Bárður Oskarsson

Stríðið um tað góða grasið
Bárður Oskarsson: Stríðið um tað góða grasið. Billedbog, Bókadeild Føroya Lærarafelags (BFL), 2012

Kaninerne er ved at være rigtig trætte af at dele det dejlige græs med de dumme hunde. Udover at hundene skider over det hele, så kan de ikke kan lade være med at jage kaninerne - det er bare noget deres hoved siger at de skal. Det er ikke nemt for små kaniner at sige fra over for en hund, men de finder på en virkelig snedig løsning. Endelig har de fred og ro, men hvad er det der sker med græsset? Kan det virkelig passe, det gode græs ikke kan undvære de dumme hunde? 

Illustrationerne er i Oskarssons karakteristiske stil: en minimalistisk og følsom streg med stort udtryk og megen humor. I denne bog tillader Oskarsson sig lidt mere i forhold til farvebrug, himmelen er smuk akvarelblå og det gode græs som er stridens kerne, skildres med farver og detaljer. Omgivelserne er almene, blottet for nationale kendetegn, i lighed med Oskarssons andre billedbøger, så kunne historien foregå hvor som helst.

Bárður Oskarsson behandler tit etiske udfordringer og eksistentielle spørgsmål i sine billedbøger. Med “Kampen om det gode græs” fortæller Oskarsson en højst aktuel historie om vanskelig sameksistens.

Hans personer er oftest dyr, dog udstyret med genkendelige menneskelige egenskaber, følelser og handlingsmønstre. I dette tilfælde er de fysisk svagere kaniner menneskeliggjorde i højere grad end hundene. De er således i stand til at udføre snedige planer og reflekterer over sammenhænge, imens hundene gebærder sig mere som almindelige dyr. Konsekvensen er at læseren i høj grad identificerer sig med kaninerne, sympatien er udelt hos de stakkels gnavere, der fremstilles med rørende sårbarhed og en usikkerhed, som efterhånden slår over i aggression og trodsig handlekraft. Læseren forstår til fulde deres frustration og imponeres af deres mod og kompetence, men tvinges også til at tage stilling til hvorvidt deres strategi egentlig var heldig eller ej. Historien opfordrer til eftertænksomhed ved at vise sammenhængen mellem angst og aggression og ved at blotlægge ulemperne ved forstilt styrke og påtaget farlighed. Samtidig sætter den provokerende spørgsmålstegn ved den selvfølgelige følelse af berettigelse, som tit synes at falde os naturlig.

Bogen kan ses som en advarsel imod kortsigtede og enkle løsninger på konflikter: Det som til at begynde med synes som en smart og oplagt plan, kan hurtigt få uforudsete konsekvenser. Kaninerne må i hvert fald erkende at man kan blive nødt til at tage det sure med det søde og at der måske er noget om at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Om forfatteren

Bárður Oskarsson (født 1972 i Tórshavn) er billedbogsforfatter, illustrator og kunstner. Han debuterede som børnebogsforfatter i 2004 med bogen Ein hundur, ein ketta og ein mús (En hund, en kat og en mus) som er blevet oversat og vel modtaget i flere lande. Debutbogen fik således Vestnordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris i 2006 og samme år blev den inkluderet som “Special Mention” i White Raven of The international children`s digital library. Stríðið um tað góða grasið fik samme hæder i 2013. Oskarssons bøger er blevet oversat til dansk, norsk, svensk, islandsk, engelsk, fransk, tysk og tjekkisk. Han har modtaget flere priser og anerkendelser, bla. modtog han i 2013 LUCHS-Preis für Kinder- und Jugendliteratur for Hin flata kaninin(på tysk Das platte kaninchen), som også var indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2014. Senest har han fået den færøske kulturfonds årslegat i 2015 og er indstillet til den svenske Pan pris for En hund, en katt och en mus i 2016.