Hanne Kvist

Dyr med pels - og uden
Hanne Kvist: Dyr med pels – og uden. Ord- og billedroman, Gyldendal, 2016

Der er i nordisk børne- og ungdomslitteratur en tradition for at lade børn og unge komme til orde på deres egne præmisser, uden moralisering og løftede pegefingre. I Danmark står Ole Lund Kirkegaard som en af ophavsforfatterne til dette, fulgt op af Bjarne Reuter og senere af Kim Fupz Aakeson.

Hanne Kvist er en markant fastholder og fornyer af denne tradition. I sit forfatterskab, hvoraf billedbogen To af alting tidligere har været indstillet til Nordisk Råds pris, giver hun mæle til børn, hvis liv er presset af voksne, der vil styre dem, selv om de har vanskeligt nok med at få styr på deres eget liv. Sådan er det også i Dyr med pels – og uden, hvor drengen Freddy fortæller om sit liv med forældrenes skilsmisse, med morens mange nye kærester og med den kammerat, han endelig finder trods omskiftelighederne med flere hjem.

Historien udspiller sig – trods den dystre baggrund – på en livsbekræftende grundtone af humor, empati og livduelighed, som kommer til udtryk gennem den fortællende hovedperson Freddy og hans elskelige ven, Eskild.

Forfatteren mestrer det præcise og alligevel afrundede sprog og den overraskende og veldrejede dialog. Og illustratoren, som jo er identisk med forfatteren, mestrer det talende og perspektiverende billedsprog. Men det originale og mest imponerende er hendes måde at anvende de to sprog på sammen: Dette er ikke en billedbog. Dette er ikke en grafisk roman. Dette er en tosproget fortælling, hvor forfatteren suverænt vælger det sproglige udtryk, som handlingen og situationen kræver.

Vi introduceres til fortællingen via en et billede af jordkloden, hvorfra der udgår talebobler. Derefter kommer drengen Freddy til orde og giver os sin verbale fortælling, indtil verdens fortrædeligheder får ham til at beslutte sig for at tie stille. Her ville historien gå i stå eller skifte fortæller. Men som alternativ til valget imellem de to muligheder viser Freddys historie sig i et billedsprogligt forløb, indtil hans situation har løst sig så meget op, at det igen giver mening for ham at tale.

Dette er ikke blot en fornyelse af børnebogsgenren. Det er sublim, tosproget fortællekunst.