Handlinger tilknyttet webside

Isela Valve

Isela Valve: Joels färger, 2011

Den ålandske kunstner og forfatter Joel Pettersson (1892-1937) var modernist længe inden termen blev et begreb.

Han gjorde på sin egen måde oprør mod regler og systemer i en fri kreativ proces, som først opnåede den velfortjente anerkendelse flere årtier efter hans død. Hans motiv er miljøet omkring hjemgården i Norrby (”den grå by”), hvor han forbløffende fantasifuldt gengiver mødet med mennesker, dyr og ting. Sprogligt kombinerer han en folkelig fortællerstil, præget af en stærk dialekt og en overraskende humor med en højstemt bibelsk tiltale. Hans skuespil, som er skrevet for hjemsognets ungdomsforening, er folkelige lystspil med en psykologisk dybde under de komiske forviklinger. I sine malerier dyrker han en personlig ekspressionisme som har givet ham tilnavnet ”Ålands van Gogh”.

Livet på landet inspirerer ham, men det er kun i drømme og visioner, at han lever for alvor. ”Bogstavvirkelighedens” materialisme kvæler ham. Helt ind i sin sjæls inderste kan han mærke, hvordan det er at være anderledes. Til sidst bliver det umuligt at forene fantasien og den hårde hverdag. Han drives ud i et mentalt mørke, hvor det psykiatriske hospital i Grelsby bliver det sidste stop.

Joel Pettersson fortæller ofte om sin barndom. Han opgiver aldrig sin oprindelige barnlighed. "Jeg vil hoppe. Jeg vil danse. Og mit sind skal forblive åbent og muntert som et barns.”

Det tager Isela Valve op i sin billedbog ”Joels färger”, som er det selvstyrende område Ålands nominering til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2013. Hun fremhæver en fascinerende menneskeskæbne på en meget original måde. Petterssons egne malerier – med de jordnære nuancer – udgør hele tiden baggrunden for en dialog mellem kunstneren og hans publikum. Det er en montageteknik, som giver betragterens fantasi frit spillerum. Hverdagen er grå, men med sin pen og sin pensel fremtryller kunstneren en helt ny verden, som er fyldt med magi. De lyse farver rummer sollysets glæde, mens de mørke udtrykker dødsangstens nat.

I Isela Valves produktion – som omfatter seks børnebøger og flere selvbiografiske voksenbøger – er ”Joels färger” et kunstnerisk højdepunkt, hvor den korte tekst med sin lyriske klang uddyber billedernes budskab. Bogen henvender sig primært til små børn, men alle aldersgrupper kan få noget ud af at læse den.

Gustaf Widén