Marry Ailonieida Somby og Biret Máret Hætta (ill.)

Čerbmen Bizi
Marry Ailonieida Somby og Biret Máret Hætta (ill.): Čerbmen Bizi – Girdipilohta. Billedbog, 2013

Den et år gamle rensdyrkalv Bizi går og snuser til sortebær i moselyngen, da han opdager, at der lidt længere væk er endnu større og finere bær. Samtidig hører han høje lyde bag træerne, og før han aner det, ligger han hjælpeløs på jorden. Foran ham står et kæmpestort rensdyr, som puster og pruster med tungen hængende langt ud af den store mund. Det er renen Šuvun, som elsker at konkurrere og altid har travlt. Šuvun og lille Bizi løber om kap, men det er helt umuligt for den lille kalv at følge med. Bizi lærer, at man er nødt til at give sig tid til at hvile, lade tungen hænge ud af munden og øve sig meget. Han spekulerer på, om man mon kan spise en guldmedalje, og hvad man bruger den bedste tid til, hvis man vinder.

Čerbmen Bizi – Girdipilohta (på dansk "Rensdyrkalven Lille Bizi – den flyvende pilot") handler om den lille rensdyrkalv, som ender med at forvandle sig til en flyvende pilot. Han møder rensdyr på sin vandring og i sin søgen efter sin mor, en simle (et hunrensdyr), og hendes kærlighed.  Mødet med rensdyrbukken får Bizi til at indse, at bukkene viser deres styrke på en anden måde end simlerne. Rensdyrbukken sår tvivl om Bizis far, og pludselig føler han sig forældreløs. Bizi møder flere rensdyr på sin vej: Filmstjerne-renen, turistrenen og guldsimlen. Alle rensdyrene videregiver viden af forskellig art til Bizi. Den lille rensdyrkalv forvandler sig til en flyvende pilot, og lykken er stor, da han finder sin mor og opdager, at hun faktisk er glad for ham.

Sproget er nemt at forstå, samtidig med at det har en udefinerbar traditionsbunden styrke i sit budskab fra det urgamle siidasamfund. En ganske særlig måde at overlevere viden på fra én generation til den næste. Selvom historien er ren fiktion, indeholder den også lag efter lag af vigtig viden til kommende generationer verden over: Lykken er nærmere, end du tror, ude godt, men hjemme bedst, og kan man virkelig spise guld? De fiktive navne på karaktererne i historien er nært beslægtet med de traditionelle betegnelser for rensdyr.  Sproget er visuelt og visse steder poetisk.

Bogens illustrationer følger et fast farvemønster. De understøtter teksten, og det er især en styrke, at der er tale om akvareller, og at de er holdt i lyse toner. De stjæler aldrig opmærksomheden fra historien. De forskellige rensdyr markeres på genial vis med enkle og letforståelige rekvisitter – et stort ur, gevirer i forskellige farver, Rolex-ur og smykker –  som gør det sjovt at følge karakterernes påfund.