Handlinger tilknyttet webside

Skat i Danmark

Læs her om hvornår du skal betale skat i Danmark, og om hvordan det danske skattesystem er indrettet.

Fuld eller begrænset skattepligt

Hvis du bor eller arbejder i Danmark, er du skattepligtig i Danmark. Du kan enten være "fuldt skattepligtig" eller "begrænset skattepligtig".

Fuld skattepligt

Hvis du er fuldt skattepligtig i Danmark, skal du i din selvangivelse medregne alle indkomster både fra Danmark og fra udlandet. Du er blandt andet fuldt skattepligtig i Danmark hvis du

  • har bopæl i Danmark
  • opholder dig i Danmark i mindst 6 måneder i sammenhæng
  • er udsendt af den danske stat, et amt eller en kommune til tjeneste uden for landet

Du kan læse mere hos Nordisk eTax.

Begrænset skattpligt

Du er begrænset skattepligtig til Danmark, når du arbejder i Danmark for en dansk arbejdsgiver samtidig med, at du bor i et andet land. Din lønindkomst fra den danske arbejdsgiver beskattes i Danmark, når arbejdet er udført her.

Hvis du er begrænset skattepligtig i Danmark, vil du typisk være fuldt skattepligtig i dit bopælsland. Her skal du på din selvangivelse opgive dine danske indtægter.

Forskellige slags indkomst

I Danmark skelner skattevæsenet mellem forskellige typer af indkomst:

A-indkomst

A-indkomst er for eksempel løn, dagpenge, pensioner, honorarer, feriegodtgørelse og statens uddannelsesstøtte.

Når du får udbetalt A-indkomst, har din arbejdsgiver eller den offentlige myndighed der udbetaler beløbet, sørget for at der er betalt A-skat af beløbet.

Er du almindelig lønmodtager, betaler du også skat af personlig indkomst som for eksempel underholdsbidrag og af kapitalindkomst, for eksempel renteindtægter og lejeindtægter, sammen med A-skatten.

B-indkomst

B-indkomst er for eksempel honorarindtægter fra foredragsvirksomhed. Når du får udbetalt B-indkomst, får du hele beløbet udbetalt.

Skattepligtig indkomst

I skatteberegningen indgår både den personlige indkomst og kapitalindkomst. Desuden er der ligningsmæssige fradrag, der består af udgifter til fx fagforening og A-kasse og udgifter til kørsel i forbindelse med dit arbejde. Beskæftigelsesfradraget, der beregnes automatisk af SKAT, er også et ligningsmæssigt fradrag.

Personlig indkomst

Personlig indkomst består af løn, dagpenge, pension, stipendier fra SU-styrelsen, honorarer, legater, underholdsbidrag samt værdi af fri bolig, telefon, firmabil og andre personalegoder.

Fra den personlige indkomst kan du trække et personfradrag. 

Bidrag til pensionsordninger som arbejdsgiveren administrerer, er allerede trukket fra i den løn, der står på oplysningssedlen.

Oplysningssedlen får du én gang om året fra din arbejdsgiver eller fra det sted du får dine penge udbetalt.

Kapitalindkomst

Kapitalindkomst består af både indtægter og udgifter. Du skal betale skat af indtægterne.

Det er for eksempel renteindtægter af penge du har i banken, renteindtægter af obligationer og pantebreve, udlejning af ejendom, nettolejeindtægt ved sommerhus- og værelsesudlejning samt udlodning fra investeringsforeninger.

Udgifterne er blandt andet renteudgifter af gæld til realkreditinstitutter, pengeinstitutter, pantebreve, studielån og anden gæld. Dem kan du trække fra i skat.

Dine renteudgifter er anført på årsopgørelsen.

Skatten i Danmark

I Danmark er skattesystemet progressivt. Det vil sige, at jo mere du tjener, des højere procentdel betaler du i direkte skat.

Skatten består af statsskatterne:

  • Bundskat
  • Topskat
  • Sundhedsbidrag: Sundhedsbidraget udgør 8 procent og bliver beregnet af den skattepligtige indkomst.
  • Arbejdsmarkedsbidrag: Arbejdsmarkedsbidraget er 8 procent og trækkes af din lønindkomst inden de øvrige skatter beregnes.

Ud over de statslige skatter findes:

  • Kommuneskat: Skatten varierer fra kommune til kommune. Kommuneskatten beregnes af din skattepligtige indkomst.
  • Kirkeskat hvis du er medlem af Folkekirken.
  • Ejendoms- og ejendomsværdiskat hvis du ejer en bolig.

Du kan finde en oversigt over aktuelle skattesatser hos Nordisk eTax.

Forskerordningen

I visse tilfælde vil forskere og nøglemedarbejdere i en virksomhed kunne indgå under en særlig, ordning og i en periode på indtil fem år betale en skat på 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønnen i fem år. Du får ikke fradrag af nogen art.

Der er en række betingelser for at du kan indgå under denne ordning, blandt andet skal din månedsløn gennemnitligt være højere end 70.600 danske kroner (2014).

Du kan læse mere om ordningen på SKATs netsted.

Årsopgørelse

SKAT danner årsopgørelsen på baggrund af oplysninger fra din arbejdsgiver, pengeinstitut og realkreditinstitut, men også oplysninger fra dig selv, hvis du har indberettet noget via Tidlig indberetning i TastSelv fra 1. februar til 18. februar.

Hvis du har ændringer til oplysningerne på din årsopgørelse, skal du oplyse dem til SKAT. Efterfølgende får du en ny årsopgørelse.

Læs mere

Læs mere om skat i Danmark på SKAT's netsted. Bemærk at al kontakt til SKAT skal foregå elektronisk eller via telefon. Du kan ikke få betjening på et skattecenter uden at have truffet aftale om det på forhånd.

Læs om skat i de nordiske lande og om nordiske skatteaftale på den nordiske skatteportal Nordisk eTax.