Ungdomsuddannelser i Sverige
Denne side henvender sig til dig som har et barn som er i gang med eller skal begynde på en ungdomsuddannelse, og til dig som ønsker at læse et år af din ungdomsuddannelse i Sverige.
Ungdomsuddannelser
Ungdomsuddannelserne er afgiftsfrie og frivillige skoleformer for 16-20 årige som de kan vælge at gennemføre efter at have afsluttet grundskolen.
Næsten alle unge tager en ungdomsuddannelse efter at have afsluttet grundskolen. Ungdomsuddannelserne består af nationale programmer, særlige programmer og introduktionsprogrammer for de elever som mangler kompetencer i nogle bestemte fag.
Forældre og elever kan frit vælge hvilken skole barnet skal gå i. Du kan vælge mellem en kommunal skole og en friskole. Det kan være nødvendigt at være skrevet op til en friskole et par år i forvejen for at få en plads. På Skolverkets netsted Utbildningsinfo.se kan du se hvilke skoler du eller dit barn kan vælge imellem.
Ungdomsuddannelserne er alle af tre års varighed, og de er opbygget forskelligt. Ungdomsuddannelserne drives i både kommunalt og privat regi. Nogle retninger findes kun et par enkelte steder i landet. Du kan finde mere information hos Skolverket.
Den nordiske aftale om gymnaiseuddannelse og erhvervsrettet grunduddannelse betyder blandt andet at du har mulighed for at gennemføre din gymnasie- eller erhvervsuddannelse i et andet nordisk land på tilsvarende vilkår som i dit eget hjemland, og det skal være gratis for dig og din familie.
Der findes desuden særlige skoler og specialskoler for børn med særlige behov. Du kan finde mere information om særlige skoler og specialskoler hos Skolverket.
Hvis du kommer fra et andet nordisk land og vil tage et år af din ungdomsuddannelse i Sverige, kan du blive i landet i et år uden at være folkeregistreret i landet.
Folkehøjskole
Man kan også læse fag fra en ungdomsuddannelse på en folkehøjskole. Folkehøjskolen er en anderledes skoleform med mange forskellige retninger. Læs mere om de eksisterende folkehøjskoler på folkehøjskolernes netsted.
Sprogkundskaber
Når en elev fra et andet nordisk land skal begynde på en skole i Sverige, foretager den svenske skole en vurdering af elevens svenskkundskaber for at se om eleven har tilstrækkeligt gode sprogkundskaber til at kunne følge med i undervisningen.
Hvis eleven ikke har tilstrækkelige kundskaber tilbydes han eller hun undervisning i svensk som andetsprog.
Det er et krav at elever som går på et svensk gymnasium forstår så meget svensk at de kan følge med i undervisningen, samt at man opfylder de almindelige optagelseskrav i matematik og engelsk.
Modersmålsundervisning
En elev, som har en værge med et andet modersmål end svensk, har ret til modersmålsundervisning i dette sprog hvis sproget tales dagligt i hjemmet, og eleven har et grundlæggende kendskab til sproget. Hvis værgen har et nationalt minoritetssprog som modersmål skal eleven tilbydes modersmålsundervisning selv om sproget ikke tales dagligt i hjemmet. De nationale minoritetssprog udgøres af finsk, meänkieli (tornedalsfinsk), samisk (alle dialekter), romani og jiddisch. På netstedet minoriet.se, som er etableret af Sametinget på opdrag af Sveriges regering, kan man læse mere om de nationale minoriteter og minoritetssprog i Sverige.
Udenlandske karakterer
Når det gælder gymnasie- og erhvervsuddannelser skal elevens tidligere uddannelse og sprogkundskaber sammenlignes med niveauet på den svenske skoles tilsvarende trin. De udenlandske karakterer kan valideres på to måder. Den ene mulighed er at eleven skal op til en prøve på de svenske kurser. Den anden mulighed er at rektoren giver eleven karakteren Godkänt (Godkendt) hvis det fremgår af karakterer, eksamensbeviser eller lignende at eleven har niveauet til at få karakteren Godkänt. Rektor kan ikke give en højere karakter end Godkänt. Læs mere i Kap. 7 § 16 i den svenske lov om ungdomsuddannelser.
Uddannelsesstøtte
Hvis du flytter til Sverige og har fået permanent opholdstilladelse har du normalt ret uddannelsesstøtte. På Centrala studiestödsnämndens netsted kan du se om du opfylder kravene. CSN kan sædvanligvis give dig ret til svensk uddannelsesstøtte hvis du er flyttet til Sverige af en anden årsag end at studere i landet. Hvis du er gæstestuderende, skal du selv finansiere dine studier. Du kan finde yderligere information og blanketter på CSN's netsted.
Højskolekompetence
Du kan læse mere om hvilke krav man skal opfylde for at læse videre på højskolerne på vores side om videregående uddannelse.
