Handlinger tilknyttet webside

Sara Lundberg

Sara Lundberg: Vita Streck och Öjvind, 2011

Sara Lundbergs billedbog Vita Streck och Öjvind er historien om hvordan pigen Vita Streck, som skaber orden i trafikken ved at male hvide streger midt på vejen, får en ny ven. Men deres første møde bliver dramatisk. Öjvind, en dreng som følger vindens bevægelser, dumper lige ned i hendes spand med maling. Det huer ikke den pertentlige Vita. Hun vil have lige streger på sin vej, ikke et virvar af malerpletter og hvide fodspor.

Vita Streck och Öjvind er en billedbog om et umage venskab, men også om at få lov til at være den, man er. Öjvind og Vita er hinandens modsætninger. Hun bevæger sig langsomt hen ad vejen og maler, han følger vindens bevægelser. Hun er pertentlig og kontrolleret, han er spontan og uforudsigelig. Deres forskellige karakteristika udtrykkes med stor følsomhed i billederne, hvor Öjvinds skrøbelige, æteriske krop med det røde, buskede hår står i kontrast til den mere jordnære Vita. Også de streger, der omgiver dem, bærer deres signatur: tynde og livlige kontra lige og brede. Men på trods af disse kontraster og konflikter bliver Öjvind og Vita venner.

Sara Lundberg blander pastose og vandbaserede teknikker i Vita Streck och Öjvind. Hun leger med den serielle fortælling i sine billeder og lader typografien blive en integreret del af billederne i samspil med farve, form og symbolik for at fremhæve bevægelsen og friheden som det overordnede tema.

Sara Lundberg (f. 1971) bor i Stockholm og har illustreret andre forfatteres værker siden 2002. Hun slog igennem med sin første bog Vita Streck i 2009. Det er også den første bog om Vita.