort tid. Hvor længe man må bruge et køretøj som er registreret i et andet land varierer fra land til land.
Man må bruge et norsk registreret køretøj i det land man besøger hvis opholdet varer mindre end 12 måneder i Sverige, mindre end 6 måneder i Danmark, Finland og på Island og Færøerne og mindre end 3 måneder i Grønland. Hvis opholdet og brugen af køretøjet overskrider de angivne tidsrum, skal køretøjet registreres i det pågældende land.
Ansvaret for registrering af køretøjer ligger hos Umferðastofa på Island, Transportstyrelsen i Sverige, Tulli i Finland og SKAT i Danmark.
