Lani Yamamoto

Lani Yamamoto
Photographer
Ari Magg
Lani Yamamoto: Stína stórasæng. Crymogea 2013

Stina Stórasæng (Stina med den store dyne), Lani Yamamotos første børnebog på islandsk, er et vidunderlig smukt og udsøgt stykke bogarbejde. Bogen har sin titel efter hovedpersonen, pigen der altid fryser så meget og er så bange for kulden, at hun bruger al sin tid, energi og fantasi på at holde kulden ude og forhindre, at hun behøver begive sig ud i kulden. Hendes varme, behagelige hjem bliver et selvskabt fængsel, og det bliver stadigt sværere for Stina at kravle ud under dynen, at stå ud af sengen. Ensomheden og trangen til menneskeligt fællesskab bliver dog til sidst stærkere end frygten, og Stina vover sig ud. I stedet for at slubre varm kakao i sig holder hun sig nu varm ved at le og lege med sine venner. Stina får lært lidt af hvert i bogen, bl.a. at tingene ikke er lige så slemme som hun tror – nogle gange er de endda meget bedre.

Bogens tekst er ligefrem og enkel, men billederne propfulde af detaljer – der er altid noget nyt at få øje på, nye dimensioner at undersøge ved hver læsning – og på denne måde føjer billederne hele tiden noget nyt til historien. Specielt sjove er Stinas arbejdsskitser, som viser de forskellige redskaber og instrumenter, som hun har tænkt sig at lave for at holde sig varm eller forhindre kulden i at trænge ind. Stina med den store dyne er en historie, som det nok ville være muligt at fortælle med ordene alene og ligeledes udelukkende med billeder, men hvis man valgte en af disse to løsninger, ville bogen miste al sin fortryllelse, for tekst og billeder fortæller historien i fællesskab og danner en fascinerende helhed.