Maria Turtschaninoff
Der hviler et sælsomt skær over utilgængelige, paradisisk frugtbare litterære øer. Med fantasyromanen Maresi. Krönikor från Röda klostret (”Maresi. Krøniker fra det røde kloster”) skaber Maria Turtschaninoff endnu en mindeværdig litterær ø. Øen Menos, hvis navn leder tankerne hen på menstruation, er pigernes asyl. Her er det ikke tilladt for mænd at opholde sig, og de gode relationer mellem piger og kvinder blomstrer.
Romanen er en fritstående del af de tidligere fortællinger Arra og Anaché, som udspiller sig i tilstødende lande. Historien om det røde kloster minder om et drama fra antikken med gudinder, der griber ind i livet. Turtschaninoff introducerer et bredt persongalleri, hvor alle har fantasifulde navne som Maresi, Jai, Heo, Nummel, Dorje og Loeni. Omslagets kontemplative skønhed med de blodrøde elementer hører også genren til. Vejkortene, som er så vigtige i fantasygenren, er mere fantasifulde antydninger i lyse pastelfarver end egentlige vejvisere. Alligevel bidrager de til helheden ved at understrege stemningen.
Maresi Enresdotter er novice i et kloster. Hun er jegfortælleren, som kigger tilbage og modvilligt nedskriver sin historie. Hun bærer et vidnesbyrd: ”Lukten av blod. Ljudet av krasande ben. Jag vill inte frammana allt detta igen. Men jag måste”. Maresi, som har oplevet hungersnød og som søgte tilflugt i klosteret som niårig, vokser og bliver en del af klostermiljøet. Hun hjemsøges af mørke kræfter, men finder blandt andet styrke i at læse og i kvindernes fællesskab.
Fortællingen er insisterende, nærmest klaustrofobisk, idet alt foregår i lukkede rum, på øen, i klosterets sale og i grotter. Isolationen på øen brydes brutalt, da Jai ankommer. Hun er på flugt fra sin far, som begravede hendes søster levende. Jai og Maresi har det til fælles, at de begge har været vidner til deres søstres død. De har forfærdelige traumer, men de bearbejder dem efterhånden som de finder deres helende og magiske kræfter. Her spiller pigernes hår en vigtig rolle. Deres styrke bor i håret, og de kan rent faktisk frisere en storm frem, som kan stoppe fjendtlige indtrængende.
I Turtschaninoffs kyndige hænder bliver fortællingen både troværdig og overbevisende som en kraftfuld modstandsvision. Selv om historien udspiller sig langt borte i en ubestemmelig tid, er der ingen tvivl om, at den forholder sig til æresrelateret vold og kvindeundertrykkelse – præcis som hendes tidligere bøger gør. Visionerne om pigernes styrke henviser til uretfærdigheder i vores samtid, og budskabet er ikke til at tage fejl af: Hav modet til at gøre modstand! Her udspilles intet mindre end en kønskrig i miniformat, som konsekvent betragtes ud fra pigernes perspektiv. Turtschaninoff genbruger ubesværet et standardelement fra pigefortællingerne, som da Maresi akkurat som Anne fra Grønnebakken drømmer om at åbne en skole, så hun kan give pigerne i sit land en uddannelse. Ursula Le Guins The Tombs of Atuan (1970) i Earthsea-serien, som også handler om piger, der udsættes for overgreb, er også nært beslægtet med bogen.
Maresi kan læses som en allegori, der leger med dramaturgien i det antikke drama, og dermed skaber en fantastisk pigehistorie, hvor pigerne bruger deres styrke til at stå imod mændenes vold. Turtschaninoff er helt blændende i sin skildring af matriarkatet, som følger menstruationens magiske kræfter, danser jomfrudansen og udøver en feministisk form for selvforsvar ved hjælp af magi. De modige sammenfletninger af elementer fra forskellige sfærer kombineres med forbløffende lethed til en spændende, eftertænksom og visionær fortælling. Det føles som om, at myten er blevet levende igen.