Bjørn Ingvaldsen

Far din
Bjørn Ingvaldsen: Far din. Roman, Gyldendal Norsk Forlag, 2016

”Alle hater faren din fordi han stjeler. Alle hater deg, fordi du har en far som er tyv.”

En ung fyrs liv forandres brat og brutalt da hans far, som arbejder på bygdens vigtigste fabrik, kommer i fængsel. Pludselig bliver alt utrygt. Hvad er sandt? Hvem kan man stole på? Hvad skal han gøre? Han bliver stillet over for mange store spørgsmål. Spørgsmål uden indlysende svar. Og alligevel er det spørgsmål han bliver nødt til at forholde sig til i mødet med en ny og anderledes hverdag hvor tidligere venner og naboer vender ryggen til ham og hans mor.

Sproget i romanen er enkelt og fuldstændig blottet for sentimentalitet og selvmedlidenhed. Ydre og indre dramatik skildres på en nøgtern og konkret måde fra den unge mands synsvinkel. Sætningerne er korte og har en konstaterende, næsten opremsende stil som afspejler hans psykiske tilstand præget af akut afmagt og følelsesløshed, men også hans mestringsevne og overlevelsesinstinkt.

Den lavmælte og ordknappe stil får teksten til at dirre af underliggende følelser som frygt, forvirring, ensomhed og skam. Følelser som lader til at befinde sig uden for hovedpersonens eget sprog, følelser som han muligvis derfor også har svært ved at få kontakt med. Det er følelser som han ikke får afløb for. Følelser som forbliver usagte, i skyggen af ordene.

Læseren fornemmer alligevel hans følelser gennem de fine dialoger som han indgår i, og de nøgne beskrivelser af det der sker omkring ham hvad enten det er en heksejagt eller at blive frosset ude af kammeraterne. Men det er ikke kun hårdt. Det er også lysglimt. Forstående mennesker som rækker hånden ud.

Far din (”Din far”, ikke oversat til dansk) er en roman som både berører og engagerer. Den blev nomineret til ARKs børnebogspris i 2016 og Bokslukerprisen i 2017.

Bjørn Ingvaldsen har udgivet adskillige børne- og ungdomsbøger i Norge. 

Han debuterede i 1995 med novellesamlingen Landskap med gul Lada. I 1998 debuterede han som børne bogsforfatter med Stolpesko. Han modtog Rogaland fylkes litteraturstipendium i 1998, ARKs børnebogspris for Nei vel, da i 2004 og Rasmus Løland-stipendet i 2011.