Indførsel af kæledyr til Norge
Hvilke dyr kan jeg tage med mig til Norge? Skal min hund vaccineres før min indrejse? Her kan du læse mere om de krav der stilles i forbindelse med indførsel af dyr til Norge.
Indførsel af hund og kat
Norge følger EU's regler for rejse med og indførsel af kæledyr som trådte i kraft i 2004. Inden for EU er der fælles regler for rejse med og indførsel af hunde, katte og ildere.
Hunde og katte kan indføres og medbringes på rejser til Norge når følgende regler er opfyldt:
- Dyret skal være id-mærket med chip eller tatovering. Kun FE CAVA eller ISO-standard accepteres.
- Dyret skal have et EU-dyrepas som er udstedt af en autoriseret dyrlæge.
- Dyret er vaccineret mod rabies (hundegalskab) med en inaktiveret vaccine.
- Dyret har fået en ormekur mod bændelorm af en dyrlæge tidligst 10 dage før indførslen til Norge. Behandlingen skal gentages senest 7 dage efter indførslen til Norge og skal dokumenteres i passet.
- Der skal tages en blodprøve til kontrol af rabiesantistoffer mindst 120 dage og højst 365 dage efter den sidste rabiesvaccination. Der skal foreligge et svar på blodprøven fra et godkendt laboratorium, og svaret skal vise at dyret har et antistofniveau på mindst 0,5 IE/ml. For at dokumentationen skal forblive gyldig, skal ejeren sørge for at dyret bliver revaccineret mod rabies inden for den tidsramme som vaccineproducenten anbefaler.
Vær opmærksom på at dyr som opholder sig lovligt i Sverige frit kan indføres til Norge og omvendt, både ved kortere og længere ophold. Dette gælder dog ikke farlige hunde. Se Mattilsynets netsted for yderligere information om dette.
OBS, hunde og katte, som kommer fra Sverige, skal behandles mod bændelorm. Dette gælder for hunde og katte, som er ældre end tre måneder. Behandling mod rævens dværgbændelorm skal være foretaget inden for de sidste 48 timer før indrejse til Norge. Hunde- og katteejere kan selv behandle deres dyr og skal ved indførelsen kunne dokumentere, at dyret er behandlet. Læs mere om de nye regler for hunde og katte fra Sverige på Mattilsynets netsteder.
Indførsel af andre dyr
Se Mattilsynets netsted for uddybende information om privat og kommerciel indførsel af sports- og kæledyr som burfugle, kaniner og gnavere.
Det er ikke tilladt at importere eksotiske dyr til Norge, hvilket er beskrevet på Mattilsynets netsteder om eksotiske dyr.
Hvis man skal rejse rundt med hest, anbefales det, at man læser Mattilsynets netsteder om hesteimport og -eksport for at få tips til, hvordan man skal forholde sig.
