Handlinger tilknyttet webside
November, 2016

Kan Norden klare sig med et værdimæssigt udgangspunkt, som kan synes lidt naivt?

BLOGINDLÆG 27/11/2016

I denne mørke og kolde tid, hvor dagene bliver kortere, og temperaturen falder, gør vi noget af det, vi er gode til i de nordiske lande. Vi hygger. Vi samles omkring kaffe- og spiseborde med varme drikke og mad. Vi tænder stearinlys, og vi skaber den stemning af hygge, som er så unik, at udenlandske medier skriver om det, og et stort nordisk foretagende ligefrem bruger temaet i sine reklamer, hvor de korte dage hilses velkommen. Fordi det er tid til at hygge.

Jeg tror, at mange af samtalerne omkring de nordiske spiseborde i denne tid handler om verdens udvikling. I lyset af politiske begivenheder både nær og fjern spørger mange, hvad det er for en verden, som vi selv og ikke mindst vore børn og børnebørn i fremtiden skal leve i. Hvor er vi som indbyggere på denne klode på vej hen? Hvad betyder udviklingen i verden for os i Norden?

Når vi taler om det nordiske samarbejde, så er noget af det, som binder os nordboer sammen – ud over fælles historie og geografisk nærhed – at vi deler mange grundlæggende værdier. Vi værner om vore demokratier i åbne samfund præget af tillid – både til hinanden og til vore politiske ledere. Vore velfærdssystemer med lige adgang til sundhed, uddannelse og sociale sikkerhedsnet sikrer nogle af de mest lige samfund i verden, hvor vi med Grundtvigs ord styrer efter at sikre, at "få har for meget og færre for lidt". Vi arbejder på at sikre bæredygtige samfund, hvor vi forvalter naturens ressourcer med respekt for kommende generationer. Og vi respekterer forskelle og anerkender alle menneskers lige værdi, hvilket bl.a. afspejles i målrettede indsatser for at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder.

I lyset af den seneste udvikling i vore nærområder og i verden globalt kan det synes relevant at overveje, om disse værdier – tillid, åbenhed, ligestilling, lighed og bæredygtighed – kan opretholdes, eller om de bør erstattes med noget mere hårdtslående.

Kan Norden klare sig i verden med et værdimæssigt udgangspunkt, som nogle gange kan synes lidt naivt?

For mig at se er svaret et rungende JA. For når de nordiske lande ligger i toppen af alverdens hitlister – som de bedste lande at gøre forretning i[1], blandt verdens mest konkurrencedygtige lande[2], blandt verdens mest innovative lande[3] ... ja selv de mest lykkelige lande i verden[4] – så er det, fordi vore værdier skaber værdi.

Det er faktisk effektivt at have tillid til hinanden – og til vore politiske systemer – for det betyder, at mange kontrolforanstaltninger kan droppes. Tillid binder samfund sammen. Tillid lægger grunden for økonomisk produktivitet og vækst. Åbne samfund præget af tillid – og lav korruption – er attraktive investeringsmarkeder for globale virksomheder. Tillid binder samfund sammen. Tillid lægger grunden for økonomisk produktivitet og vækst. Åbne samfund præget af tillid – og lav korruption – er attraktive investeringsmarkeder for globale virksomheder.

Samtidig skaber vore arbejdsmarkedsmodeller og sociale sikkerhedsnet et godt grundlag for kreativitet og innovation. Det er muligt at tage risici – skifte job eller starte en ny virksomhed – uden at sætte alt på spil. Og den økonomiske lighed, som godt nok udfordres i disse år, men som fortsat præger de nordiske lande, er med til at skabe trygge samfund og afspejles i hårde facts som bedre sundhed og længere forventet levealder.   

Derudover har vores fokus på bæredygtighed medført et enormt forretningspotentiale for nordiske virksomheder, som har udnyttet mulighederne for at sælge grønne løsninger. Det er ikke et tilfælde, at 6 af verdens 20 mest bæredygtige virksomheder er nordiske.[5]  

Som Sveriges statsminister Stefan Löfven har sagt det flere gange: Vi skal lede kampen for bæredygtighed og bekæmpelse af fattigdom, fordi det er moralsk rigtigt og økonomisk smart.

Så i en verden, som kan opleves som mere usikker, bør vi holde fast i de nordiske værdier – tillid, åbenhed, ligestilling, lighed og bæredygtighed. For at fortsætte den positive udvikling i Norden, vi som nordiske borgere har nydt godt af de sidste mange år. Og for at gå foran i internationale sammenhænge og medvirke til at sikre en fortsat positiv udvikling både i vore nærområder og globalt. For med Ghandis ord selv at skabe den forandring, vi ønsker at se i verden.

Dét mener jeg, vi bør fokusere på, i vore snakke omkring spisebordet i denne mørke tid.

[1] World Bank ”Ease of Doing Business”-indeks 2016

[2] World Economic Forum Global Competitiveness Index 2015-16

[3] Global Innovation Index 2016

[4] World Happiness Report 2016

[5] Global 100 index 2016

Nyheder

Dagfinn Høybråten