Handlinger tilknyttet webside

Set med mine øjne

Blogindlæg 20/03/2013

Mine første tre uger som generalsekretær har været præget af møder med mennesker og sager – både kendte og ukendte. Jeg har lagt vægt på at stifte bekendtskab med mine nærmeste medarbejdere, opdragsgivere i Ministerrådet og de store sagsområder som der arbejdes med. Jeg har stadig en del at gøre i denne proces. Lad mig opsummere nogle af de indtryk jeg indtil videre har fået.

Det nordiske samarbejde har en imponerende bredde og en stor mangfoldighed. Dette skaber en stor mængde viden og erfaringer til fælles nordisk nytte gennem projekter, samarbejdsorganer og institutioner. Jeg tror at vi kan blive endnu bedre til at gøre al denne viden anvendelig i forhold til politisk og faglig handling, og dermed kan vi få mere nordisk nytte ud af de menneskelige og økonomiske ressourcer vi investerer. Disse idéer vil jeg gerne drøfte yderligere med medarbejdere og opdragsgivere.

Jeg har registreret et stort ønske om mere og bedre tværsektorielt arbejde. Nordisk Ministerråd arbejder med en bred vifte af sagsområder på et relativt overordnet plan. Vi har derfor mulighed for at være katalysatorer for et sådant samspil på tværs af sektorer. Det kræver medarbejdere og ledere som tænker i helheder og som får mulighed for at arbejde på tværs.

Det bliver naturligt nok en vigtig strategi for mig at samarbejde med lederne om en fælles ledelsesplatform. Via en fælles forståelse for forventninger, værdier og spilleregler i forhold til ledelse, kan vi i samspil med medarbejderne udvikle lederfunktionen og dermed organisationen.

I de senere år er der gjort en stor indsats med hensyn til en systematisk forbedring af den måde vi arbejder på når det gælder styring af budgetter, projekter og institutioner. Jeg har behov for at gennemgå processer og strukturer for at bidrage til at vi bruger vores tildelte ressourcer på den bedst mulige måde, og at vi sikrer at vores store arbejde giver resultater. Det skal baseres på allerede eksisterende rapporter på forskellige områder og forankres hos vores opdragsgivere. Jeg er sikker på at der er plads til både forenkling, fornyelse og forbedring fremover. Mine første uger har inspireret mig til at påbegynde dette arbejde sammen med dygtige medspillere som kan se potentialet i det nordiske samarbejde!

Dagfinn Høybråten

 

Nyheder

Kalender