Generelt om prisen og udvælgelsesprocessen
Nordisk Råds Natur- og Miljøpris blev oprettet for at styrke bevidstheden om natur- og miljøarbejdet i Norden. Siden 1995 er den blevet uddelt sammen med Nordisk Råds andre priser.
Natur- og Miljøprisen gives til en nordisk organisation, en virksomhed eller en person som på en forbilledlig måde har præsteret at integrere respekten for natur og miljø i sine aktiviteter eller i sit arbejde eller som på anden vis har gjort en ekstraordinær indsats for naturen og miljøet.
Prisvinderen udvælges i tre trin
Modtageren af Natur- og Miljøprisen udvælges i en proces med tre trin. Først indbydes organisationer og private i Norden til at komme med forslag til modtagere som opfylder de kriterier som opstilles for det aktuelle års særlige deltema. Det kan være energibesparelse, bæredygtige samfund eller bevaring af kulturlandskabet.
I processens næste trin udvælges de kandidater som skal indstilles til prisen fra hvert nordisk land og henholdsvis Færøerne, Grønland og Åland. Valget foretages af nationale komitéer, som kan foreslå to kandidater fra hjemlandet eller fra det pågældende selvstyrende område.
De nationale komitéer foreslår finalisterne
Beslutningen om hvem der skal gå videre til tredje trin – finalen – og hvem der skal have prisen, tages af en nordisk bedømmelseskomité som består af 13 personer, to fra hvert nordisk land og ét fra henholdsvis Færøerne, Grønland og Åland. Det er disse medlemmer fra landene og de selvstyrende områder Færøerne, Grønland og Åland som sammen med deres respektive suppleanter udgør den nationale komité i de enkelte lande eller områder.
Navnet på prisvinderen skal offentliggøres mindst to uger før uddelingen
Bedømmelseskomitéen skal offentliggøre navnet på prisvinderen senest to uger før uddelingen af prisen. I praksis offentliggøres vinderen typisk om foråret. Prisen uddeles som regel sammen med de andre nordiske priser inden for litteratur, musik og film ved Nordisk Råds ordinarie session, om efteråret ved en særlig ceremoni.
Prisuddeling på sessionen
Natur- og Miljøprisen er ligesom priserne inden for litteratur, musik og film på 350.000 danske kroner (cirka 47.000 euro) og administreres af sekretariatet for den norske delegation i Nordisk Råd , som har hjemme i Stortinget.
Tidligere modtagere
Blandt tidligere modtagere af Nordisk Råds Natur- og Miljøpris kan nævnes den kendte, norske miljøorganisation, Bellona , den grønlandske miljøorganisation, Inuit Circumpolar Conference , Ålands Agenda 21 kontor , miljøforkæmperen, Bogi Hansen fra Færøerne og Albertslund Kommune i Danmark, tre nordiske banker, samt Scandic hotellerne.
