Simon Stranger

Simon Stranger
Photographer
Observatoriet
Simon Stranger: De som ikke finnes. Ungdomsroman, Cappelen Damm, 2014.

For tre år siden opdagede den femtenårige Emilie den unge afrikanske bådflygtning Samuel flydende i vandet ved Gran Canaria, og hun fik reddet ham op på land. I løbet af nogle hektiske døgn hjalp hun ham med mad og husly, og da de til sidst blev indhentet af politiet, gav hun ham en seddel med sin adresse.

Nu står Samuel uden for vinduet til hendes værelse. Han er flygtet mod nord gennem Europa, er blevet udnyttet på det groveste – både som arbejdskraft og seksuelt – og han har et sidste håb tilbage: at Emilie og Norge kan give ham muligheden for et værdigt liv. Deres forrige møde antændte en gnist hos Emilie, som er flammet op til et stærkt socialt engagement, men nu står hun over for en helt ny udfordring. Nøden banker bogstaveligt talt på hendes vindue, og hvis hun hjælper en illegal indvandrer, sætter hun sin egen fremtid på spil. Og hvad kan en attenårig norsk pige egentlig gøre ved alt det, der er galt i verden?

De som ikke finnes (”De som ikke findes”) er den tredje udgivelse og højdepunktet i Simon Strangers række af ungdomsromaner om den norske teenager Emilies konfrontation med de enorme forskelle på levevilkårene i verden. I denne roman sætter han fokus på papirløse flygtninge, som er et højaktuelt politisk tema. Det lykkes også for ham at løfte tematikken op på et mere generelt plan. Synsvinklen skifter jævnligt fra Samuel til Emilie, og på den måde bliver det helt tydeligt, at begges skæbner er formet af, hvilket land de er født i. Emilie kan ikke gøre for, at hun er født rig, og Samuel kan ikke gøre for, at han er født fattig. Ingen af dem har magten til at gøre livet bedre for Samuel. Og hvis man ikke har magt, skal man så føle ansvar og skyld for de uretfærdigheder, som bliver begået? De som ikke finnes er en stærk historie fortalt i et nøgternt, stilsikkert litterært sprog. Romanen lukker os ind i en brutal og desperat side af tilværelsen, som ikke kun findes på den anden side af kloden, men som også gemmer sig i de mørke kroge i vores trygge, nordiske samfund.

Simon Stranger (f. 1976) debuterede i 2005 og har skrevet bøger for både børn, unge og voksne. Hans to tidligere ungdomsromaner om Emilie, Barsak (2009) og Verdensredderne (2012) er oversat til flere sprog.