Sankt Nielsen og Madam Karrebæk (ill.)

Da Gud var dreng
Sankt Nielsen og Madam Karrebæk (ill.): Da Gud var dreng. Billedbog, Høst og Søn, 2015

Det hele begynder med en celledeling, og af den opstår et insekt, som udvikles til en forunderlig skabning med seks ben og seks arme, som skal vise sig at være drengen Gud. Og derefter udfoldes pejlinger af svar på de spørgsmål, som de fleste nysgerrige børn sætter voksne til vægs med: ”Hvad var der før Gud skabte verden?” – eller som den danske popgruppe Shubidua sang: ”Hvem mon man er, før man bliver til”.

Svarene vajer først i mørket og skifter karakter til ”Hov, hvad var det?”, da der bliver lys. Gud ser alt det smukke og alt det grufulde – og lister ud i det blå med ordene: ”Tak, skæbne”.

Bogen er skabt af en frodig ordmikstur, der spænder fra hulk til humor og fra filosofi til falbelader, samt af et sprælsk billedorgie, der  - med referencer til Michelangelo, Bruegel  og ikke mindst Dorte Karrebæks eget livsværk - tilfører de evige spørgsmål en evighed, man skal lede længe efter, og som bogen netop er på sporet af.

Forfatteren Sankt Nielsen var engang kendt som multikunstneren Claus Beck-Nielsen, men erklærede sig for død i 2001, hvorefter han opstod som Das Beckwerk. Nu har han så ladet sig helgenkåre som skytshelgen for vilde syner og børn af det tyvende og enogtyvende århundrede.

Illustratoren Madam Karrebæk er som nævnt identisk med Dorte Karrebæk, som i en menneskealder har været en af Danmarks allerstørste illustratorer, altid med sin genkendelige streg og på samme tid i konstant fornyelse. Det må i øvrigt glæde Sankt Nielsen, at skaberen som holder den store blyant har umiskendelig lighed med forfatteren.

Bogen handler om de store eksistentielle spørgsmål, om såvel verdens som individets tilblivelse. Den udvikler sig som celledelingen på de første sider og vokser i mangfoldighed. Men i modsætning til Gud, som lige så stille lister ud i det blå, da han ser, at sket er sket, må man som læser snige sig ind i bogen igen for at få bekræftet, at der var noget man havde overset. 

Tillykke til både børn og voksne med at have fået denne bog  at gå om bord i, når man føler, at alting omkring de store spørgsmål sejler.