KreaNord – Designudstilling om hjælpemidler og velfærdsteknologi
KreaNord, Nordens kreative industrier, er gået sammen om at skabe en designudstilling om velfærdsteknologi til EXPO 2010 i Shanghai. Udstillingen finder sted i The Nordic Light House den 1.-15. oktober 2010. Virksomheder og større nordiske projekter fra hele Norden vil blive engageret som udstillere og få mulighed for at høste eksponering på Verdensudstillingen 2010.
KreaNord ønsker på EXPO 2010 i Shanghai at vise resten af verden, hvordan medlemslandene i Norden støtter op om designvirksomheder, der arbejder inden for handicaphjælpemiddelområdet og i kraft af solidt og erfaringsbaseret design udgør en epokegørende faktor for udvikling af velfærdsteknologi.
Fokus vil ligge på brugerens behov som den primære innovationsdriver i udviklingen af produkterne. Ønsket er at fremstille Norden som socialt ansvarlig og med fuld tolerance af alle mennesker, i dette tilfælde i forhold til handicapområdet. Udstillingen med navnet “Better City, Better Life” åbner på EXPO 2010 op for muligheden for netop at sætte fokus på de handicappedes forhold i byen.
Der lægges vægt på såvel det materielle som det immaterielle, hvilket understøtter målsætningen om at fremstille nordisk design som en helhedsproces, hvor udviklingen og processen op til det færdige produkt betragtes som lige så vigtig som selve produktet. Derfor vil Norden her markere sig som en af de regioner i verden, der har de nødvendige erfaringer, og markedsføre sig som en mulig samarbejdspartner for industrielt design, men også for brugerdrevet innovation, som er tilpasset den enkelte brugers behov.
Det er velfærdsinnovation, der harmonerer med de nordiske landes visioner om at fremstå som velfærdseksportører.
