Om filmprisen
Nordisk Råds Filmpris skal medvirke til at lette produktionen af nordiske film og styrke det nordiske filmmarked. Siden 2005 er den blevet uddelt sammen med Nordisk Råds andre priser for musik, litteratur og miljøarbejde.
Nordisk Råds Filmpris 2009 uddeles til den danske filminstruktør og manuskriptforfatter Lars von Trier og produceren Meta Louise Foldager for filmen Antichrist.
Nordisk Råds Filmpris blev uddelt for første gang på forsøgsbasis i 2002 i forbindelse med Nordisk Råds 50 års jubilæum. Den blev permanent i 2005 og siden er den blevet uddelt hvert år sammen med Nordisk Råds andre priser for musik, litteratur og miljøarbejde.
Fremme af nordisk spillefilmsproduktion
Hensigten med filmprisen er at fremme produktionen af nordisk film og udvikle det nordiske filmmarked og på længere sigt også bidrage til at styrke nordisk film internationalt.
Den skal gives til en spillefilm som er forankret i den nordiske kultur, har en høj kunstnerisk værdi, har udmærket sig i kraft af kunstnerisk originalitet og som udgør et helstøbt værk. Nytænkning inden for filmgenren er også et plus ved sammenligningen af de nominerede film. Filmene skal helst være på et nordisk sprog for at kunne komme i betragtning til filmprisen.
Et jurymedlem fra hvert nordisk land
Der vælges et jurymedlem samt en suppleant i hvert nordisk land. Disse personer er filmeksperter, men de skal være uafhængige af det pågældende lands filmbranche og ikke have private økonomiske interesser i de nominerede film.
En nordisk jury udvælger prisvinderen
De nationale jurymedlemmer danner en nordisk jury. Det er de nationale jurymedlemmer som foreslår hvilken film der skal nomineres fra deres eget land. De nominerede film offentliggøres i begyndelsen af september. Derefter er det den samlede nordiske jury som beslutter hvilken af de nominerede film – i øjeblikket én fra hvert nordisk land – som skal have prisen.
Film fra de selvstyrende områder ligge uden for landenes kvote på en film hver. Nominerede film fra de selvstyrende områder skal forelægges den nordiske jury. Når en færøsk, grønlandsk eller ålandsk film skal bedømmes indkaldes et midlertidigt jurymedlem fra det pågældende selvstyrende område.
Filmprisen deles mellem tre hovedaktører
Nordisk Råds Filmpris administreres af Nordisk Film- og TV-fondog er af samme størrelse som litteratur-, miljø- og musikpriserne, det vil sige 350.000 danske kroner (cirka 47.000 euro). Beløbet skal deles mellem manuskriptforfatteren, instruktøren og producenten, hvilket understreger at film som kunstart er resultatet af et nært samarbejde mellem disse tre hovedaktører. Filmprisen uddeles som regel sammen med de andre nordiske priser inden for litteratur, musik og natur- og miljøarbejde ved Nordisk Råds årlige møde, sessionen, om efteråret ved en særlig ceremoni. Filmprisen er blandt andet gået til Per Flys film 'Drabet' og til filmen 'Zozo' af Joset Fares fra Sverige.
