Nordisk Sprogkampagne
Unge i Norden har sværere og sværere ved at forstå hinandens sprog, trods øget aktivitet på tværs af grænserne. Det er en udfordring som Nordisk Ministerråd vil arbejde med. Det sker blandt andet ved at iværksætte en sprogkampagne med fokus på at styrke nordiske børn og unges forståelse af dansk, norsk og svensk.
En af metoderne er at udvikle nye redskaber for lærere og andre, der arbejder med børn og unge – redskaber, som kan medvirke til at styrke sprogforståelsen i de tre sprog.
Den nordiske sprogkampagne blev lanceret på en konference om sprog i april 2010, og varer frem til efteråret 2011.
Elementerne i sprogkampagnen bygger på både nordiske og nationale tiltag. Hvor de nordiske tiltag hovedsagelig bygger på eksisterende samarbejdsprojekter som f.eks. sprogpiloterne, Norden før og nu, for at skabe synergi mellem disse, vil de enkelte lande komplettere det nordiske arbejde med egne nationale tiltag.
Nordisk Sprogkoordination har fået til opgave at lede sprogkampagnen.
Kampagneledelsen skal profilere og informere om kampagnetiltagene, og vi henviser til deres hjemmeside for yderligere oplysninger.
Der er også nedsat et sprogkampagneråd med et bredt udvalg af repræsentanter fra bl.a. Nordisk Kulturfond, Nordvision, Foreningerne Nordens Forbund, samt en række faglige instanser. Rådet skal bistå Nordisk Ministerråd og kampagneledelsen i arbejdet med sprogkampagnen.
